Arabiske fladbrød fra Mad & Venner, jan 2011, lavet med groft ølandshvedemel……..
Groft Ølandsmel fra Aurion, Perlerug fra Skærtoft Mølle og Enkornsmel fra Aurion……
Brødene kommes på en tør pande og når de bobler op, vendes de…..
Uhmmm, varm og lækker…..
Det blev til 8 stykker…….
I går bagte jeg nogle virkelig lækre fladbrød, som var tilbehøret til vores lammekoteletter med hvidløg og oliven, de blev super lækre og det er svært at holde op med at spise dem igen…..
Opskriften er fra det seneste nummer af Mad & Venner (jan. 2011), men jeg udskiftede almindelig hvedemel med halv groft ølandshvedemel og halv italiensk 00-hvedemel.
Jeg blev kontaktet den anden dag af Økologisk Landsforening om jeg var interesseret i nogle vareprøver og det sagde jeg selvfølgelig ja tak til. Jeg fik – udover den grove ølandshvedemel også en enkornsmel (begge dele fra Aurion) og noget perlerug fra Skærtoft Mølle. Jeg har længe gerne villet prøve ølandshvedemel, så jeg er glad for at jeg fik chancen…..
Brødene er nemme at have med at gøre og de bages uden brug af nogen form for fedtstof. De kan bruges til mange forskellige ting, jeg har planer om at lave shawarma i den kommende uge, hvor de også skal bruges til.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede dem……
Arabiske fladbrød (Mad & Venner, jan. 2011), 8 stk.:
25 g gær
3½ dl lunkent vand
1 tsk. groft salt
250 g groft ølandshvedemel
ca. 250 g italiensk 00-hvedemel
Opløs gæren i det lunkne vand og tilsæt saltet. Kom ølandshvedemelet i og tilsæt så det italienske hvedemel lidt efter lidt, til dejen får en konsistens, så det kan æltes. Tag dejen ud på bordet og ælt den godt sammen, til den bliver blød og elastisk – hvis dejen er for klistret så tilsæt lidt mere mel. Kom dejen tilbage i skålen, dæk den til, stil den lunt og lad den hæve i 1 time.
Tag dejen ud og del den i 8 stykker. Form hvert stykke til en bolle og rul så hvert bolle ud til det er ca. ½ cm. tykt. Varm en pande op – uden fedtstof – til den er godt varm. Bag brødene ca. 1 minut på hver side.

















