Rosenkålgratin (Food Network Magazine, November 2010)……
Rosenkålene forkoges……
Kommes i et smurt ovnfast fad, vendes med chiliflager, salt, friskkværnet peber og lidt fløde……
En god lagret cheddar kommes ovenpå……
Så brødkrummer/rasp og små smørklatter – og så skal det i ovnen…..
Frikadeller……
Rosenkålsgratinen……
Aftenens tallerken…….
Nå, men så er det jo bare at smøge ærmerne op og komme i gang. Jeg har billeder liggende fra de sidste dage + et par bøger der skal skrives om, så der er nok at tage fat på *S*
Det er atter højsæson for rosenkål og selvom jeg har haft et mere end anstrengt forhold til de små grønne kål, så er det nu ændret. Jeg vil ikke sige at det er det bedste jeg ved i hele verden, men jeg synes faktisk at de smager godt nu – hvis bare de bliver tilberedt på en ordentlig måde (som det jo er med de fleste ting).
Lige så snart jeg så denne opskrift i det nyeste nummer af Food Network Magazine, så vidste jeg bare at det skulle jeg lave. Fløde, smør, rosenkål og ost – what’s not to like??!?!?
Der skulle bruges brødkrummer eller rasp, jeg valgte brødkrummer fordi jeg havde noget brød jeg skulle have brugt. Jeg tog resterne af det surdejsbrød fra den anden dag, kom det i snitteren og gav det en tur med Bamix‘en – så var det klaret. Men du kan også bare bruge rasp, det er dog en god måde at bruge brød der er blevet tør på. Du kan lave det så fint eller rustikt (groft) som du vil – og også krydre det med krydderurter osv.
Rosenkålgratinen gav et dejligt modspil til frikadellerne og sammen med ovnstegte kartofler, var det en virkelig lækker middag.
Jeg fandt en god, økologisk, lagret cheddar i Netto i denne uge. En kampagne vare tror jeg, men hvis de har flere poser der jeg kommer i Netto igen, så skal jeg havde købt et par poser til fryseren. Virkelig god ost, med en dejlig smag. Jeg snød og købte den revet, men den kunne også fås hel…..
Som tilbehør til rosenkålgratinen, fik vi helt traditionelle frikadeller, som dog i dagens anledning fik tilsat en lille sjat piskefløde. Jeg havde jo alligevel åbnet for piskefløden til rosenkålene og så kunne frikadellerne jo også ligeså godt få en sjat. Piskefløden kan sikkert erstattes med madlavningsfløde i gratinen, men jeg valgte i dag, at bruge den ægte vare……
Rosenkålgratin (Food Network Magazine, November 2010), 2-3 pers.:
1 bakke rosenkål, de yderste blade og stokken fjernes
salt, friskkværnet peber
chiliflager (jeg brugte Chili Explosion fra Santa Maria)
3/4 dl piskefløde
et par håndfulde god, lagret cheddarost – revet
brødkrummer eller rasp
smør
Gør rosenkålene i stand, kom dem i en gryde med vand og lidt salt. Bring dem i kog og lad dem koge i 5-8 minutter, til de er møre, men stadig med bid. Hæld vandet fra og lad dem dryppe godt af.
Smør et lille fad med smør og kom rosenkålene i, så de ligger i et lag. Krydr med salt, friskkværnet peber og chiliflager – vend det godt rundt. Hæld fløde ved, drys med revet ost og slut af med brødkrummerne. Læg små klatter af smør øverst og sæt i ovnen ved 200 grader (varmluft) i ca. 15 minutter.
Samme dag for et år siden
- Risotto med kantareller og æble/timianfyldte svinekoteletter.............. - 2011
- Op på hesten igen......... - 2010
- Provencalsk estouffade med oksekød (fra bogen "Gryderetter", People's Press)........... - 2009
- Så er køkkenet på plads....... - 2007
- Kalkun-/pasta "snask" a la Newyorkerbyheart - 2007
- Ungarnsk kartoffelsuppe og oliven-/baconfirkanter, del 2.......... - 2006
- Ungarnsk kartoffelsuppe og oliven-/baconfirkanter, del 1.......... - 2006

















