Oksemørbradbøffer, rødvinssauce, bagte rodfrugter og bagte rødløg med oste-/spinatfyld……..
Fyldet til løgene…….
Rødløgs”skallerne” er klare til at blive fyldt op……
Fyldet fordeles i rødløgene……
…….og så drysses de med brødkrummer og fintrevet parmesan…….
Jordskokker, gulerødder, søde kartofler, rødbeder. pastinak, rødløg og timian…..
Skalotteløg og svampe til saucen sauteres……..
De færdigbagte løg……
Aftenens tallerken……
Efter gårsdagens muslinger, som ikke var det helt store hit i det lille hjem, ville jeg kræse lidt for kæresten i dag. Så da han kom hjem med bilen, kørte jeg ned og handlede lidt ind. Jeg købte et par gode oksemørbradbøffer – og de var alle pengene værd!!!
Ud over de lækre bøffer, fik vi bagte rodfrugter og en rødvinssauce.
Inde hos Krista’s Kitchen (igen, igen) havde jeg set en opskrift på bagte løg med oste-/spinatfyld, som har spøgt i mit hoved, siden jeg så den. I aften skulle de laves og de er altså bare FANTASTISKE!! Hun brugte Vidalia løg, men det kunne jeg jo (selvfølgelig) ikke få, så jeg brugte bare rødløg. Brug så store løg som mulig, så er “skallerne” nemmere at fylde.
Jeg havde ikke noget hvidt brød til at lave brødkrummer af, så jeg brugte det multikerne toast, som jeg havde liggende. Det fungerede fint. Målene har jeg selv tilpasset, så det passede til os to.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…..
Bagte rødløg med oste-/spinatfyld, 2-3 pers.:
2 store rødløg, pillet og derefter halveret lodret
50 g flødeost naturel, light
2 skiver multikerne toastbrød, skorper fjernet
½ æg eller en pasteuriseret æggeblomme
1 spsk. mayonnaise
1/4 dl skummetmælk
1 dl fintrevet parmesanost
salt, friskkværnet peber
50 g frisk spinat
Del det halverede rødløg i skaller og læg dem i et letsmurt ovnfast fad.
Skyl spinaten godt og slyng den. Varm lidt olie op i en gryde og kom spinaten i, sauter til den er faldet sammen, krydr med lidt salt og friskkværnet peber. Hæld det i en sigte og pres lidt ned på det, så overskydende væske kan løbe fra. Når det er kølet lidt af, så hakkes det.
Pluk brødet i små stykker med fingrene eller kom det i en foodprocessor og kør til det er findelt, uden at være så fint som rasp.
Rør flødeost med mayonnaise, mælk, æg, salt og friskkværnet peber. Rør 2/3 af brødkrummerne, 2/3 af parmesanosten i og spinaten i.
Fordel fyldet i skallerne og drys med resten af brødkrummerne og parmesanosten. Dæk med stanniol og sæt i en 175 grader varm ovn (varmluft) i 45 minutter. Efter de 45 minutter, tages stanniolen af og den gives et par minutter under grill, så overfladen bliver gylden og sprød.
Rødvinssauce:
1 lille skalotteløg, finthakket
3 markchampignon, finthakket
lidt frisk timian, hakket
1 tsk. koncentreret tomatpure
1 dl rødvin
1 dl vand
1 dl piskefløde
1 spsk. flydende, koncentreret fond (gerne med kantarel)
salt, friskkværnet peber
lidt smør
evt. lidt majsstivelse udrørt i lidt vand
Smelt smørret og kom skalotteløg og champignon i, sauter nogle minutter, uden at det tager farve. Tilsæt timian og tomatpure, steg i et ½ minuts tid. Tilsæt rødvin og lad den koge 1/3 ind. Hæld vand, fløde og fond ved, lad det igen koge lidt ind. Smag til med salt og friskkværnet peber – og jævn evt. med lidt majsstivelse udrørt i vand. Kog igennem og server.
Endnu en weekend står for døren og i følge meteorologerne, bliver der solskin, hvilket vi da godt kan trænge til. Det er længe siden jeg har set solen, synes jeg og trænger vi ikke alle til at se noget mere til den??? Jeg gør i hvert fald!!!
Vi har ikke de store planer for weekenden. I morgen har vi bestemt os for en tur i Lego-medarbejderbutikken, fordi den har længe åbent, da det jo er den 1. lørdag i måneden. Det er ved at være et stykke tid siden jeg var der sidst, så jeg glæder mig til at se om de har fået noget nyt på hylderne.
Jeg har også nogle navneskilte der skal laves til Madbloggertræffet og så er der noget praktisk omkring arrangementet, som jeg lige skal have styr på.
Jeg ved godt at det fylder meget i indlæggene i denne tid, men det fylder også meget i mit liv lige nu, så jeg håber ikke at jeg trætter Jer alt for meget.
Jeg glæder mig rigtig meget, men er også ved at være lidt nervøs. Ikke så meget for at møde alle Jer skønne mennesker der har tilmeldt Jer, men for hvad I synes om det Anne og jeg har arrangeret, om det hele kommer til at køre efter planen osv.
På mange måder er det også helt vildt at der nu kun er 1 uge til, for vi har jo været i gang med det i rigtig mange måneder efterhånden – hvad skal jeg dog få tiden til at gå med, når det her er slut?? *S* Jeg havde aldrig drømt om at det ville være så tidskrævende, men nu er det snart tid til at indkassere lønnen, i form af det der gerne skulle blive en skøn og hyggelig dag.
En anden ting som jeg også bliver ved med at trætte Jer med, det er den Olivado konkurrence. Jeg ved I er trætte af det, for det er jeg. Det er trættende, lidt nedværdigende og opslidende at skulle jagte stemmer, jeg tror ikke helt jeg havde overvejet det faktum, da jeg gik ind i konkurrencen. Jeg er ked af hele tiden at skulle nævne det, for det er jo ligesom at tigge – jo jo, jeg ved det skam godt!!!
I tænker: “Jesus Christ, holder det kvindemenneske da aldrig op med at tigge om de stemmer”!!
Men prøv at forestille Jer at I kunne få en drøm til at gå i opfyldelse, at I kunne komme hjem og se den familie som I ikke har mulighed for at se hver dag (hver måned eller hvert år), fordi de bor omme på den anden side af jorden (eller næsten da *S*) – men nu øjner I en mulighed for at det kan ske!! Ville I så ikke også kæmpe???
De kr. 15.000, vil betyde at jeg vil kunne komme hjem til min Mama, som jeg ikke har set siden 2008. I har ingen ide om hvor stort det vil være, at kunne sætte sig i flyveren og tage hjem.
Så derfor, vil jeg endnu engang opfordre Jer til at stemme – og sende linket videre til dem i kender, så de også kan stemme – og husk, I kan også vinde kr. 11.000!!
Stem HER på mine bagte kartofler med tomattopping og avocadoolie. Du kan stemme 1 gang pr. mailadresse………..
Jeg vil slutte af med at ønske Jer alle en FANTASTISK weekend!
Samme dag for et år siden
- Laksesalat + varm rødkålssalat........... - 2012
- Mazarinkage med kartofler og marcipan........... - 2012
- Bagt blomkål med parmesan og tortellini (Magasinet Mad! nr. 2/2010)............ - 2010
- Pastaruller (Spis Bedre nr. 3/09)........... - 2009
- En slags lasagne med revet gulerod og squash....... - 2008
- Pizza - billede............ - 2006
- Pizza - billede............ - 2006
- Pizza - billede........... - 2006
- Pizza og sne.......... - 2006

















