Newyorkerbyheart

Gullasch (Spis Bedre nr. 11/2010)…..

03 november , 2010 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Hovedretter med oksekød - Tags:

 Til krydderposen: persille, timian, hele peberkorn, laurbærblad og lakrids-basilikum…….

 Oksekødet brunes godt på alle sider…..

 Bacon svitses og kommes ved……

 …..sammen med svitset paprika, koncentreret tomatpure og krydderposen…..

 Rødvin og kogende vand hældes ved – og så skal det simre i et par timer….

 Sauterede løg og hvidløg tilsættes……

 Honning-stegte gulerødder og persillerødder tilsættes – sammen med rå kartofler i tern……

 Det hele kommes i gryden og simrer videre, til rodfrugterne er sprødmøre……

 Piskefløde tilsættes også smages retten til med rødvinseddike, salt og friskkværnet peber……

Aftnens tallerken……

I søndags lavede jeg denne skønne ret fra Spis Bedre nr. 11/2010. Det hedder gullasch, men er slet ikke som det gullasch jeg fik i min barndom – og som jeg ikke var alt for vild med – denne ret er dog noget helt, helt andet! Det var virkelig en lækker, kraftig og meget smagfuld ret. Kødet var så mørt og rodfrugterne – som var sprødmøre – passede bare perfekt til det supermøre kød. Det hele serveres med kogte ris og den let syrlige creme fraiche sætter prikken over i’et…..

Jeg tilsatte noget af den lækre lakrids-basilikum som jeg fik af Heidi, da vi var til MAD 2010 i Århus og anis-smagen kunne lige anes, den klædte resten af retten rigtig godt.
Jeg kom krydderurterne i et kaffefilter og bandt noget madsnor rundt om, så er de lette at fiske op igen. Jeg lod det nok i alt simre i ca. 3½ time. Gør det evt. i løbet af dagen – eller dagen før – så er det bare lige til at varme igennem
Jeg svitsede gulerødder og persillerødder lidt på panden, sammen med lidt flydende honning inden jeg kom dem i gryden, fordi jeg godt kan lide at bringe den karamelliserede smag frem af rodfrugterne. Jeg kom også en rest champignon i, fordi jeg havde en rest der skulle bruges.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……

Gullasch (Spis Bedre nr. 11/2010), 4-6 pers.:
1,1 kg. oksetykkam, skåret i 3 x 3 cm. store tern
1 pakke bacon i tern
1 stor dåse koncentreret tomatpure (70 g)
3 spsk. paprika
3 dl rødvin
salt, friskkværnet peber
1 laurbærblad
4 blade lakrids-basilikum
et par kviste timian
et par stilke persille
5 hele, sorte peberkorn
ca. 100 g champignon, skåret i kvarter og svitset
4 store løg, hakket
4 fed hvidløg, knust og finthakket
6 gulerødder, skåret i mundrette bidder
6 persillerødder, skåret i mundrette bidder
2 tsk. flydende honning
10 kartofler, skåret i mundrette stykker
2 dl piskefløde
lidt rødvinseddike

Server med:
kogte ris
cremer fraiche 38%
Varm olie op på en pande og brun kødet i 3-4 portioner, de skal være godt brunet, så lad være med at fylde panden for meget op. Kom dem i en stor stegegryde.
Kom bacon på panden og svits det, til det bliver gyldent og sprødt, kom det i gryden. Kom tomatpure på panden og lad det svitse, til det næsten bliver mørkt, kom det i gryden. Kom paprika på panden og lad svits det, kom det i gryden.
Kom lidt olie på panden igen og svits svampene, tag den af panden. Tilsæt gulerødder og persillerødder, svits dem et par minutter, kom honning på og svits i yderligere 2-3 minutter. Tag dem af panden. Kom lidt vand på panden og kog panden af, kom det i gryden, sammen med rødvin, krydderurter puttet i et kaffefilter bundet med madsnor og kogende vand, så det alt kødet netop er dækket. Tilsæt salt og friskkværnet peber, sæt det over middel varme og bring det i kog. Skru ned for varmen, læg låg på og lad det småsimre i ca. 3 timer.
Varm olie op på en pande og sauter løg, til de bliver bløde og begynder at tage farve. Tilsæt hvidløg og lad det svitse med i et par minutter, krydr med salt og friskkværnet peber. Tilsæt løgene til stegegryden, sammen med kartofler, rodfrugter og fløde. Lad retten simre videre til kartoflerne er møre og rodfrugterne er sprødmøre. Fisk kaffefiltret op og smag retten til med salt, friskkværnet peber og rødvinseddike.
Server med kogte ris og creme fraiche.

Print Friendly
Tilbage

10 kommentarer


  1. Nov 3, 2010
    6:33 pm

    Emma Lovise

    Hej Birthe!
    Det ser rigtig lækkert ud! Det er helt klart også anderledes end det gullash jeg fik som barn. Men denne ret skal jeg have prøvet af en dag 😉
    Jeg kan især godt li, at der skal rodfrugter i!
    Kram! Emma Lovise


  2. Nov 3, 2010
    7:06 pm

    Lise Jørgensen

    Jeg gad virkelig godt have spist med! Hold op det ser godt ud.. Opskriften skal helt sikkert proeves.. 🙂


  3. Nov 3, 2010
    7:31 pm

    Piskeriset

    Ah, det er rigtig efterårsmad! Jeg tror, det er ved at være en del år siden, jeg sidst har fået det – det må jeg altså lave om på, inden det bliver forår igen 🙂


  4. Nov 3, 2010
    8:31 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Emma Lovise!

    Det smagte virkelig godt og kan i den grad anbefales! 🙂 Jeg var også ret vild med rodfrugterne i, eeeelsker rodfrugter…

    Mange hilsner
    Birthe


  5. Nov 3, 2010
    8:32 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Lise!

    Jamen, du ville da ha' været velkommen 🙂

    Kan ihvert fald anbefales.

    Mange hilsner
    Birthe


  6. Nov 3, 2010
    8:33 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    Jeg tror at du vil blive vild med denne opskrift, den har en skøn og kraftig smag 🙂
    Jeg er pjattet med den klat creme fraiche der skal over ved servering – det er muligvis ikke det sundeste i verden, men und den selv den smag. Det er SÅ godt!

    Mange hilsner
    Birthe


  7. Nov 3, 2010
    10:21 pm

    Litzy

    Uhmm det er alt for længe siden jeg har fået gullash… det må jeg snart lave igen 🙂


  8. Nov 3, 2010
    10:45 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Litzy!

    Det kan klart anbefales – også i denne udgave – som er helt skøn 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  9. Nov 4, 2010
    9:28 am

    Søren

    lakridsbasilikum – er det thai basillikum?

    Har du for øvrigt prøvet den gullash som brødrene Price laver?


  10. Nov 4, 2010
    2:03 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Søren!

    Det tror jeg ikke, men jeg ved ikke så meget om planten, til at jeg helt kan udelukke det. Du kan læse lidt om den her: http://www.bh-froe.com/ZC/index.php?main_page=product_info&cPath=5_31&products_id=516&zenid=1c3f34895c4ccee5568830ad26299291

    Den har en helt vild skøn duft, hvis man gnider lidt på bladene 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!