Chicken poppy seed salad (Salat med kylling og birkes), fra bogen “Home cooking with Trisha Yearwood”……
Bladselleri, vindruer, suppehorn og ristede mandelsplitter blandes sammen……
Birkes blandes i…….
……og stegt kylling…….
Blandes med dressingen og drysses med ristede mandelsplitter……
Jeg er så småt ved at komme mig over forkølelse og ondt i halsen, men kæresten er godt og grundig syg, han ligger her på sofaen og har det rigtig skidt – og er også god til at gøre opmærksom på det *S*
Jeg er stadig noget træt, hvilket jeg jo normalt er – det er en del af det at have fibromyalgi – når man så lægger influenza oveni, ja så giver det en hel del mere træthed…..
I morgen skal jeg på lungeambulatoriet og jeg er spændt på at høre hvad de har at sige til mig, efter jeg fik min medicin reguleret sidste gang.
I går aftes havde jeg ikke rigtig kræfter til at lave noget særligt til aftensmad, så det blev til en hakkebøf med bløde løg, stegte champignon og spejlæg – sammen med rugbrød.
I aften greb jeg endnu engang efter bogen “Home cooking with Trisha Yearwood“, som jeg fik af min Mama i julegave, og lavede hendes skønne kyllingesalat med birkes. Jeg kan rigtig godt lide birkes i mad – dels fordi jeg elsker navnet på engelsk “poppy seed” – og dels fordi det giver sådan en fin sprødhed. Jeg er vild med det i denne salat – en salat som kæresten også roste i høje vendinger……
Jeg stegte kyllingen med lidt krydderi, en krydderiblanding fra min Mama, fordi det giver lidt mere smag til kyllingen – men det bestemmer i jo selv. Jeg tilsatte lidt suppehorn, for at drøje lidt på salaten, jeg brugte frisk dild i stedet for tørret og så lavede jeg dressingen på en blanding af creme fraiche 9% og mayonnaise. I bogen bruges der kun mayonnaise.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……
Chicken poppy seed salad (salat med kylling og birkes), fra bogen “Home cooking with Trisha Yearwood), 4 pers.:
2 kyllingebrystfileter
1 håndfuld grønne vindruer uden sten, halveret
1 håndfuld røde vindruer uden sten, halveret
4 stilke bladselleri, skåret i små tern
2 spsk. birkes
suppehorn (små macaroni), kogte og afkølede
1 stor håndfuld mandelsplitter, ristet på en tør pande
Dressing:
1½ dl creme fraiche 9%
2 spsk. Hellmanns mayonnaise
salt, friskkværnet peber
1 bdt. frisk dild, finthakket
Varm lidt olivenolie op på en pande og steg kyllingebrystfileterne, krydr med salt, friskkværnet peber og evt. ekstra krydderi. Når kødet er netop gennemstegt, så tages det af panden og køler af. Skæres i tern.
Kog suppehorn efter anvisning på emballagen, til den er al dente. Hæld vandet fra og overhold med koldt vand, lad det dryppe af.
Bland kylling, suppehorn, bladselleri, vindruer og ristede mandelsplitter (gem lidt til pynt) sammen. Tilsæt birkes og bland godt.
Bland creme fraiche, mayonnaise, dild, salt og friskkværnet peber sammen, smag det til. Bland det i kyllingeblandingen, der skal bare være så meget dressing, så ingredienserne lige bliver dækket af dressingen. Bland det godt sammen. Hæld på et fad og drys med resten af mandelsplitterne. Server med brød.
TIP:
I bogen står at det også er godt med mandariner i – hvilket jeg godt kan forestille mig! Trisha Yearwood skriver at hun ville bruge nogle fra dåse, men friske kan sikkert også bruges.
I morgen starter en stor konkurrence hos Olivado, en konkurrence for madbloggere og deres læsere. Er du interesseret, kan du se meget mere om det her.
Jeg kommer ikke til at deltage, I ved jo at jeg ikke er så kreativ så jeg selv kan finde på opskrifter *S*, men jeg glæder mig til at se resultatet og håber at de finder den rigtige vinder – den rigtige i denne forbindelse vil for mig være Suburban kitchen life, når hun oploader hendes opskrifter……
Samme dag for et år siden
- Laks Walewska............. - 2012
- Blog-award...... - 2011
- Olivado opskriftskonkurrence for madbloggere - og deres læsere....... - 2011
- Oksespidsbryst med flødepeberrodssauce................ - 2009
- Cannelloni in bianco con funghi - Cannelloni med bechamesauce og svampe (Pasta Nostra, People's Press).......... - 2009
- Kartoffel "lasagne" a la Newyorkerbyheart.......... - 2008

















