Newyorkerbyheart

Stuvet spinat med parmesan (fra Food Network, okt. 2010) og butterdejspakker med kylling og æg…….

 Kylling krydret med Green Harisa fra Santa Maria…….

 Champignon svitses…….

 Persille, hvidløg og purløg tilsættes…….

 De stegte kyllingefileter deles i mindre stykker………

 Butterdej rulles ud til en firkant……..

 Kylling, champignon og et kogt æg lægges på……….

 Dejpakkerne lægges på en bageplade med sammenføjningen nedad, pensles og snittes………

 ……..pakkerne drysses med finthakket rosmarin og fintrevet parmesan…….

 En sovs bages op……….

 Optøet, drænet spinat tilsættes sammen med parmesan, fintrevet citronskal og muskatnød……..

 De færdigbagte butterdejspakker………

Aftenens tallerken…….

Allerførst vil jeg lige sige TILLYKKE til Caroline Wozniacki, hun er nu nr. 1 i verden – YOU ROCK!!!! Tænk at hun stiller sig op som lille pige og siger at hun vil være nr. 1 i verden – og så går hun bare målrettet efter det – det er da for SEJT!!!
Kritikerne er mange og de har stadig travlt, men helt ærligt så er det bare dansk jantelovs-mentalitet. Hun er ikke kommet sovende til den titel, tværtimod, giv hende nu lov til at nyde den store sejr. Faktisk synes jeg at i stedet for at kritisere hende hele tiden, så burde vi bare være stolte af at vi har nr. 1 i verden i kvindetennis lige nu. Tænk hvis hun en dag blev så træt af alle de mavesure kritikere og så bestemte sig for at spille for Polen i stedet for………..

Sikke en smuk dag vi har haft her i dag, i hvert fald her i landsdelen. Det har været lunt, solen har skinnet og himlen har været blå. Det er ikke så mange af disse smukke dag vi har haft i dette efterår synes jeg, så det var bare med at nyde dagen i dag.
Jeg har været lidt på tennisbanen i dag, til en omgang “skildpadde-tennis” og det var super dejligt. For første gang i hele sæsonen spillede jeg faktisk rigtig godt – og jeg nød det! Så længe jeg ikke bliver kostet rundt på banen, så er mine slag faktisk blevet ret stabile og sikre.

Aftenens menu har stået på nogle super lækre butterdejspakker med kylling og æg, dertil fik vi stuvet spinat med parmesan, en opskrift jeg fandt i det seneste nummer af Food Network Magazine.
Jeg kan ikke huske hvor jeg har opskriften på butterdejspakkerne fra, men jeg kan ihvert fald anbefale dem!

Butterdejspakker med kylling og æg, 4 pers.:
4 plader butterdej, optøet
2 kyllingebrystfileter
Green Harissa (fra Santa Maria)
salt, friskkværnet peber
200 g champignon, skåret i skiver
2 fed hvidløg, knust og finthakket
4 spsk. persille, finthakket
4 spsk. purløg, finthakket
4 æg, pillede og kogte
olie til stegning
lidt smør
æg til pensling
Drys:
2 spsk. hel, fintrevet parmesan
2 tsk. frisk rosmarin, finthakket
Krydr kyllingefileterne med Green Harissa, salt og friskkværnet peber, steg dem i lidt olie på en pande, til de er netop gennemstegte. Tag dem af panden og lad dem afkøle lidt.
Kom en lille klat smør på panden og svits champignon, krydr med salt og friskkværnet peber. Lad dem stege, til de bliver gyldne og den væde de afgiver er kogt ind. Tilsæt hvidløg, purløg og persille – lad det stege med i ½ minuts tid – vend det rundt af og til. Tag af varmen.
Træk kyllingekødet fra hinanden med 2 gafler eller skær det i mindre stykker.
Rul hver butterdejsplade ud til en firkant på ca. 20 x 20 cm. Kom kylling, champignon og 1 æg på (tryk ægget ned i resten af fyldet). Pak butterdejen sammen som en pakke, fugt evt. kanterne, så de klistrer. Læg med sammenføjningerne nedad. Pisk et æg let sammen og pensl pakkerne med det. Skær et par snit i hver pakke, med en skarp kniv. Bland rosmarin og ost, drys det på.
Sæt i en 200 grader forvarmet ovn og bag i ca. 20 minutter, til de bliver gyldne og sprøde. Kan spises både kolde og varme.

Stuvet spinat med parmesan (Food Network Magazine okt. 2010), 4 pers.:
20 g smør
20 g mel
2 skallotteløg, finthakket
1½ dl hel, fintrevet parmesan
fintrevet skal af 1 økologisk citron
lidt hel muskatnød, fintrevet
2 dl madlavningsfløde
ca. 1 dl skummetmælk
evt. lidt vand
½ pose frosset spinat, optøet og drænet for vand
Optø den frosne spinat i microovnen i en skål, med ganske lidt vand i bunden, det tager ca. 5 minutter. Hæld i en sigte og tryk al væden ud af spinaten.
Smelt smør i en gryde og sauter løg, til de bliver bløde. Drys mel i og pisk det sammen. Hæld madlavningsfløden i lidt efter lidt, tilsæt også skummetmælken, nu skulle du gerne have en tyk sovs. Lad den småkoge i et par minutter, så melsmagen koger ud, pisk i det af og til. Tilsæt den optøede spinat og rør godt rundt, så den bliver fordelt. Er sovsen meget tyk, så spæd med ganske lidt vand. Tilsæt parmesan, fintrevet citronskal og muskatnød. Smag til med salt og friskkværnet peber og lad det småsimre i ca. 5-7 minutter, rør i det tit.

Print Friendly
Tilbage

2 kommentarer


  1. Oct 8, 2010
    5:56 pm

    Piskeriset

    Det var en interessant kombination – jeg kom til at smile lidt, da jeg nåede til det kogte æg 🙂

    Det er godt nok ikke meget, jeg har prøvet at lave med butterdej, men nu får jeg da lyst til at gøre det igen!


  2. Oct 8, 2010
    10:36 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    Det smagte faktisk rigtig godt og så synes jeg det ser flot ud, når de skæres over 🙂

    Jeg elsker butterdej, men det er jo ikke det sundeste i hele verden, så det jeg prøver at holde det til et minimum

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!