Falafler med LÆKRE pitabrød (Tyler Florence)…….
Ingredienserne til pitabrødene, kommes i brødmaskinen……
Klar til hævning……
Klar til at komme i ovnen…….
Luftige og lækre…..
Hummus……
Kikærter, spidskommen, bagepulver, løg, hvidløg, stødt koriander, persille og frisk koriander…….
Den færdige falafel-masse…….
Stegte og lagt til afdrypning……
Er de ikke fine??…..
Bladselleri, oliven salat, tomater, agurk, feta og snackpeber……..
Hvidløgsdressing……
Klar til at gå til bords……
Aftenens tallerken……..
Jeg har haft gang i den helt store bagedag i dag, det er blevet til pitabrød, en lækker æbletærte og så har jeg lavet dej til Rikke Grybergs lækre grovboller, som så skal bages i morgen.
Desuden stod dagens projekt på at lave falafler, noget jeg længe gerne ville lave, men ikke har fået taget mig sammen til at gøre – i dag skulle det være!
Det er jo super nemt, bare du husker at kikærterne skal i blød natten over, så er du klar til at gå i gang. Jeg har kigget en del opskrifter igennem og da jeg kunne se at nogen havde problemer med at de smuldrede, bestemte jeg mig for at lave massen i god tid, så det kunne stå på køl til de skulle steges. Det blev rigtig godt og jeg havde ingen problemer med at de smuldrede. De holdt faconen og blev sprøde og lækre.
Jeg kom frisk koriander i, fordi det for en gangs skyld lykkedes mig at skaffe det. Kæresten brød sig ikke så meget om det, så i fremtiden, tror jeg at jeg udelader det.
Pitabrødene kan virkelig anbefales. De bliver meget luftige og lækre. Den opskrift jeg fulgte foreslog at de blev lavet i brødmaskine – eller at dejen blev lavet i brødmaskine – og det passede mig rigtig godt, for så var jeg fri for at ælte. Det gode ved brødmaskinen er jo også, at det står og hæver ved en perfekt temperatur, for det sørger maskinen for.
Har du ikke en brød maskine, er jeg dog sikker på at du bare kan ælte ingredienserne godt sammen og så stille det til hævning i en times tid et lunt sted, hvor der ikke trækker.
Jeg kom lidt fuldkornsdurum i, i stedet for kun at bruge hvedemel, men det kan du jo gøre som du har lyst til. Der kan selvfølgelig bruges lige den meltype du har i huset…..
Begge opskrifter er fra Tyler Florence, som jeg synes er en fantastisk kok – og jeg har hans bøger på min ønskeliste.
Peppy’s pita brød (Tyler Florence for Food Network), 10 stk.:
2 3/4 dl håndvarmt vand
4 dl hvedemel
2 dl fuldkornsdurum
1 tsk. groft salt
1 spsk. rapsolie
1½ tsk. sukker
1½ tsk. tørgær
Kom alle ingredienserne i holderen i brødmaskinen. Vælg dej-programmet og lad maskinen klare resten, indtil den bipper og dejen er færdighævet.
Har du ikke en brødmaskine, så kan dejen ganske givet æltes i hånden – æltes godt – og stilles til hævning en god times tid et lunt sted, hvor det ikke trækker.
Drys lidt mel på køkkenbordet og kom dejen ud på bordet. Tril dejen til en pølse og del den i 10 stykker. Tril hver stykke dej til en glat kugle og rul dem ud med en kagerulle til runde dejcirkler ca. 6-7 cm, i diameter.
Drys lidt mel på et bageplade eller køkkenbord og læg dejpladerne der. Dæk dem til med et fugtigt viskestykke. Lad dem hæve i 45 minutter.
Varm ovnen op til 260 grader (varmluft). Læg bagepapir på ovnens bagerist og læg så 3-4 pitabrød på. Sæt i ovnen, i midten, og bag dem i 4-5 minutter til de hæver op og begynder at tage farve. Hæld dem ud på køkkenbordet og dæk dem til med et fugtigt viskestykke, så de bliver bløde og afkølede. Server dem med det samme eller opbevar dem i en frysepose, hvor de kan holde sig i flere dage. De kan også fryses.
Falafler (Tyler Florence for Food Network), ca. 12-16 stk.:
4 dl tørrede kikærter, godt skyllede
1 tsk. bagepulver
1 lille løg i grove stykker
6 fed hvidløg, knust let med en kniv
2 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. stødt koriander
1/4 tsk. tørrede chiliflager, knuste
1 håndfuld persille, plukket
2 spsk. frisk koriander
Maldon salt, friskkværnet peber
rapsolie til fritering
Skyl de tørrede kikærter godt og gå dem efter. Kom dem i en skål og hæld vand over, så det står ca. 4 cm. over kikærterne. Lad dem stå i 12-24 timer. Hæld vandet fra og skyld dem godt igen.
Kom kikærterne i en foodprocessor og tryk på “pulse” knappen, til kikærter er groft hakkede – det skal ikke være en glat masse – der skal bare ikke være nogen hele kikærter tilbage. Tilsæt resten af ingredienserne og kør nu, til massen bliver helt findelt. Skrab ned fra siderne af og til, så det hele kommer med og smag blandingen til med salt og friskkværnet peber. Stil det i køleskab til det skal bruges, gerne mindst et par timer.
Kom olie op i en gryde eller en dyb pande, så det står ca. 2-3 cm. op ad kanten og varm det op, til det er godt varmt. Stik enden af en tændstik (ikke svovlenden!) ned i, hvis det syder omkring den, så er den tilpas.
Tag lidt af kikærtemassen og tryk det sammen. Form enten til kugler eller lav dem lidt flade i det (jeg gjorde det sidste). Kom dem forsigtigt ned i den varme olie, hold øje med at de ikke hænger fast i bunden. Steg 4-5 ad gangen. Vend dem, så de bliver brune over det hele. Tag dem op med en hulske og læg dem på køkkenrulle så de kan dryppe af. Server dem varme.
Hvidløgsdressing:
2½ dl creme fraiche 9%
1 fed hvidløg, presset
salt, friskkværnet peber
Det hele blandes sammen og trækker, til resten er klar til servering.
Jeg lavede et fad med forskellige grøntsager (agurk, San Marzano tomater, bladselleri, salat og snackpeber), desuden fik vi også oliven og feta til – og så selvfølgelig hummus, hvidløgsdressing og de lækre pitabrød.
I dag kom der “kun” 4 store kasser med varer til de goodiebags, som alle deltager får til madbloggertræffet den 12. marts. Jeg kan godt fortælle Jer, at det er spændende ting der står inde på mit værelse efterhånden!! Weekenden skal bruges til at få omrokeret lidt inde på mit værelse, så der er plads til mere.
Håber, at I alle får en rigtig god weekend!!

















