Newyorkerbyheart

Boller i karry (fra bogen “Hold maven flad – sps bare videre” af Chalotte Hartvig og Majbritt Engell, Gads Forlag)……

24 november , 2010 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Hovedretter med hakket kød - Tags: , , ,

 Bogen “Hold maven flad – spis bare videre” af Charlotte Hartvig og Majbritt Engell, Gads Forlag…….

 Hakket kalv og flæsk røres med løg, rugmel, æg, lidt karry, lidt hvidløg og lidt spidskommen…..

 Formes til kødboller og koges……

 De færdige kødboller – husk at gemme kogevandet……

 Løg, æble, hvidløg og gulerødder svitses, karry tilsættes……

 ……sammen med gurkemeje og chili……

 Kogt perlebyg blandet med blomkål……

 Den færdige ret……

Den færdige tallerken……

I søndags fik jeg skrabet så mange kræfter sammen, så jeg kunne lave boller i karry, serveret med perlebyg og blomkål – en ret jeg fandt i “Hold maven flad – spis bare videre“, Gads Forlag. Bogen er en forsættelse til “Spis maven flad” og ligesom den første bog, er “Hold maven flad” fyldt med lækre og indbydende opskrifter. Der er alt fra opskrifter på morgenmad til snacks, frokost, aftensmad og desserter. Desuden en masse tips til hvordan du spiser sundt og træffer sunde valg – også når du er spiser ude og bliver konfronteret med fristelser…..

Denne ret tiltalte mig, fordi den blev serveret med perlebyg og blomkål, en kombination som er virkelig velsmagende til boller i karry. Selve karryretten var ikke stort anderledes end andre af den slags, dog bruges der rugmel i kødbollerne, hvad jeg aldrig har gjort før.
Jeg lavede nogle ændringer, idet jeg brugte hakket kalv og flæsk istedet for ren hakket svinekød. Jeg tilsatte også hvidløg, både til kødbollerne og i retten, fordi med al den sygdom vi har haft i kroppen har vi haft brug for hvidløg – og masser af det.
Jeg tilsatte endvidere lidt spidskommen og karry til kødbollerne, fordi jeg synes at det giver sådan en skøn smag – og kødbollerne blev virkelig lækre og velsmagende. Jeg må tilstå at jeg opbagte sovsen, hvilket sikkert ikke er særlig mavevenlig . men tilgengæld udelod jeg den madlavningsfløde, som bruges i bogen.
Jeg tilsatte også et par gulerødder, fordi jeg godt kan lide den struktur de tilfører retten og så er det flot med den orange farve (synes jeg). Alt i alt en skøn ret – som boller i karry altid er – og vi havde til dagen efter også, hvilket var et KÆMPE plus i den tilstand jeg var *S*

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……

Boller i karry (fra bogen “Hold maven flad – spis bare videre“, Gads Forlag), 4 pers.:
500 g hakket kalv og flæsk
salt, friskkværnet peber
1 løg, revet eller hakket i foodprocessor/minihakker
1 fed hvidløg, presset
1 spsk. rugmel
½ dl mælk
2 æg
1 tsk. karry
1 tsk. spidskommen

Sauce:
flydende oliemargarine (jeg bruger Becel)
1 løg, finthakket
1 æble, skåret i små tern
1 spsk. karry
1 tsk. gurkemeje
½ tsk. chilipulver
2 fed hvidløg, knust og finthakket
2 spsk. mel
salt, friskkværnet peber
kogevand fra kødbollerne
3 gulerødder, skåret i skrå skiver

Desuden:
150 g perlebyg (jeg brugte det fra Skærtoft Mølle)
1 blomkål, plukket i mindre buketter og kogt
Rør kødet med salt, tilsæt alle de øvrige ingredienser og rør til en fars. Dæk skålen til og sæt i køleskabet ½ time. Kom vand i en gryde, sammen med lidt salt. Bring vandet i kog, form farsen til kødboller i den størrelse du ønsker og kog dem ad nogle omgange. Når bollerne kommer op til overfladen er de nok. Tag dem op med en hulske – HUSK at gemme kogevandet!
Kom oliemargarine i en gryde og tilsæt løg, æbler og gulerødder, lad det stege til løget bliver blødt. Tilsæt hvidløg og karry ved lad det stege med i ½ minuts tid, rør i det. Tilsæt chili og gurkemeje, rør rundt. Drys melet i og rør, hæld så kogevandet fra kødbollerne i lidt efter lidt, lad det koge op mellem hver gang og pisk i det (så der ikke kommer klumper), hæld kogevand i til saucen har den ønskede tykkelse. Smag til og tilsæt kødbollerne. Lad dem varme igennem.
Skyl perlebyggen godt og kog den så efter anvisning på emballagen. Damp blomkålsbuketterne i letsaltet vand,  til de er møre, men stadig har bid. Bland perlebyg og blomkål sammen og server til retten.

Som I ved var kæresten jo til hans første firmafest i fredags, men desværre havde han det ikke særlig godt – og han havde det bestemt ikke bedre da jeg hentede ham. Ikke fordi han var beruset, men pga. sygdom, han havde nærmest ingen stemme tilbage. Det var ret synd for ham, for festen havde virkelig været en FEST! Mads Christensen havde været konferencier og så var der ellers underholdning af Rasmus Seebach, Ida Corr, Burhan G, Medina, Peter AG, Hej Matematik og Infernal. Desuden var der selvfølgelig lækker mad og et “aktivitetsområde”, hvor der bl. a. var Wii, Playstation, Karaoke, Smoothies, Staffeli maling, Tatoo spray, dart, fotografering med kostumer, kæmpe stort bordfodbold, poker, roulette og karikatur tegning. De var næsten 2900 mennesker og det havde været en kæmpe oplevelse, han ville bare ha’ ønsket at han var mere frisk….
Lørdag lå vi begge hele dagen, jeg sov stort set lørdagen væk. Søndag var ikke stort bedre, af og til følte jeg at jeg fik det bedre, men så vendte feberen tilbage og sådan har det faktisk været lige siden. Nu lader det dog til, at der endelig er bedring på vej……..

Print Friendly
Tilbage

6 kommentarer


  1. Nov 24, 2010
    2:11 pm

    AnjaPN

    Du må sende et kamera med ham næste år, så vi kan se løjrene. Det lyder som verdens sjoveste firmafest! Godt at høre at du er på benene igen 🙂


  2. Nov 24, 2010
    2:33 pm

    Linebinevaskemaskine

    Det ser simpelthen så lækkert ud Birthe, og jeg er endda ikke til boller i karry 🙂 Jeg tror Daniel vil elske mig hvis jeg lavede det til ham 😉


  3. Nov 24, 2010
    3:21 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Anja!

    Han tog billeder, men de blev ikke særlig gode – og ja, det må da ha' været en drømme firmafest 🙂 Jeg har ihvert fald aldrig hørt om noget lignende….

    Mange hilsner
    Birthe


  4. Nov 24, 2010
    3:22 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Line!

    Det smagte så dejligt og lige hvad jeg havde brug for. Hvis jeg ikke får det alt for tit, så kan jeg godt lide boller i karry.
    Da jeg lærte kæresten at kende, købte han kødboller til at komme i, det fik jeg hurtigt lavet om på 😉

    Jeg er sikker på at din kæreste vil blive endnu mere glad for dig, hvis du laver det….

    Mange hilsner
    Birthe


  5. Nov 24, 2010
    11:15 pm

    Piskeriset

    Spændende variant – den må jeg lige kigge lidt mere på. Jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvordan 'vores' udgave plejer at være, for det er som regel gemalen, der laver den ret – og nu jeg tænker over det, er det alt for lang tid siden, jeg har fået det! Jeg må lige lægge en anmodning til ham 😀


  6. Nov 24, 2010
    11:30 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    Det smagte ihvert fald dejligt 🙂 Jeg ved efterhånden ikke hvad min "normale" er, for jeg skal altid lige ændre et eller andet – til kærestens store irritation – men denne kunne han nu godt lide….

    Jeg er sikker på du kan lokke ham, hvis du dingler en lakrids creme brulee foran næsen på ham 😀

    mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!