Pasta med svampe og soyafløde, dertil kalveruller med pesto og mozzarella og grillede asparges med parmesan…….
2 store kalveschnitzler banket ud…….
De deles i 4 og smøres med pesto……
Kom frisk mozzarella på……
…..læg evt. asparges i og rul sammen…….
Rullerne brunes og lægges i et ovnfast fad…….
Udblødte Karl Johan-svampe og friske østershatte svitses……
Soyafløde hældes ved, sammen med fintrevet citronskal……
Asparges grilles……
Dryppes med lidt citronsaft og drysses med høvlede parmesanflager…….
Den færdige pastaret, pyntes med lidt persille…….
Gårsdagens tallerken…….
I går måtte jeg finde kreativiteten frem, da jeg gik i køkkenet, for jeg anede ikke helt hvad jeg egentlig skulle lave. Jeg havde noget pasta, 2 kalveschnitzler og nogle friske østershatte – og så var det jo bare med at gå i gang.
Det endte virkelig godt og jeg høstede ros fra kæresten, det er jo altid dejligt *S*
Jeg valgte at bruge soyafløde og med god succes, jeg tror godt at det er noget jeg vil bruge mere af i fremtiden…..
Pasta med svampe, 2 pers.:
1 pakke frisk pasta
friske østershatte
lidt tørrede Karl Johan-svampe, udblødte
ca. 1½ dl soyafløde
salt, friskkværnet peber
fintrevet skal af ½ økologisk citron
2 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
lidt olivenolie
lidt persille, finthakket
De tørrede Karl Johan-svampe udblødes i lunkent vand i mindst 45 minutter, derefter hældes vandet fra og de dryppes godt af.
Skær det nederste hårde af østershattene og pluk resten i mindre stykker. Varm olie op i en gryde og svits de 2 slags svampe, krydr med salt og friskkværnet peber. Tilsæt hvidløgsskiver og lad dem stege med i ½ minuts tid, under omrøring. Hæld soyafløde ved og lad det koge op. Smag til med citronskal, salt og friskkværnet peber.
Kog pastaen al dente, i godt saltet vand, efter anvisninger på emballagen. Lad det dryppe af og vend det så i sovsen. Vend godt rund, drys med persille og server.
Grillede asparges med parmesan:
1 bdt. asparges, det nederste seje knækket af
lidt olivenolie
lidt friskpresset citronsaft
lidt frisk parmesan, høvlet i flager
salt, friskkværnet peber
Vend de istandgjorte asparges i ganske lidt olivenolie og grill dem på en god varm grillpande et par minutter, til de får lidt striber. Tag dem af, krydr med salt og friskkværnet peber og dryp med citronsaft. Drys parmesanflager over og server straks.
Kalveruller med pesto og mozzarella, 2-3 pers.:
2 kalveschnitzler
2-3 spsk. grøn pesto (en god færdiglavet eller hjemmelavet, jeg brugte en fra Løgismose)
1 kugle frisk bøffel mozzarella, plukket i mindre stykker
salt, friskkværnet peber
evt. lidt friske asparges
smør + olivenolie til stegning
Bank schnitzlerne ud, til de et godt tynde og halver dem så på midten (på den korte led). Dup dem tørre og krydr dem med salt og friskkværnet peber. Smør dem med pesto og fordel osten ovenpå. Læg evt. et par friske asparges på og rul dem så stramt sammen og fæstn med tandstikkere eller kødnåle.
Varm smør og olie op på en pande og brun rullerne på alle sider, krydr med salt og friskkværnet peber. Læg dem i et ovnfast fad og sæt i en 175 grader varm ovn i ca. 7-10 minutter.
I går fik vi bestilt flybilletter og hotel i Paris. Det var jo meningen at vi skulle have været på skiferie, men det har vi droppet. Jeg har en veninde i Paris som er meget syg og som jeg gerne vil ned at besøge – og da der jo ikke er råd til det hele – så droppede vi skiferien.
Vi skal bo på Vivaldi Hotel ved La Défense, som er en del af Paris, vi endnu ikke har set. Jeg glæder mig meget til at gense byen og ikke mindst min veninde!! Men puhh, sådan en storbyferie er godt nok ikke billig. Vi måtte af med godt kr. 6000,- for fly og 2 nætter på hotel, dog inkl. morgenmad…….
I går aftes sad jeg og så “Sex and the City – the Movie” og jeg må indrømme at jeg sad og tudede, jeg kan ikke huske hvornår det sidst er sket til en film!
Det er faktisk første gang jeg ser filmen, selvom jeg er stor SATC-fan og har hele boksen (og har set den flere gange), så har jeg bare ikke fået taget mig sammen til at se filmen.
Jeg ved ikke hvad det var der rørte mig så meget, men tudede det gjorde jeg i hvert fald – til kærestens store morskab…….
Samme dag for et år siden
- Happy Valentines Day.......... - 2012
- Madblogtræf med fokus på selvforsyning - vil du med??? - 2012
- Rodfrugtbiks med spejlæg...... - 2011
- Kom og mød mig.......... - 2011
- Gammeldaws kylling med skilt sovs (Spise med Price)........... - 2010
- Kartoffelskiver bagt med tomat og ost fra bogen "Den dovne kok" (Gyldendal) - 2009
- My sweet Valentine................ - 2009
- My darling Valentine........ - 2008
- Karrysuppe med blomkål, broccoli og peberfrugt......... - 2008

















