Gammeldags franskbrød med et twist……..
Enkornsmel fra Aurion………
Dejen sættes til hævning…..
Formes til brød og hæver igen…..
Pensles med mælk og ridses med en skarp kniv……
De færdigbagte brød…….
Jeg har faktisk helt dårlig samvittighed over at jeg ikke har været ude og gå en tur i dag, vi har haft det smukkeste vejr, men tilgengæld brugte jeg kræfterne på at bage franskbrød. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har bagt franskbrød, men det er altid et hit her i huset…..
Jeg brugte opskriften på gammeldags franskbrød fra Amo – den store fødselsdagsbog, men i stedet for kun at bruge almindelig hvedemel brugte jeg også grov ølandshvedemel og enkornsmel – begge dele fra Aurion. Resultatet blev 2 lækre brød med en SKØN smag…….
Gammeldags franskbrød med et twist (original opskrift fra “Amo – den store fødselsdagsbog”), 2 stk.:
50 g gær
2 tsk. groft salt
2 tsk. flydende honning
6 dl mælk
50 g smør, blødt
ca. 150 g enkornsmel
ca. 200 g groft ølandshvedemel
ca. 600 g hvedemel
Lun mælken til den er håndvarm (37 grader). Smuldr gæren i en skål og tilsæt den flydende honning. Hæld den lunkne mælk ved og rør gæren ud. Tilsæt enkornsmel, groft ølandshvedemel, salt og smør – rør det sammen. Tilsæt hvedemelet lidt efter lidt, til det har en konsistens, hvor det kan tages ud på bordet og æltes. Ælt dejen godt igennem, det kan være du skal bruge lidt mere hvedemel eller lidt mindre, du må prøve dig frem.
Når dejen er æltet godt igennem, kommes den tilbage i skålen, dækkes til, stilles lunt og hæver i 1 time. Tag dejen ud, del den i 2, slå den sammen og form til 2 kugler – som lægges på køkkenbordet i 2-3 minutter – tildækket. Slå dejkuglerne flade og form til brød, som lægges på bageplade med bagepapir. Dæk dem til og lad dem hæve i endnu ½ time.
Forvarm ovnen til 220 grader (ikke varmluft).
Når brødene er hævet sidste gang, pensles de med lidt mælk og ridses med en skarp kniv. Sættes nederst i ovnen og bages i 20-25 minutter eller til de er gennembagte. Bank på dem (under bunden), lyder de hule er de gennembagte.
Tag dem ud og lad dem køle af på en bagerist.
Note:
Jeg synes at disse meltyper smager super dejligt, men brødet kan godt virke lidt tungere synes jeg. Når melet tilsættes, skal det også gøres lidt efter lidt og ikke i for store mængder, fordi jeg synes at de kan have tendens til at gøre dejen meget tung/hård og sværere at arbejde med. Men snyd endelig ikke dig selv for smagsoplevelsen…….
I morgen starter kæresten så på et nyt arbejdsår og det nye år går for alvor i gang. Jeg glæder mig til at se, hvad det har at bringe……
Samme dag for et år siden
- Prinsessen og juletræstæppet.......... - 2011
- Kalvegryde med squash og champignon...... - 2011
- Nytårsmenuen 2010...... - 2011
- Julen 2009: Paris, dag 4........ - 2010
- Pastaret (fra "Rollinger & roulader, tillæg til BoligLiv nr. 12/09).......... - 2010
- Nytårsmiddag 2009.............. - 2010
- Julen 2009: Paris, dag 3............ - 2010
- Klokkerne fra Notre Dame................ - 2010
- Julen 2009: Paris, dag 2.............. - 2010
- Tærte med bacon og broccoli.............. - 2009

















