Rødbedesuppe med bacon og peberrod (BoligLiv nr. 12/2010)…..
Løg, hvidløg, kartofler og rødbeder svitses……
Bouillon hældes ved…..
Efter den har simret i ½ time, blendes den og den smukkeste suppe opstår – billedet er dog dårligt…..
Aftenens tallerken…..
……tæt på……
I dag har jeg været sammen med Clotilde, hvilket var tiltrængt, for vi har ikke set hinanden i 1½ uge. Det var så skønt at være sammen med hende, hun er sådan et fantastisk menneske – og så er hun sociolog. Så enten bruger hun mig som “case study” eller også er jeg faktisk forholdsvis normal *S*
I hvert fald er hun behageligt selskab, som jeg nyder utroligt meget.
Efter vi fik ordnet verdenssituationen over en kop kaffe og julesmåkager, kørte vi til Kageriget, hvor jeg skulle over og hente nogle af Anitas LÆKRE kager. Jeg glæder mig SÅ meget til at servere dem for naboerne i morgen, efter de (købte) æbleskiver og gløgg’en.
På vejen tilbage handlede vi ind til frokost som bestod af hummus, pitabrød, feta, oliven og marinerede artiskokker.
Midt på eftermiddagen kørte Clotilde og så gik jeg i gang med at få gjort lidt rent, der skulle jo gerne se bare nogenlunde tilforladeligt ud i morgen, når vi får gæster. Det ville jo være grimt, hvis I kunne læse i aviserne om mennesker der var blevet angrebet af store nullermænd hos Newyorkerbyheart – jeg synes jeg har været nok i vælten i den seneste tid *S*
Det var meningen at jeg ville have bagt et foccacia brød til aftenens suppe, men kræfterne slap op, så jeg købte nogle grove flutes i stedet for.
Suppen blev dog lavet – og den smagte aldeles pragtfuldt! Det er første gang jeg har fået rødbedesuppe så jeg var meget spændt, men hold da op, hvor vi bare skal have det igen! Det er super hurtig at lave, det smager skønt og så har det jo den mest fantastiske farve.
Opskriften er fundet i BoligLiv nr. 12/2010 og de eneste rettelser jeg lavede var at putte et løg i og tilsætte lidt mere hvidløg.
Rødbedesuppe med bacon og peberrod (BoligLiv nr. 12/2010), 4 pers.:
600 g rødbeder, skrællet og skåret i mindre stykker
200 g kartofler, skrællet og skåret i mindre stykker
salt, friskkværnet peber
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, knust
1 tsk. stødt koriander
lidt olie
1 liter kalvebouillon (jeg brugte koncentreret fond og vand)
lidt olie
1 pakke bacon i tern
creme fraiche 18%
lidt frisk, revet peberrod
Steg bacon på en tør pande, til det bliver gyldent og sprødt. Lad det dryppe af på køkkenrulle.
Varm lidt olie op i en gryde og tilsæt løg, lad det lige sautere lidt. Når det begynder at tage farve, tilsættes rødbeder, kartofler, stødt koriander, hvidløg, salt og friskkværnet peber. Lad det hele svitse i 3-4 minutter, rør i det af og til. Hæld bouillon ved, bring det i kog, skru ned og læg låg på. Lad det simre ½ times tid, til grøntsagerne er møre. Blend det hele med til en jævn suppe og smag til med salt og friskkværnet peber.
Server med creme fraiche, bacon og revet peberrod.
Hvis nogen skulle være interesseret – og stadig ikke har læst den famøse afhandling fra RUC – som min svenske veninde fandt på nettet i fredags, så er den igen blevet tilgængelig efter at have fået rettet kosmetiske fejl. Den kan ses her, de anonyme madbloggers del, starter på side 42.
Husk, at du stadig kan nå at være med i min “give away” om den skønne bog “Mad til mange” af Camilla Lawes. Konkurrencen slutter først søndag aften ved midnat.
Bøger:
Jeg er stadig ved at læse “Under jorden” af William Boyd” og jeg synes faktisk at den er rigtig godt og spændende. Jeg glæder mig til at fortælle Jer mere om den…..
Samme dag for et år siden
- Quiche med laks, bacon og ost (BoligLiv nr. 11/2011)............ - 2011
- Stegt kylling med krydderurter og citron........... - 2009
- Kyllinge-/broccolifad og råkost med rosenkål og druer........ - 2008
- Nu ligner det næsten et hjem........ - 2007
- Reje-chips og "weekend cat blogging"......... - 2006
- Hjemmelavet sushi.......... - 2006
- Kærnemælkshorn med vandbakkelsesdej......... - 2006
- Kærnemælkshorn med marcipan.......... - 2006

















