Newyorkerbyheart

Hyggeboller med ølandshvedemel……..

 Bollerne inden de kommer i ovnen…….

Friskbagte boller……

 Smuk æske…..

 …..som indeholder 2 krus……

2 nye silikone bageforme fra Anette……
Haderslev set nede fra søen…..

Der var mange ude og skøjte……

Mandag var vi en tur i Haderslev. Der var rigtig mange mennesker i byen, men det var alligevel rigtig hyggeligt. Vi gik rundt og kiggede på butikker og var nede ved søen og se på alle dem der benyttede sig af, at den er frosset til.
Byen er så hyggelig og den er ikke mindre hyggelig af at være dækket af sne…….

Tirsdag var vi i lufthavnen for at tage afsked med Anette og hendes datter, som skulle tilbage til Paris. Vi skulle ha’ mødtes i julen, men vi var begge så trætte, så det blev aflyst men så er det jo belejligt at Billund ligger så forholdsvis tæt på os. De kom lidt før, så vi havde lidt tid sammen – vi skulle jo også have udvekslet gaver. Det var dejligt lige at nå at se hende og jeg fik nogle super fine krus og nogle silikone bageforme, jeg glæder mig til at få taget det hele i brug.

Jeg har længe gået og drømt om at få bagt nogle boller, men kræfterne har ikke rigtig været til det. Men i går fik jeg mig hevet op ved hårrødderne, så vi kunne få friskbagte boller. Friskbagte boller er altid et hit og denne gang skulle det være nogle “mormor” boller, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for at komme lidt ølandshvedemel i – det blev de nu ikke ringere af……

Hyggeboller med ølandshvedemel, 8-10 stk.:
50 g gær
2½ dl creme fraiche 18% (fordi jeg havde noget der skulle bruges)
½ dl skummetmælk
1 æg
2 spsk. olivenolie
lidt groft salt
ca. 1½ tsk. flydende honning
ca. 100 g groft ølandshvedemel
ca. 100 g italiensk 00-hvedemel
resten almindelig hvedemel
Lun mælk og creme fraiche, til det er håndvarmt. Smuld gæren i en skål og kom det flydende honning ved. Tilsæt creme fraiche og mælk og lad gæren blive opløst. Tilsæt æg, olivenolie, salt, ølandshvedemel og italiensk hvedemel. Tilsæt så hvedemel lidt efter lidt, indtil det har en konsistens hvor det kan tages ud på bordet og æltes.
Ælt til dejen er blød, smidig og glat. Kom dejen tilbage i skålen, dæk til og stil et lunt sted til hævning i 1 times tid. Hæld dejen ud på bordet og del i 8 eller 10 stykker. Form til boller, sæt på en plade, dæk til og lad dem hæve igen i ½ times tid. Pensl med sammenpisket æg (mælk eller kaffe) og drys med lidt mel. Sæt i en 225 grader varm ovn (ikke varmluft) og bag dem i 12-14 minutter, til de er gennembagte. Bank evt. på dem under bunden, lyder de hule er de nok.
Tag dem ud og lad dem køle lidt af på bagerist inden de nydes lune med koldt smør.

Bøger:
Jeg er stadig ved “Den første” af Justin Cronin, jeg er nu godt halvvejs i den. Det er en ordentlig moppedreng på over 1000 sider, men hold op hvor jeg nyder at læse den. Jeg ved godt at jeg skriver dette hver gang jeg omtaler den, men I må simpelthen læse den. Jeg er helt væk, når jeg læser i den og ville ønske, at jeg kunne holde øjnene åbne længere om aftenen – og at den var knap så tung at ligge med. Men altså, det er en fantastisk bog……

Print Friendly
Tilbage

Én kommentar


  1. Dec 30, 2010
    9:26 pm

    Piskeriset

    Jeg var tæt på at købe den bog i dag, da jeg skulle bytte en julegave, men så lod jeg være, for jeg skulle jo ikke bruge penge på bøger i denne måned… hvorefter jeg gik hjem og bestilte et par bøger hos Saxos udsalg, fordi jeg var bange for, at de var ved at udgå (og det er en serie, jeg ikke har læst færdig, så jeg skulle bare have dem! ;-)). Jeg er meget spændt på, hvad den endelige konklusion bliver – om du er lige så begejstret for den, som jeg har læst, at andre er 🙂

    Og billedet af de lækre boller minder mig om, at jeg har lovet mig selv at bage nogle morgenboller, så nu vil jeg lige gruble over, hvad der skal være i.

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!