Newyorkerbyheart

Italiensk spaghetti a la carbonara (Spis Bedre, nr. 1/2011)……

20 december , 2010 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Pasta-/nudel-/risretter - Tags: , ,

 Bacon og hvidløg steges…..

 Æg og madlavningsfløde piskes sammen med salt og friskkværnet peber……

 Den friskkogte spaghetti vendes med bacon og æggemassen, krydr med friskkværnet peber…..

 Aftenens tallerken…..

…..med tilhørende salat……

I dag har jeg været tidligt oppe – altså tidligt for mig *S*
Jeg har været i Kolding Storcenter sammen med Clotilde – det er altid hyggeligt at være sammen med Clotilde – men sikke et gedemarked i storcentret. Hvis der er noget der trætter mig helt vildt, så er det mange mennesker og der var rigtig mange mennesker i storcentret. Har hele Danmarks befolkning mon fri i disse dage?!?!?
Vi kiggede i forskellige forretninger, jeg fik købt julegaver og så spiste vi på Jensens Bøfhus. Endnu engang må jeg bare konstantere, at det altså ER dårlig mad man får derinde. Jeg bestilte kylling med salatbar. Den kylling var så tør og smagte virkelig forfærdelig. Salatbaren var heller ikke noget at råbe hurra for, men det var da mad (af en slags)……..
Vores formål – ud over at have en hyggelig dag sammen – var også at få udvekslet julegaver. Jeg glæder mig til at se hvad jeg har fået, men åbner først pakken juleaften.

Menuen i aften stod på spaghetti carbonara fra Spis Bedre nr. 1/2011. Clotilde fortalte mig, at det mest er i det nordlige Italien at de putter fløde i carbonara. I Rom-området (hvor retten stammer fra) er der kun æg i. Om du bruger pasteuriserede æg er en smagssag, men de bliver jo varmet op og jeg synes at det er synd at bruge pasteuriserede æg. Smag og konsistens bliver anderledes.
Husk at komme godt med friskkværnet peber på retten, det er jo dens kendetegn. Det ligner kulstøv og spaghetti carbonara betyder “kulsviger pasta”.
Jeg fulgte opskriften, bortset fra, at jeg tilpassede den til os to. Jeg vælger dog at skrive opskriften som den er i bladet……

Italiensk spaghetti a la carbonara (Spis Bedre nr. 1/2011), 4 pers.:
400 g spaghetti af god kvalitet (jeg brugte fuldkornsspaghetti)
1 pakke bacon i tern
1 fed hvidløg, knust og finthakket
3 æg
1 dl (madlavnings)fløde
1 dl fintrevet parmesan
friskkværnet peber
Kom bacon på en tør pande og steg det, til det bliver gyldent og sprødt. Tilsæt hvidløg og lad det steg med i ½ minuts tid, tag det af varmen. Pisk æg, ganske lidt salt, friskkværnet peber og fløde sammen. Riv osten.
Kog spaghettien i rigeligt, godt saltet vand, til den er al dente. Hæld vandet fra og lad det dryppe lidt af. Kom spaghettien tilbage i gryden, tilsæt bacon og hvidløg. Sæt gryden tilbage på varmen og tilsæt den sammenpiskede æggemasse mens der hele tiden røres i pastaen, hvis ikke du rører, stivner æggene. Varm det igennem, men ikke for længe, så spaghettien får for meget. Kværn peber over. Fordel på 4 tallerkner og drys med parmesan. Server straks.

Vi fik en helt simpel salat til, som bare bestod af blandede salatblade, vendt med en vinaigrette og lidt tørristede pinjekerner.

Nu er ænderne taget op og dermed er startskuddet til de sidste forberedelser til julemiddagen gået i gang. I morgen må jeg nok hellere få lavet bare en lille bitte smule konfekt og kogt andefond. Der er gaver der skal pakkes ind og et par kort der skal skrives – og så må jeg nok hellere få taget hul på den rengøring!
Onsdag skal der laves rødkål, gøres endnu mere rent og laves bordpynt. Torsdag skal der så skrælles kartofler, koges risengrød, steges (og parteres) ænder, jeg måske jeg også laver saucen så færdig som jeg kan og så skal den allersidste rengøring klares. Der skal også pyntes træ og skåle, porcelæn osv findes frem. Fredag skulle der så gerne kun være en flæskesteg der skal laves, der skal lægges sidste hånd på saucen og laves ris al’mande – og så skulle julefreden gerne kunne indfinde sig!!
Onsdag skal kæresten til juleafslutning på arbejde og jeg tror næppe han kommer hjem i en stand, hvor han er til meget hjælp. Torsdag har han dog lovet, at stå til min disposition – jeg er spændt på at se hvilken stand han er i *S*.

Print Friendly
Tilbage

4 kommentarer


  1. Dec 21, 2010
    11:03 am

    AnjaPN

    Yes!! Endelig en som også har fået øjnene op for at Jensen's er et virkelig kedeligt sted at spise. Alle i Esbjerg elsker Jensen's, og jeg fatter det virkelig ikke! Ikke nok med at maden er tøør og kedelig, men servicen er laaangsom.


  2. Dec 21, 2010
    1:44 pm

    Iris

    Hei Birthe

    takk for fin melding på sukkertopp.blogspot.com. Denne oppskriften din ser super ut, den må jeg teste en dag.

    God jul, mvh Iris


  3. Dec 21, 2010
    8:26 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej AnjaPN!

    Ja, det er så dårligt så det kunne være løgn – men det vidste jeg nu godt. Det var bare lige det sted hvor der var plads…..
    Og som du skriver så er de tillige med ufattelig langsomme 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  4. Dec 21, 2010
    8:27 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Iris!

    Velkommen er inde og tak for kommentaren 🙂

    Det smagte i hvert fald super godt….

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!