Fuldkornsspaghetti med hemmelighedsfulde kødboller……..
Løg sauteres og derefter tilsættes chili……
…….så tilsættes tomater, hvidløg og basilikumstilke………
Der kommes sugo ved…….
Ingredienser til farsen……
Et stykke bøffel mozzarella lægges på…..
Farsen pakkes godt rundt og osten og de trilles til kugler……..
De brunes i olie, til de får farve……
……og kommes så i tomatsaucen……..
Lige inden servering, kommes frisk basilikum i…….
Hvidløgsbrød……..
Aftenens tallerken, læg mærke til kødbollen med den “blødende” midte…….
Lige siden jeg hos EGOSHE, så kødboller med ost i, vidste jeg bare, at dem måtte jeg lave! Jeg har ikke rigtig haft kræfter til at få lavet varm mad i de sidste par dage, men i dag skulle det være. Menuen stod på fuldkornsspaghetti, hemmelighedsfulde kødboller og hvidløgsbrød = comfort food i højeste potens, hvis du spørger mig.
Det smagte SÅ godt, kødbollerne var meget lækre og jeg var rigtig godt tilfreds med kødsaucen. Jeg bruger ofte sugo til tomatsauce. Det kan købes i bl. a. SuperBrugsen og Netto har det også af og til, endda i en økologisk udgave. Når de har dem, køber jeg en hel masse, så jeg har noget på lager. Sugo er den eneste form for færdigkøbt tomatsauce, som jeg kan med. Der kan dog også bare bruges flåede/hakkede tomater….
Jeg fulgte ikke helt EGOSHE‘s opskrift, men det er udgangspunktet. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…….
Fuldkornsspaghetti med hemmelighedsfulde kødboller, 4 pers.:
Tomatsauce:
1 stort løg, hakket
3 fed hvidløg, knust og finthakket
1 frisk, rød chili – udkernet og finthakket
½ tsk. tørret oregano
1 stor potte basilikun
1 spsk. balsamico
1 bakke San Marzano tomater, skåret i tern
1 flaske sugo
1 tsk. rørsukker
salt, friskkværnet peber
Hemmelighedsfulde kødboller:
500 g hakket kalv og flæsk
1 lille løg, hakket
2 fed hvidløg, knust og finthakket
lidt frisk basilikum, hakket
fintrevet skal af 1 økologisk citron
1 skive multigrain toast, skorper skåret og plukket i små stykker
1 æg
salt, friskkværnet peber
40 g hel parmesan, fintrevet
1 kugle bøffel mozzarella, skåret i tern (18-20 styks)
lidt olie til stegning
Desuden:
fuldkornsspaghetti
hel, frisk parmesan, fintrevet
Tomatsauce:
Del basilikum i blade og stilke. Hak begge dele. Varm lidt olie op i en gryde og sauter løget, til det bliver blødt, men uden at det tager farve. Tilsæt chili og oregano, lad det sautere i ½ minuts tid. Tilsæt tomater, basilikumstilke og hvidløg, lad det stege i 1 minuts tid, under omrøring. Krydr med salt og friskkværnet peber. Hæld balsamico ved og lad det koge lidt ind, drys med sukker. Når balsamico’en er kogt næsten ind, tilsættes sugo’en og der skrues ned for varmen. Lad saucen småsimre videre, ved lav varme.
Hemmelighedsfulde kødboller:
Varm lidt olie op på en pande og sauter løget til det bliver gyldent. Kom det hakkede kød i en skål og tilsæt resten af ingredienserne (UNDTAGEN mozzarella), sammen med de stegte løg. Rør det hele godt sammen, til en fars. Tag en klump fars op og tryk den flad. Kom en tern mozzarella på og pak farsen godt sammen om osten, tril til en kugle. Vær opmærksom på at al osten er gemt bag farsen. Du finder selv ud af hvor store du vil have dem, jeg lavede dem ca. på størrelse med en golfbold, måske lidt mindre. Jeg fik ca. 18 stk.
Varm olivenolie op på en pande og kom kødbollerne på. Ryst panden, så de beholder formen og lad dem blive gyldne over det hele, men de skal IKKE gennemsteges. Tag dem forsigtigt op – stik endelig IKKE i dem med en gaffel – og kom dem op i tomatsaucen, lad dem simre med i ca. 20 minutter, til de er tilberedte.
Smag saucen til med salt og friskkværnet peber. Lige inden servering, tilsættes den friske basilikum.
Kog fuldkornsspaghetti i rigeligt, godt saltet vand, til den er al dente. Server med fintrevet parmesan og evt. hvidløgsbrød.
Bøger:
Jeg er begyndt at anmelde bøger på Krimifan og har lige anmeldt min første, som er “Fyrmesteren” af Camilla Läckberg. Du kan læse min anmeldelse her, hvis du har lyst.
Lige nu læser jeg så “Protokollen” af Michael Katz Krefeld. Det er den første bog jeg læser af ham og jeg tror faktisk at den er rigtig god. Jeg startede på den da jeg tog til København i mandags og som I ved er der sket så meget, så jeg har mere end almindelig svært ved at koncentrere mig og fokusere. Tanker flyver og det er faktisk lidt synd for bogen….
På søndag – midnat – slutter den uendelige konkurrence, Olivado konkurrencen. Hold da op, jeg synes godt nok at den konkurrence har været LANG.
Jeg vil stadigvæk blive virkelig glad hvis du vil give mig en stemme på min opskrift nr. 1 – den med de knuste kartofler – og hvis du vil sende linket videre til ALLE dem du kender, med en opfordring om at stemme. Du må kun stemme EN GANG!
Stem på mig HER……..
Samme dag for et år siden
- Boganmeldelse: Langs smertegrænsen af Thomas Clemens........ - 2012
- Romkugler med marcipan og mørk rom........ - 2011
- Produkttest af produkter fra goodiebag...... - 2011
- Chipotle....... - 2011
- Tærte med fyld af valnødder, marcipan og æbler........... - 2010
- Ovnstegt laks med kikærter, squash og porrer..... - 2008
- Kyllingefrikadeller med feta og græskarkerner, dertil råkostsalat..... - 2008
- I sne står urt og busk....... - 2008

















