Krebinetter med agurkesalat og flødekartofler (Spis Bedre nr. 4/2011)……
Min frokost i går: avocado, dressing med sød chili, rejer – og tomater i skiver…..
Agurkesalaten……
Kartoffelskiverne vendes med piskefløde, vand, hvidløg, salt, friskkværnet peber og friskrevet muskat…….
……..og kommes så i et smurt, ovnfast fad……
De stegte krebinetter/karbonader…..
De færdigbagte flødekartofler……..
Gårsdagens tallerken…….
Som jeg skrev i forrige indlæg, havde vi kærestens mor til middag i går, det er godt nok også længe siden sidst. Som sædvanlig havde vi en rigtig hyggelig aften……
Jeg havde spurgt kæresten hvad han syntes vi skulle have, valget stod mellem grydestegt kylling eller karbonader (eller er det krebinetter, jeg kender ikke forskellen!!). Han valgte klart karbonader, som vi stort set aldrig får – og det er faktisk lidt synd – for det smager jo virkelig godt.
Da jeg bladrede igennem det seneste nummer af Spis Bedre, spottede jeg straks opskriften og i går blev den så lavet. Det var en virkelig skøn sammensætning: karbonader/krebinetter, flødekartofler og agurkesalat = LÆKKERT!!
Flødekartoflerne fik et lille twist af muskatnøden, som jeg puttede lidt mere i af, end der stod i opskriften. Interessant at fløden blendes med vand, det har jeg aldrig prøvet før, men det smagte dejligt. Kartoflerne var perfekt cremede.
Jeg havde ikke så meget risvinseddike, så jeg brugte æblecidereddike og det virkede fint. Jeg er vild med at agurkesalaten havde noget “crunch”, fordi de ikke var i skiver, men i små tern…..
Jeg brugte mager hakket kalv og flæsk, fordi jeg ikke bryder mig om smagen af ren svinekød. Men det kan I jo gøre som I har lyst til Jeg vendte også krebinetterne/karbonaderne i let sammenpisket æg, inden de blev vendt i rasp……
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den.
Krebinetter med agurkesalat og flødekartofler (Spis Bedre nr. 4/2011), 4 pers.:
500 g hakket kalv og flæsk, mager
1 æg, let samenpisket
rasp
salt, friskkværnet peber
smør og olie til stegning
Agurkesalat:
1 agurk, flækket på langs, kerner taget ud og skåret i små tern
2 spsk. risvinseddike
2 spsk. æblecidereddike
1 tsk. groft salt + lidt friskkværnet peber
2½ tsk. rørsukker, evt. lidt mere
Flødekartofler:
1 kg. kartofler, skrællet og skåret i tynde skiver
3 fed hvidløg, skåret i tynde skiver
2½ dl piskefløde
2½ dl vand
hel, muskatnød, fintrevet
salt, friskkværnet peber
Pisk de 2 slags eddike, salt, sukker og friskkværnet peber sammen. Kom de små agurketern i en skål og hæld marinaden over. Vend det godt rundt og stil det i køleskab, lad det stå og trække i et par timer eller mere.
Skær kartoflerne i tynde skiver og kom dem i en skål. Hæld piskefløde, vand, muskatnød, hvidløg, salt og friskkværnet peber ved og vend det hele godt rundt. Smør et ovnfast fad og hæld blandingen i. Sæt fadet i ovnen ved 180 grader (varmluft) og lad dem stå i en times tid. Hvis de bliver for mørke, så dæk med stanniol.
Del det hakkede kød i 4 og form til karbonader/krebinetter. Bland rasp med salt og friskkværnet peber. Pisk et æg let sammen, i en dyb tallerken. Vend først krebinetterne/karbonaderne i æg og derefter i rasp-blandingen. Varm smør og olie op på en pande og brun krebinetterne/karbonaderne på begge sider, skru ned og lad dem stege færdige i ca. 5 minutter på hver side.
Server de færdigstegte krebinetter/karbonader med flødekartofler og agurkesalaten.
Hvad er forskellen egentlig på krebinetter og karbonader? Afhænger det af hvor i landet man bor? Eller?? Håber at en af Jer derude, kan hjælpe med at kaste lys over sagen……
For første gang i lang tid – sådan føles det i hvert fald – har jeg fået gode nyheder. Intet er besluttet endnu, men min Mama kommer måske på besøg i midten af september!!!!! Åh hvor vil jeg gerne se hende, det er SÅ længe siden og meget er sket siden, så jeg krydser ALT hvad der krydses kan for at det bliver til noget…..
I disse dage, prøver jeg at få styr på alt det praktiske til Heidi og jeg skal til Aarstiderne den 14. april. Der skal bestilles hotel og bookes togbilletter. En af de vigtige ting er jo også at finde ud af, hvor vi skal spise frokost dagen efter, for vi har bestemt os for at tage en overnatning ellers ville det blive meget sent inden vi ville være tilbage i Jylland. Samtidig ville det nok også være lige i overkanten for mig, at klare det hele på en dag.
Jeg glæder mig til at være sammen med Heidi i et lille døgns tid. Det er ikke så tit vi ser hinanden, fordi der jo er en pæn afstand imellem os, men nu får vi mulighed for rigtig at snakke.
Det er stadig muligt at melde sig til arrangementet hos Aarstiderne den 14. april, sidste tilmelding er den 1. april og det er et åbent arrangement, så ALLE er velkomne…….
Bøger:
Jeg er lige startet på Pandekagehuset af Carin Gerhardsend, People’s Press, som tegner rigtig godt. Når jeg er færdig, vil I kunne se min anmeldelse inde på Krimifan, hvor jeg er blevet anmelder.
Samme dag for et år siden
- Boganmeldelse: To madglade italienere af Antonio Carluccio og Gennaro Contaldo, Gyldendal......... - 2012
- Smag & Behag, april 2011....... - 2011
- Citronsnitter (Magasinet Mad! nr. 3/2011)....... - 2011
- Spicy kyllingesuppe med mangotopping (fra bogen "Sund på den fede måde").......... - 2010
- Chiliwok med hvidkål, oksekød og sesamfrø (Årstiderne)........... - 2009
- "Den våde fisk" af Volker Kutscher (Bazar Forlag)............. - 2009
- Mørbradgryde med masser af grønsager....... - 2008

















