Tempura og blomkålspure med grillede kammuslinger……..
Edamame bønner, til venstre med røget salt og til højre med Maldon salt……
Mel, bagepulver og iskoldt danskvand røres let sammen og så tilsættes isterninger…..
Grøntsager dyppes i dejen og ned i godt varm olie……
Drys med lidt Maldon salt og server straks…….
Blomkål i små buketter og knust hvidløg, sauteres i lidt smør…….
Piskefløde og lidt bouillon hældes ved…..
Blendes til en glat pure……
Kammuslinger grilles og lægges ovenpå sammen med rucola og lidt høvlet parmesan……
Chokolade-/karamel-/marcipantærten………
I går – fredag – havde jeg besøg af Heidi, som også har startet denne skønne madblog, det glæder mig så usigeligt at hun er trådt ind i min verden på flere niveauer: ISÆR som min ven, men også som madblogger…..
Jeg havde forberedt nogle småretter, som vi skulle hygge os med. De passede ikke specielt godt sammen, men det var det jeg havde lyst til at lave. Der var sådan lidt asiatisk tema over det, bortset fra blomkålspuréen, som vist ikke kan betegnes som videre asiatisk *S*
Vi startede med edamame bønner, som jeg er helt vild med. For noget tid siden havde de dem på tilbud i Fakta til kr. 10,- pr. pose, så det kan nok være der røg en ordentlig bunke i fryseren. De er perfekte til en hurtig snack og smager bare så godt.
Jeg har i flere år gerne villet lave tempura, men jeg har aldrig fået taget mig sammen til det, men nu skulle det være. Det er rigtig godt med tigerrejer, men jeg ved at Heidi ikke kan lide rejer, så det ville jeg ikke servere for hende. Derfor lavede jeg det udelukkende med grøntsager.
Det er jo super nemt at lave, så jeg kan slet ikke forstå at jeg ikke har fået det gjort noget før og så synes jeg at det smagte dejligt.
Jeg brugte en opskrift fra Isabellas og fulgte den hvad mål angår, men jeg brugte danskvand i stedet for almindelig vand og mel og bagepulver i stedet for selvhævende mel. Det giver god en pæn stor portion dej, jeg kunne sagtens ha’ nøjes med halvdelen eller mindre.
Jeg serverede den samme dip til, som jeg lavede til panfried pork & scallion mini buns.
Derefter fik vi blomkålspure med grillede kammuslinger, som jeg bare synes er et hit. De 2 smage klæder hinanden så godt – det passede ikke rigtig ind – men vi fik det altså alligevel og overlevede det, selvom det bestemt ikke havde gået indenfor finere madlavning *S*
Så stod menuen på panfried pork & scallion mini buns med dip. Så var turen kommet til peking pandekager med hoisin-/honningglaseret and og vi sluttede af med chokolade-/karamel-/marcipantærte og noget frugt. Jeg må tilstå, at jeg bagefter var så mæt, så jeg knap kunne bevæge mig hen til sofaen – og jeg tror at Heidi havde det på samme måde *S*
Edamame bønner med salt:
1 pose frosne edamame bønner
lidt salt til kogning
Maldon salt
lidt røget salt
Bring vand i kog. Tilsæt lidt salt og kom så de frosne edamame bønner i, læg låg på og giv dem 3-4 minutter. Smag på en om de er nok. Hæld vandet fra og fordel i 2 skåle. Drys den ene med Maldon salt og den anden med røget salt. Lad dem køle lidt af til de kun lige er lune, inden de serveres. De kan også sagtens spises kolde.
Tempura dej (fra Isabellas) – her i min version og halver evt. opskriften, for det giver ret meget dej:
200 g selvhævende mel eller 200 g almindeligt hvedemel + 2 tsk. bagepulver
2 dl koldt danskvand
1 håndfuld isterninger
Desuden:
1/4 squash, skåret i skiver
3 store champignon, skåret i kvarter
1 rødløg, skåret i tykke ringe
(alt mulig andet du kan finde på! Der kan bruges spinatblade, rå tigerrejer (uden skal men med hale) osv)
1 liter rapsolie til fritering
Maldon salt
Bland mel, vand og danskvand til en tyk dej, rør endelig ikke for meget og der må gerne være klumper i dejen. Kom isterningerne i og lad dem være i dejen i ca. 5-10 minutter, til størrelsen på dem er halveret. Fisk dem op og vend hurtigt rundt i dejen.
Varm olien op i en gryde, til den syder om enden af en tændstik (IKKE svovlenden!).
Pil løgringene fra hinanden, tag de mindste fra. Dyp nu grøntsagerne i dejen og kom dem i den varme olie. Friter nogle stykker ad gangen, men ikke for mange, for så falder temperaturen for meget. Lad dem blive gyldne og sprøde. Fisk dem op med en hulske og læg dem på fedtsugende papir. Drys med Maldon salt og server straks – evt. med denne dip – evt. smagt til med lidt mere risvinseddike.
Note:
Hvis du har forberedt grøntsagerne inden gæsterne kommer. Så er det ret hurtigt lige at lave dejen, varme olien op og stege grøntsagerne.
Blomkålspuré med grillede kammuslinger, 2 pers. som forret:
½ blomkålshoved, plukket i små buketter
2 fed hvidløg, pillet og knust let
lidt smør til sautering
en sjat piskefløde
½-1 dl grøntsagsbouillong (jeg brugte vand + koncentreret fond)
salt, friskkværnet peber
6 store kammuslinger
lidt olie
lidt rucola
lidt frisk, høvlet parmesan
Smelt smørret og kom blomkål og hvidløg i, lad det stege i et par minutter. Hæld fløde og lidt bouillon ved (brug ikke det hele, du kan altid spæde det lidt op) og lad det småkoge til blomkålen er mør. Rør i det af og til, så det ikke brænder på. Når blomkålen er mør, tages gryden af varmen og det puréres til en glat masse. Smag til med salt og friskkværnet peber.
Hertil kan det forberedes. Når det skal serveres, lunes puréen igen.
Dup kammuslingerne tørre og gnid dem med lidt olivenolie. Varm en grillpande op, til den bliver godt varm og læg kammuslingerne på, krydr med salt og friskkværnet peber. Steg dem i 1-1½ minut på hver side – giv dem endelig ikke for meget – så bliver de meget triste.
Fordel lidt blomkålspure på 2 tallerkner og drys med lidt rucola. Læg 3 kammuslinger på hver portion og pynt med lidt høvlet parmesan. Server straks.
Note:
Kan også bruges som en frokostret med noget lækkert brød til.
Det var bare super hyggeligt at have Heidi på besøg og snakken gik lystigt. Hun kom ved 14-tiden og kørte igen ved 19-tiden – desværre hjem til en syg dreng.
Det er bare så hyggeligt at være i stue med en person, hvor det hele bare føles nemt, hvor jeg kan slappe af og samtidig føle at vedkommende 100% accepterer mig som den person jeg er. Hun foregiver ikke noget – og jeg foregiver ikke noget – hvad jeg også er virkelig dårlig til. Det er den følelse som jeg har i maven sammen med de veninder jeg har nu – og det er også den følelse – jeg vil gå efter i fremtidige venskaber. Alt andet, er bare ikke det værd……..
Jeg ville ønske at Heidi boede tættere på mig, så vi ikke skulle køre så langt hver gang vi skal ses. Det ville være skønt hvis vi bare lige kunne smutte forbi eller mødes til en hurtig kop kaffe – undskyld Heidi, cola *S* – og lige snakke lidt. Men måske er det også bare med at nyde, at det så er mere intenst når vi er sammen. I hvert fald glæder jeg mig allerede til at se hende igen.

















