Pandekagestabel med oksekød, ærter og champignon……
Ærter med lidt mornaysauce……..
Hæld lidt mornaysauce over og drys med en håndfuld revet ost…..
Aftenens salat…….
Den færdigbagte pandekagestabel…….
……sådan ser den ud indeni……..
Aftenen tallerken……..
Den anden dag da jeg kiggede ind hos Anne, havde hun lavet fyldte pandekager og det fik mig til at længes efter det. I dag da det så skulle laves, fik jeg en ide om at bygge opad, i stedet for at fylde dem. Det blev faktisk en ret fin ret, synes jeg selv – og det smagte super godt…..
Jeg må blankt tilstå at pandekagerne er færdigkøbte – og det vil forbedre retten væsentlig – at du bager dine egne pandekager, gerne med lidt groft mel i. Jeg måtte opgive det i dag, fordi kræfterne simpelthen ikke rakte.
I går gik jeg tidligt i seng med forkølelse og feber, hvilket ikke er helt foreneligt med, at der skal være Madbloggertræf på lørdag og at Anne og jeg skal fylde goodiebags på onsdag. Så jeg skruer ned for tempoet og springer over hvor gærdet er lavest, der hvor jeg kan.
I dag har jeg lavet mad, så der også er til i morgen, så det giver lidt ro på den front. I morgen skal vi så bare have slæbt alle kasserne frem, så de står klar til at Anne og jeg kan gå i gang onsdag, når hun kommer. Lige nu handler det om, at jeg passer mest mulig på mig selv, indtil på lørdag – men I ved jo alle hvordan jeg er til det *S*
Pandekagestabel med oksekød, ærter og champignon, 4 pers.:
ca. 10 madpandekager
500 g hakket oksekød
2 løg, hakket
4 fed hvidløg, knust og finthakket
ca. 2½ dl frosne ærter, optøede
300 g champignon, skåret i skiver
lidt frisk rosmarin, finthakket
½-1 tsk. chilipulver
½ rød peberfrugt i små tern
½ gul peberfrugt i små tern
salt, friskkværnet peber
4-4½ dl mornaysauce
1 håndfuld revet mozzarellaost
Sauter det ene løg i lidt olie, til det begynder at tage farve. Tilsæt champignon og steg, til al væden er fordampet, tilsæt 2 finthakkede hvidløg og lad det stege med i 1 minuts tid. Smag til med salt og friskkværnet peber. Tag af panden.
Kom evt. lidt mere olie på panden og svits kødet, til det tager farve, krydr med salt og friskkværnet peber. Tilsæt det andet løg og steg til løget tager farve. Krydr med rosmarin og chili – vend det hele godt sammen. Tilsæt hvidløg og lad det stege med i et minuts tid, smag til med salt og friskkværnet peber.
Tø ærterne op og vend dem med 1-1½ dl mornaysauce.
I et letsmurt ovnfast fad lægges en pandekage, derefter et lag champignon, en pandekage, et lag ærter, en pandekage og tilsidst et lag hakket kød. Sørg for at fyldet kommer helt ud til kanterne, for ellers kan den være svær at stable pænt. Tryk lidt sammen på den, hver gang, der lægges en ny pandekage på. Forsæt med at stable, til al fyldet er brugt op og slut af med en pandekage. Hæld resten af mornaysaucen over og drys med revet ost. Sæt i en 200 grader varm ovn (varmluft) i ca. 15-20 minutter. Server med en salat til.
Vores salat var bare lidt blandede salatblade, gulerødder og peberfrugt. Dressingen var olivenolie, sherryeddike, lidt honningsennep, salt og friskkværnet peber.
Jeg minder lige om mit og Heidi‘s arrangement hos Aarstiderne, som er den 14. april. Der er sidste tilmelding den 1. april. Jeg håber at du kommer – og tager familien med – jeg er sikker på at det bliver en hyggelig aften.
Samme dag for et år siden
- Hvem skal have de sidste pladser til madbloggertræffet hos Lone Landmand??? - 2012
- Vinderen er fundet........ - 2011
- Mørbradgryde med esdragon og dijonsennep........... - 2010
- Appelsinkage med birkes og appelsinglasur (Magasinet Mad! nr. 2/2010)............. - 2010
- Chimichurri-marineret kylling med nødder, tranebær og spinat........ - 2008
- Film: Die Fälscher (Forfalskerne)........ - 2008
- Så er der serveret: Spaghetti Carbonara - 2006

















