Newyorkerbyheart

Lidt om København – meget om sorg…….

23 marts , 2011 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Hotel, Sorg - Tags: , , ,

 God seng….

 Badeværelset…..

 Badeværelse……

 Fra mit værelse kunne jeg se direkte over på Tivoli Hotel……

 Se hvad den skønne Louisa havde med til mig…..

Fra elevatoren……

Jeg ved jeg skal blogge, Anette ville have ønsket at jeg forsætter mit arbejde, men hvor er det dog SVÆRT! Ordene, som plejer at falde mig så let, vil slet ikke komme.

Jeg har nogle ting der skal blogges om, forpligtelser jeg har påtaget mig og som selvfølgelig skal fuldføres – jeg må hellere komme i gang…..

Jeg tog til København, fordi jeg – sammen med 4 andre madbloggere – blev inviteret til prøvespisning på Asador, i forbindelse med “Copenhagen Restaurant Week“, hvor en række københavnske restauranter tilbyder 2 retter mad for kr. 150,-. Jeg skriver om aftenen i et selvstændigt indlæg, som kommer ligeså snart jeg har nogle billeder. Jeg gjorde noget af det værste for en madblogger der skal ud og spise – jeg glemte kameraet på hotelværelset!!!
Jeg ved ikke helt hvad jeg tænkte på, men der var ikke rigtig tid til at tage tilbage og hente kameraet. Jeg var godt nok taget lidt tidligt til det skønne Christianshavn, hvor Asasdor ligger, men det var fordi jeg skulle mødes med den skønne Louisa til en kop kaffe inden maden.

½ time inden Louisa kom, fik jeg jo så beskeden om at hvor galt det stod til med Anette og jeg kom derfor ikke rigtig rundt i Christianshavn, som jeg ellers havde planlagt. Der var en masse telefonsamtaler der skulle klares og jeg satte mig ind på Baresso, hvor vi havde aftalt at mødes. Stakkels Louisa, blev mødt at mig, opløst i tårer……..

Vi fandt os dog et bord og fik snakket – det var så dejligt at se hende igen – desværre var tiden for kort. Hun havde været så sød at købe lækre kager til mig fra Lagkagehuset. Efter en lille times tid, var det tid til at gå over på restauranten, så ligger nærmest lige overfor.

Jeg må ærlig tilstå at lysten ikke var til det, at jeg hellere havde taget det første fly til Paris – men jeg gennemførte middagen. Jeg må dog ærlig tilstå at jeg ikke kan huske så meget fra middagen. Måske sagde jeg en masse sludder, måske var jeg tavs – jeg husker det ikke. Jeg må have været i chok!!

Jeg fik et lift tilbage til hotellet og så var jeg pludselig alene. Alene i en by, hvor jeg ingen kender. Det var en forfærdelig nat, hvor jeg ikke fik sovet. Jeg lå og kastede mig rundt i sengen. Jeg ville allerhelst kaste mig ind i den første den bedste flyver til Paris – jeg tror jeg ville være villig til at gå derned – hvis det havde ændret noget!

Jeg fik en besked fra hendes datter om hvorfor jeg ikke kom, hun og hendes mor havde brug for mig – det var hjertesskærende – for jeg kunne jo ikke. Jeg måtte forklare hende, at der ikke var noget jeg hellere ville, men at jeg måtte respektere ønsket fra resten af familien.
Jeg græd mange tårer den nat og bad, jeg bad så meget som jeg aldrig nogensinde har bedt før. Bad til at der indtraf et mirakel, at “han” til hver en tid måtte tage mig i stedet for Anette, bad til at det hele var en OND drøm. Det hjalp ikke, hjælper det at bede??????

Endelig kom morgenen – og lyset brød frem – en ny dag, en dag jeg håbede ville bringe godt nyt. Et håb jeg bar i mig til det aller, aller sidste. Indtil jeg måtte indse at mit håb ikke ville blive opfyldt.

Jeg talte med Anettes bror, han sagde at hun stadig kæmpede, at hun stadig var iblandt os – men nok ikke meget længere!! Jeg kunne ikke spise noget morgenmad. Jeg sad bare dernede i morgenmadsrestauranten og kunne slet ikke forstå, hvorfor andre ikke havde det som mig, hvordan kunne de tænke på mad???

Kl. 11.00 skulle jeg være ude af hotellet og kl. 12.30 skulle jeg med toget hjem. Det var en smuk dag i København. Solen skinnede, himlen var blå og luften lun – jeg kunne ikke nyde noget af det. Jeg gik bare hen på Hovedbanegården og fandt mig et sted hvor jeg kunne sidde. Jeg sad bare og græd og folk må have tænkt at jeg var underlig!!
Endelig sad jeg i toget, endelig var jeg på vej hjem – med telefonen knuget i hånden. Jeg slap den ikke en eneste gang under togrejsen. Jeg sad i stillezone og kunne ikke have lyd på telefonen, men jeg satte den til at vibrere og derfor slap jeg den ikke. Det var verdens længste togtur, tårerne løb bare, jeg følte mig så ensom.
Kæresten havde taget tidlig fri så han kunne hente mig ved stationen, det var dejligt at kunne kaste mig i hans arme – lade tårerne få (endnu mere) frit løb.
Vi tog hjem, vi sad i tavshed. Der var ikke rigtig noget at sige, vi kunne kun vente. Jeg græd, jeg bad, jeg tryglede!!!!
Kærestens mor lavede mad til os, jeg kunne slet ikke tænke på noget der lignede mad. 10 minutter inden vi skulle om til hende, kom det frygtede opkald. Broderen græd hjertesskærende, jeg græd – han behøvede ikke at sige noget – jeg vidste at min kære Anette havde fået fred. Jeg var der ikke, jeg holdt ikke hendes hånd – da det virkelig gjaldt – svigtede jeg.

Det lykkedes mig at få lidt at spise. Broderen ringede igen, fortalte lidt om alt det praktiske. Ord der var svære at forholde sig til. Var det virkeligt?? var den en ond drøm?? Kan det virkelig passe at Anette ikke er her mere???
At jeg aldrig mere skal høre hendes skønne latter, aldrig mere få et af hendes skønne og faste knus, aldrig mere nyde godt af hendes selskab.
Vi kom hjem. Jeg prøvede at surfe lidt rundt. Fik skrevet mine egne mindeord. Prøvede at kigge på de sædvanlige madblogs, INTET kunne være mig mere ligegyldig. Jeg forstod ingenting……

Jeg gik i seng, jeg måtte have noget søvn. Jeg sendte en sms til Anette for at sige godnat, som jeg så tit har gjort. Sluttede med at skrive: “jeg savner dig, min kære veninde” – som jeg altid har gjort – jeg fik ikke noget svar. Pludselig blev det så virkeligt, så kom tårerne……igen! Det gik op for mig, at jeg aldrig mere ville få en sms fra hende. Havde jeg været der nok for hende?? Jeg har haft så travlt med det Madbloggertræf, som jo i bund og grund kan tvære så inderlig ligegyldig. Har jeg været for optaget af det?? Har jeg ikke været opmærksom nok?? Er det noget jeg har overset?? Har hun følt sig tilsidesat??
Jeg ville ønske jeg kunne gøre det om – savnet er ubærligt – og det er jo bare sådan jeg har det. Hvordan er det så ikke for hendes datter, for hendes far, for hendes bror og resten af hendes familie.
Det lykkedes mig at sove lidt, men med onde drømme. Jeg hørte hele tiden Anette kalde på mig. Jeg var der ikke, jeg svigtede…..

Jeg har fået skrevet et brev til hende, inde på min private blog. Taget afsked, undskyldt at jeg ikke holdt hendes hånd. Hvad kunne jeg gøre???
Gråden overtager min krop, ensomheden er enorm, hjertet er taget ud og ligger og bløder. Hvorfor hende?? Hvorfor Anette???
Det eneste positive er, at englene nu vil få det sjovere. De vil få en fest – Anette vil få dem til at grine!!!

At jeg ikke lægger kommentarer på Jeres blog i den næste stykke tid, betyder IKKE at jeg ikke læser med.
At jeg ikke svarer på Jeres kommentarer herinde, så hurtigt som jeg plejer, betyder IKKE at de ikke læses. Alting tager bare lidt længere tid. Tiden er gået i stå…..

Min allerkæreste Anette – R. I. P. – YOU WILL BE MISSED!!!!

Print Friendly
Tilbage

24 kommentarer


  1. Mar 23, 2011
    2:33 pm

    Randi

    Kære Birthe

    Jeg føler med dig i din sorg. Det præger en at læse dette, selvom jeg hverken kender dig eller din veninde.
    Tillad mig dog, at dele lidt af min egen livsoverbevisning, uden at jeg på nogen måde skal "prædike". Nej, jeg er ikke kristen – faktisk ganske religionsløs at the moment. Men livssynet har jeg uanset…
    Og ved du hvad? Jeg er ganske overbevist om, at Anette er helt klar over situationen. Hendes egen, hendes familie og ikke mindst DIT ståsted i alt dette. Jeg tror absolut ikke, at hun overhovedet bebrejder dig for "ikke at have været der for hende". For det har du. Det kan man høre ud fra hvordan du skriver, og ikke mindst beskriver hende og dine følelser for hende. Alt dette vidste hun. Dette VED hun stadigvæk. Du er med hende, der hvor hun er nu. Ligesom hun er med i hjertet hos dig. På den måde vil I aldrig nogensinde være adskilt. I er sjælevenner, før, nu og altid!

    Stort knus og mange tanker her fra Norge.


  2. Mar 23, 2011
    2:34 pm

    Asli

    Du skriver, om du har været for optaget af madbloggertræffet. Nej. Jeg tror, du gjorde ret i at gøre ting, der gør dig glad. Jeg kender ikke Anette, men jeg tror, at hun ville sætte pris på at vide, at du var glad. Det virker som om, hun er den slags veninde…jeg skriver "er", for hun er stadig din veninde, som bare desværre ikke er her længere.

    Mange tanker herfra.


  3. Mar 23, 2011
    2:45 pm

    Miss A

    Hej Birthe 🙂

    Hvor er det hjerteskærende. Jeg føler med dig.

    Jeg håber, at du finder energi til at nyde København og oplevelserne en smule.

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad


  4. Mar 23, 2011
    2:53 pm

    anni

    Kære Birthe, jeg føler med dig og jeg ved, at du ikke må gøre dig selv nogen bebrejdelser. Sådan er det, når man bor så langt fra hinanden! Jeg var selv ude for det samme i efteråret, hvor en veninde i København døde, og jeg befinder mig i Wien! Jeg ønsker dig megen kraft i den næste tid.
    Kh Anni


  5. Mar 23, 2011
    3:02 pm

    Strix

    Kære Birthe

    Som sygeplejerske i en akut afdeling for blodpropper i hjernen / hjerneblødninger, møder jeg dagligt mennesker i dyb krise, mennesker som mister- jeg er der før, under og efter og dine tanker er helt helt normale. Det er en del af sorgprocessen og tro mig det gør ondt ( har selv mistet min far), men efter nogen tid lærer man at leve igen , omend det ikke er det samme.
    Kunne det mon tænkes, at du i kraft af din bagage gennem livet og nu de knubs du får af nogle madbloggere, at du også har paraderne oppe og tænker, hvad du kunne have gjort anderledes?
    For at være ærlig så har jeg udfra dine skriverier opfattet Anette som en person, der ikke går i petitesser men ser på helheden- hun har ikke behøvet dig omkring i døgnets 24 timer fysisk set- for hun har vidst at du var der for hende trods den lange distance. Nogle mennesker forbindes bare af et særligt bånd, og jeg har fornemmelsen af, at når du knytter bånd til dem du lukker ind i dit hjerte, så er det et særligt dybt bånd.
    Kærlige tanker fra Lise-Lotte


  6. Mar 23, 2011
    4:34 pm

    MissMuffin

    Kære Birthe, jeg tror Anette ville skælde dig ud, hvis hu kunne læse dette!
    Ud fra hvad du beskriver, så lyder hun som et menneske med stor forståelse, viljestyrke og rummelighed.
    Jeg synes du gjorde det helt rigtige ved at respektere familiens ønske og det skal du ikke have dårlig samvittighed over.
    Anette valgte også selv, at klare sygdommen alene til det sidste, så måske hun synes, at det var bedst sådan. At du skulle huske hende som rask og som den hun var før sygdommen.
    Anettes sidste stund blev sammen med mennesker, der elskede hende som du. Selvom du ikke var der fysisk, så var du alligevel der, i dine tanker. Hvem vil ikke gerne være omgivet at varme tanker fra et menneske, der holder af en? For mig vil det betyde akkurat det samme.
    Hav ikke dårlig samvittighed, for du har ikke gjort andet end at respektere familiens ønske og oprigtigt bekymre dig for Anette!


  7. Mar 23, 2011
    5:58 pm

    Louise

    Nej, jeg tror sgu det bliver for privat – jeg skriver en mail…


  8. Mar 23, 2011
    10:14 pm

    Lise B

    Kære Birthe.
    Jeg er sikker på at Anette vidste præcis hvor hun havde dig, som en skøn veninde der støttede hende til det sidste. Du har gjort det du kunne, og det vidste hun.
    Sidder her helt med tårer i øjnene på trods af jeg hverken kender dig eller din veninde.
    Husk hende som den dejlige kvinde hun var for dig førhen.

    Trøste knus Lise


  9. Mar 23, 2011
    10:15 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Randi!

    Tusinde tak for dine smukke ord, som jeg absolut ikke opfanger som belærende. Tværtimod er de meget rørende 🙂

    Med min hjerne ved jeg godt at hun vidste jeg var hos hende, at jeg holde hendes hånd i ånden, at jeg sagde til hende at det er ok at give slip – men mit hjerte vil ikke lytte. Det skal nok komme, det tager bare lidt tid…

    Mange hilsner
    Birthe


  10. Mar 23, 2011
    10:16 pm

    Newyorkerbyheart

    Kære Asli!

    Tak for den kommentar, jeg tror du har ret 🙂 Min hjerne er så klog og kan godt se det hele – mit hjerte deri mod – forstår ikke helt….

    KH
    Birthe


  11. Mar 23, 2011
    10:17 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Anita!

    Heldigvis kom jeg hjem fra Kbh. i går, jeg havde ingen lyst til at nyde overhovedet….

    Mange hilsner
    Birthe


  12. Mar 23, 2011
    10:18 pm

    Newyorkerbyheart

    Kære Anni!

    Tusinde tak!! Det er så svært med den afstand, men havde jeg fået muligheden, var jeg taget derned om jeg så skulle have gået hele vejen 🙂

    Kh
    Birthe


  13. Mar 23, 2011
    10:21 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Lise-Lotte!

    Tusinde tak for din kommentar, den gjorde godt! Anette er helt bestemt ikke en der gå op i petitesser, det er ramt helt på kornet 🙂

    Jeg har altid paraderne oppe, sådan er det, undtagen når jeg er sammen med dem jeg virkelig stoler på. Livet har lært mig, at der altid er nogen der ikke vil mig det helt så godt, som de giver udtryk for – men sådan var det aldrig med Anette. Vores bånd var specielt – kort (alt for kort) – men meget, MEGET specielt og stærkt.

    Igen, tak for dine ord 🙂

    KH
    Birthe


  14. Mar 23, 2011
    10:23 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej MissMuffin!

    Du har ret, hun ville i den grad skælde mig ud 😉

    Selvfølgelig respekterer jeg familiens ønsker, det er dem der er hendes nærmeste. Anette havde valgt ikke at dele hverken hvor syg hun var – eller sidste ønsker – med nogen, det var det valg hun traf. At jeg ville ønske hun havde valgt anderledes – i begge dele – er noget jeg må tage med mig selv…..

    Hun er så smuk min Anette, både uden på og indeni, men hun lever videre. Hun lever videre i os der elsker hende – og ikke mindst – så lever hun videre i hendes smukke og dejlige datter.

    Mange hilsner
    Birthe


  15. Mar 23, 2011
    10:28 pm

    Newyorkerbyheart

    Kære Louise!

    Tusinde tak for din mail! Vores "historie" går jo efterhånden langt tilbage – og jeg ville ønske – at jeg havde fortalt at jeg skulle til Kbh. En sodavand på hotellet ville have været dejligt 🙂

    KH
    Birthe


  16. Mar 23, 2011
    10:29 pm

    Newyorkerbyheart

    hej Lise!

    Tusinde tak for kommentar og trøste knus, det sidste var virkelig tiltrængt 🙂

    Det er nogle hårde dage, jeg håber at smerten bliver mindre med tiden….

    Kh
    Birthe


  17. Mar 24, 2011
    8:21 am

    claus.christensen

    Kære Birthe.

    Det gør mig så ondt, når nogen mister. Jeg vil tænke meget på dig i den kommende tid. Jeg har selv mistet min far, og for nylig mistede min datter sin veninde. Jeg ved jeg skal se alle mine elskede igen, uden den tro, havde jeg ikke kunne bære at miste. Troen på at skulle gense dem, bærer mig igennem sorgen.
    Musik er også god terapi for os, isære en bestemt sang giver trøst:

    http://www.youtube.com/watch?v=P7IbQyG9PL4

    Knus fra Majbrith, mor til 5.


  18. Mar 24, 2011
    11:50 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Majbrith!

    Mange tak for din kommentar 🙂 Jeg så den godt på det andet indlæg og har været inde og se på videoen – tak….

    Mange hilsner
    Birthe


  19. Mar 24, 2011
    2:42 pm

    Springflower

    Kære Birthe

    Jeg har tudet, mens jeg læste dit indlæg. Fandt det hul i maven der rummer min egen sorg over min mors alt for tidlige død. Når sorgen rammer os, bliver alt andet ligegyldigt, og man kan ikke forstå, at verden går videre.

    Jeg har også valgt at tro, at jeg vil se mine kære igen en dag. Det er noget, der trøster og giver styrke.

    Sender kærlige hilsner og tanker
    fra Lisa


  20. Mar 24, 2011
    5:22 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Lisa!

    Jeg er ked af at høre, at din mor døde alt for tidligt, det må have været hårdt for dig! Jeg tror at såret måske nok læges med tiden, men det vil altid være der….

    Jeg er sikker på at vi mødes igen engang, det finder jeg også trøst i.

    KH
    Birthe


  21. Mar 24, 2011
    7:04 pm

    Camilla (Himmelske Kager)

    Kæreste Birthe! Åh, hvor trist at læse. Jeg ser først dit indlæg nu, da jeg har været ude at rejse. Du må ikke bebrejde dig selv noget. Du må gerne sørge, være ked af, at du ikke kunne være tæt på og holde hånden og sige et sidste farvel. Men lov mig ikke at bebrejde dig selv noget. Bebrejdelser og ærgelser kommer der ingen gode ting ud af. Jeg håber, at du finder en "god" måde at leve med sorgen og sender dig mange varme tanker og knus.
    Kh Camilla


  22. Mar 24, 2011
    7:23 pm

    Bianca

    Kære Birthe!

    Er helt tom for ord, men sender masser af varme tanker til dig!

    Knus Bianca


  23. Mar 24, 2011
    8:11 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Camilla!

    Tusinde tak for din kommentar! Jeg har jo den "brist" at jeg bebrejder mig selv alt, men jeg ved godt at jeg ikke kunne have gjort noget. At det ingen forskel ville have gjort. Jeg tror det handler om at jeg har brug for skylde skylden på et eller anden, det er så svært at forstå – svært at finde nogen mening.

    I dag har været en hård dag, sorgen rammer så hårdt af og til. Vi var i næsten daglig kontakt og det føles så tomt nu…..

    Kh
    Birthe


  24. Mar 24, 2011
    8:11 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Bianca!

    Tusinde tak 🙂

    KH
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!