LaTascha’s berlinere……….
Først skal der laves en lille portion dej, som skal hæve……
Så skal resten af ingredienserne tilsættes og det skal hæve igen – et par gange……
Så deles dejen i 10 stykker og trilles til boller…….
…..som så hæver igen……
Bollerne koges i smagsneutral olie, i mit tilfælde rapsolie……
De trilles i sukker og jordbærmarmelade sprøjtes ind i dem……
Uhmmmm…..
I går oprandt så dagen, hvor jeg skulle afprøve LaTascha’s berlinere og jeg havde gået og glædet mig hele dagen – og med rette – de blev SUPER lækre og slet ikke så fedtede som dem der købes hos bageren.
Jeg havde faktisk haft en plan om at putte creme indeni dem, men så langt rakte kræfterne ikke, så det blev til jordbærmarmelade i stedet for. Det var nu heller ikke dårligt.
Så der er ingen undskyldninger for at komme i gang, de er nemme at lave, der skal dog afsættes noget tid, for de skal hæve flere gange – men det er jo det der gør den lette og luftige. De kan fyldes med den marmelade du har lyst til eller sveskemos eller creme eller……
Jeg fulgte opskriften og det eneste jeg skiftede ud var jeg brugte korn fra en stang vanilje i stedet for vaniljesukker og jeg brugte jordbærmarmelade i stedet for hindbærmarmelade. Jeg brugte i øvrigt en anelse mere mel, end LaTascha. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……
LaTascha’s berlinere, 10 stk.:
1 dl mælk
25 g gær
2 1/4 dl mel
Desuden:
75 g smør, blødt
ca. 2½ dl hvedemel
4 æggeblommer
½ dl rørsukker
½ tsk. salt
korn fra 1 stang vanilje
1 tsk. kardemomme
revet skal af 1 appelsin
1 liter smagsneutral olie til fritering
sukker
marmelade eller creme
Lun mælken til den er håndvarm. Smuldr gæren i en skål, hæld mælken over og opløs gæren. Tilsæt melet og rør det sammen. Dæk skålen til og stil lunt i ca. ½ time, til dejen har fået dobbelt størrelse.
Rør det bløde smør i dejen sammen med resten af melet, æggeblommer, sukker, salt, vaniljekorn og appelsinskal. Ælt det hele godt sammen til en elastisk dej. Kom dejen tilbage i skålen, dæk den til, stil den lunt og lad den hæve i ½ time. Slå dejen ned, ælt den igennem, dæk til og lad den hæve i endnu 20 minutter. Del dejen i 10 stykker, form stykkerne til boller og læg dem på bagepapir, drysset med mel. Dæk dem til og lad det hæve et lunt sted i 1 times tid.
Hæld olien i en gryde og varm den op til den er godt varm. Når den syder omkring enden på en tændstik (ikke svovlenden, selvfølgelig) er den tilpas. Steg bollerne ad nogle gange, alt efter hvor stor din gryde er. Læg dem på fedtsugende papir og tril dem så i sukker, mens de stadig er varme. Brug en sprøjtepose med en tylle, som fyldes med marmelade eller creme. Stik den ned i de varme berlinere og sprøjt lidt ned i. Spis dem friskbagte, de er bedst den dag de laves.
Bøger:
I forgårs startede jeg på “Den første” af Justin Cronin, som jeg har glædet mig rigtig meget til at læse – og det jeg har læst af den – har bestemt ikke skuffet! Den er spændende og fanger lige med det samme – eneste minus – den er stor og tung, så det er lidt hårdt for armene….
Det er første bind i en triologi og jeg kan kun sige, at jeg allerede glæder mig til at læse de 2 andre, når de udkommer.

















