Flæskesteg med perlebygsalat……..
Rødløg steges sammen med blomkål……
Gulerødder, champignon og squash tilsættes…..
Grøntsagerne vendes sammen med den friskkogte, varme perlebyg…….
Lørdag (- og søndag) aftens tallerken…….
Kæresten og hans venner bestemte sig for at køre fra Østrig efter aftensmad om fredagen, i stedet for at vente til lørdag morgen, så han var hjemme ved 8-tiden lørdag morgen. Jeg sove sødeligt da han listede sig ind, men det var dejligt at vågne op og se, at han lå ved siden af mig igen……
Jeg havde lovet mig selv at jeg skulle slappe totalt af og sove – sådan kom det ikke helt til at gå – jeg var på kaffeakademi, fik lavet en del mad og havde besøg af skønne Heidi, men jeg hyggede mig med det jeg lavede. Jeg havde heller ikke helt forventet at jeg ville kunne trække stikket 100% ud, jeg kender mig selv for godt til at vide, at det kan jeg bare ikke.
Kæresten havde inviteret en af hans venner til aftensmad lørdag aften, så menuen stod på flæskesteg, perlebygsalat, brunede kartofler og skysauce. Desserten var chokolade-/marcipan-/karameltærte og friskbagte fastelavnsboller.
Jeg tog ikke rigtig bileder af flæskestegen, I ved jo alle hvordan sådan en ser ud, men for en god ordens skyld bringer jeg opskriften. Opskrift er nok så meget sagt, for det er mere bare en fremgangsmåde, som jeg altid har brugt – dog kommer jeg nogle gange timian eller rosmarin ned i vandet, som flæskestegen står i. Det giver en dejlig smag……
Flæskesteg, 4 pers.:
ca. 1 kg. svinekam
1 gulerod, skrællet og skåret i grove stykker
1 løg, pillet og skåret i grove stykker
2 fed hvidløg, let knuste
et par laurbærblade
lidt tørret rosmarin
groft salt, friskkværnet peber
hele nelliker
lidt grøntsagsbouillon (koncentreret fra flaske)
en sjat balsamico
Sørg for at sværen på stegen er ridset hele vejen gennem fedtlaget, men ikke ned i kødet. Gnid groft salt ned mellem sværen, vær omhyggelig med at få det godt fordelt i rillerne, det er det der skal gøre sværen sprød.
Kom gulerod, løg og hvidløg i et ovnfast fad. Sæt stegen ovenpå og hæld så lidt vand ved, sammen med bouillon og en sjat balsamico. Flæskestegen kan evt. stiles på kugler af stanniol, for at få den til at stå lige og få sværen er lige høj over det hele, det kan også være med til at den lettere bliver sprød.
Stik lidt laurbær og nelliker ned i flæskesværen. Krydr med friskkværnet peber og drys med lidt tørret rosmarin. Sæt i en 180 grader varm ovn (varmluft) og steg i ca. 2-2½ time, til stegen er gennemstegt. Tjek igennem hele stegetiden, at der hele tiden er nok væde ved, for det skal jo bruges til skysaucen.
Giv den evt. lidt højere varme den sidste halve time, hvis det er nødvendigt for at få sværen sprød. Tag stegen ud når den er nok og lad den hvile lidt. Pak evt. kødet ind i stanniol, men ikke sværen, for så kan den blive blød.
Skær den i skiver og server.
Skysauce:
stegesky fra flæskestegen
jævning
salt, friskkværnet peber
lidt mælk eller fløde
lidt ribsgele, hvis du har
sovsekulør
Sig stegeskyen og hæld den i en gryde, bring det i kog og lad det koge lidt ind. Tilsæt mælk eller fløde. Jævn saucen og tilsæt ribsgele, hvis du har. Smag saucen til med salt og friskkværnet peber. Tilsæt sovsekulør.
Perlebygsalaten blev virkelig god og er skøn som tilbehør til flæskesteg, hvis du vil prøve noget andet end kogte kartofler. Du kan bruge de grøntsager du har og kan lidt, det gjorde jeg, så den er 100% improviseret……
Perlebygsalat a la Newyorkerbyheart, 4 pers.:
3 dl perlebyg, godt skyllet
1 skalotteløg, finthakket
lidt smør
½ liter grøntsagsbouillon (jeg brugte vand og flydende, koncentreret bouillon)
½ blomkål, plukket i små buketter
1 rødløg, skåret i smalle både
2 gulerødder skåret i fine tern
½ squash, skåret i kvarte skiver
5 store champignon, skåret i skiver
olivenolie
salt, friskkværnet peber
Varm lidt smør op i en gryde og sauter skalotteløg et par minutter, til de bliver klare. Hæld perlebyggen ved sammen med bouillon, bring det i kog, læg låg på og lad det koge i ca. 20 minutter (eller efter anvisning på emballagen). Hæld vandet fra.
Varm olivenolie op på en pande og steg rødløg og blomkål i et par minutter. Tilsæt gulerødder og champignon, krydr med salt og friskkværnet peber. Når gulerødder begynder at blive møre, tilsættes squash og det steger med i 1-2 minutter. Smag til og tag af panden. Vend de varme grøntsager sammen med den friskkogte perlebyg og server straks.
Jeg har planer om at lave oksekødssuppe senere på ugen, efter at have set det hos Anne, er jeg blevet fuldstændig besat *S*. Jeg vil gerne lave ris til, med rosiner i, det lavede min mormor altid – men jeg ved ikke helt hvordan. Er der nogen af Jer det ved det??? Opskrifter modtages gerne…….
Samme dag for et år siden
- HUSK: Google Friend Connect ophører her............. - 2012
- Melanzane alla parmigiana (fra "Moderne Mamma"), dertil kyllingeruller med champignon og emmentaler + salat med granatæble balsamico....... - 2011
- LaTascha's fastelavnsboller....... - 2011
- Boganmeldelse: "Havfruen" af Camilla Läckberg....... - 2011
- ABC - i ord og billeder: R............... - 2010
- I'm back.......... - 2010
- Tunfrikadeller a la Nynne, bagte rodfrugter og remouladesovs...... - 2008
- Nu kan I abonnere på mig........ - 2008
- Majschowder af en slags......... - 2007

















