Græsk kylling på kartoffelbund (Divxit) med tzatziki…….
Kartofler vendes med frisk rosmarin, græsk krydderi, salt, friskkværnet peber og fintrevet parmesan…….
Bouillon og lidt olie hældes ved…….
Marinaden til kyllingen…….
Kyllingen halveres, gnides med marinaden og lægges ovenpå kartoflerne……
De færdigstegte kyllingestykker…….
Kartoflerne får lige lidt ekstra, så de får farve…….
Aftenens tallerken……..
I aften har vi fået en virkelig lækker ret, som jeg i den grad kan anbefale Jer at lave. Den giver et minimum af opvask, det hele laves i et fad, der er forholdsvis kort forberedelsestid, det passer sig selv i ovnen – og det smager FANTASTISK!
Opskriften er inde fra “Nemme opskrifter” og vi fik det med tzatziki til. En salat ville også være godt og også gerne noget brød, til at suge noget af al den lækre stegesky op med……
Jeg skiftede persille ud med frisk basilikum og frisk timian, da kæresten jo som bekendt, har et ret anstrengt forhold til persille (for at sige det mildt). Jeg tilsatte også lidt græsk krydderi, fordi jeg godt kan lide smagen. Jeg lavede fuld portion – altså til 4 personer – så vi også har til i morgen. Dvs. jeg skal nok lave nogle ekstra kartofler, for de forsvinder altså ret hurtigt og jeg tror ikke at vi levnede nok til i morgen.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…….
Græsk kylling på kartoffelbund (fra “Nemme opskrifter“), 4 pers.:
1 hel kylling
Marinade:
2 spsk. olivenolie
saft af ½ citron
salt, friskkværnet peber
lidt frisk basilikum, hakket
lidt frisk timian, hakket
4 fed hvidløg, presset
Desuden:
1 kg. kartofler – måske lidt mere hvis dit fad er stort nok – skåret i tynde skiver
3 dl hønsebouillon
1/4 dl olivenolie
salt, friskkværnet peber
ca. 1-2 spsk. frisk rosmarin, finthakket (eller efter smag)
lidt græsk krydderi fra Santa Maria
3 spsk fintrevet parmesan (fra et helt stykke)
Skær kartoflerne i tynde skiver og kom dem i et stort, ovnfast fad. Drys med rosmarin, græsk krydderi, fintrevet parmesan, salt og friskkværnet peber – vend det hele godt rundt – så alt fordeles ligeligt. Bland bouillon og olie, hæld det ved kartoflerne.
Skyl kyllingen under koldt vand og tjek, at al indmaden er taget ud. Dup den tør i et rent viskestykke og flæk den så på langs. Fjern overflødig fedt og gumpen.
Bland alle ingredienserne til marinaden. Gnid de 2 kyllingehalvdele godt ind i marinaden og hæld resten over. Læg de 2 halve kyllingestykker ovenpå kartoflerne. Sæt fadet i en 250 grader varm ovn (varmluft) i 10 minutter. Skru ned til 180 grader og giv den yderligere 40-50 minutter, til den er gennemstegt. Tjek om den er gennemstegt ved at stikke i den på det tykkeste sted på lårene, er kødsaften klar, er kyllingen nok.
Tag fadet ud og tag kyllingestykkerne af. Sæt fadet i ovnen igen, skru op til 200 grader og giv kartoflerne ca. 10-12 minutter, til de får farve.
Halver evt. kyllingestykkerne på tværs og læg dem ovenpå fadet igen – eller server dem ved siden af. Server gerne med tzatziki, en salat og noget brød.
Tzatziki, ca. 3 pers. – hvis de er lige så vilde med tzatziki som vi er:
1 agurk, groftrevet
2 tsk. groft salt
3-4 spsk. græsk yoghurt 10% (jeg kan bedst lide den med 10%, den er mest cremet, men du bestemmer selvfølgelig selv)
1-2 fed hvidløg, presset (eller efter smag)
Kom den groftrevne agurk i en sigte og vend den med groft salt, lad den stå og trække i ½ times tid.
Rør græsk yoghurt med hvidløg. Pres så meget væde som muligt ud af den revne agurk, inden den vendes i yoghurten. Smag til og lad den gerne stå i ½-1 time, inden servering.
Samme dag for et år siden
- Æbleskiver a la Lone Landmand............. - 2011
- Pasta e gorgonzola (pasta med gorgonzola) - 2010
- And the winner is........ - 2010
- Boganmeldelse: "Greven, kammerjunken og den dragende citronmåne" af Sif Orellana....... - 2010
- Bønnesalat med tørrede tranebær og mandler........ - 2008
- Svinemørbrad a la Carl's Special........... - 2007


















Pingback Arabisk fladbrød med græsk kylling, hummus, tzatziki og græsk salat……….