Fuldkornspizza med sprød topping (BoligLiv nr. 5/2011)…….
Avocado, asparges, avocado, basilikum, rødløg og tomater blandes sammen…….
Dejen rulles ud til aflange stykker, pensles med olivenolie og drysses med tørret oregano…….
Frisk bøffel mozzarella, lægges ovenpå……..
……..og så skal de bages………
Når de er færdigbagte, kommes pynten ovenpå og så er de klar til servering…….
Ok, jeg er bare bagud med indlæg, så nu må jeg hellere få taget mig sammen. Det er svært når det er ferie, vejret er godt og der er så mange ting der trækker…….
I onsdags fik vi disse lækre pizzaer – dog IKKE i pizzaovnen, for vi skal først have den hærdet – hvilket vi gør i dag. Pizzaovnen skal i gang i morgen, hvor kærestens familie kommer for at indvie den…..
Pizzaerne er SÅ smukke, smager SKØNT og så er det LETTE at lave – ren win-win – faktisk win-win-win.
Jeg lavede 1½ portion, fordi vi spiste dem sammen med nogle af vores naboer og resten fik vi i går. Pizzaerne i sig selv har en god smag og så bliver de bare ekstra lækre af den skønne – og farverige – topping der kommes ovenpå.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…….
Fuldkornspizza med sprød topping (BoligLiv nr. 5/2011), 4-6 pers.:
3 1/4 dl håndvarmt vand
25 g gær
3 tsk. groft salt
300 g fuldkornsdurummel
ca. 225 g italiensk hvedemel
olivenolie til pensling
1½-2 kugler bøffel mozzarella
tørret oregano
Topping:
1 bdt. asparges
3 avocado
saft fra 1 lime
1 rødløg, hakket
1 bakke San Marzano tomater, skåret i tern
Maldon salt, friskkværnet peber
frisk basilikum
Smuldr gæren og kom den i en skål sammen med vandet, rør til gæren er opløst. Kom salt og durummel i, bland det sammen. Tilsæt det italienske hvedemel lidt efter lidt (det er IKKE sikkert at det hele skal bruges), til dejen kan æltes. Ælt den til en glat og smidig dej. Kom dejen tilbage i skålen, dæk den til og stil den lunt i et par timer.
Tag dejen ud og del den i 6 stykker. Rul hvert stykke ud til en aflang dejplade og læg dem på bagepapir.
Forvarm ovnen til 225 grader (varmluft) og sæt 2 plader ind i ovnen samtidig, så de bliver godt varme.
Pensl dejpladerne med lidt olivenolie og drys med lidt tørret oregano. Pres væden ud af mozzarellakuglerne og skær dem i skiver, fordel på dejen. Tag pladerne ud af ovnen og løft dem forsigtigt over på de VARME plader. Sæt i ovnen og bag i ca. 12 minutter, til de er gylden og sprøde.
Halver avocado, fjern stenen og snit avocadokødet i tern. Tag en teske og skrab kødet ud i en skål, dryp straks med limesaft.
Knæk det nederste af de grønne asparges og damp dem i 1½-2 minutter i letsaltet vand. Skyl dem straks under koldt vand og dup dem tørre. Skær dem i mindre stykker. Bland asparges med tomater, avocado, rødløg og basilikum skåret i tynde strimler (chiffonade).
Tag pizzaerne ud af ovnen og fordel den sprøde topping ovenpå. Krydr med Maldon salt og friskkværnet peber, skær dem ud og server straks.
Nye krydderurter i krukkerne, purløgene er der selv kommet op fra sidste år……
Prinsessen nyder Påske-vejret og de nye planter…..
Plantning af efeu………
Kæresten har jo været i gang med at plante efeu op ad vores hegn, så vi kan få lukket lidt af for nysgerrige blikke. Der kommer utrolig mange mennesker forbi og nogle står nærmest helt stille for at kigge og det er altså ved at være lidt generende. Desuden har vi også en livlig trafik af cyklende og løbende, så vi vil gerne have lukket lidt af…….
I onsdags blev der plantet efeu og i dag bliver der plantet kaprifolie. Vi troede faktisk at vi skulle have clematis, men det viste sig at de helst skal stå i læ og det er der ikke ligefrem der hvor de skal stå, så det blev kaprifolie i stedet for. Nu kan vi så bare læne os tilbage og vente på at det hele vokser op
Rigtig god Påske til Jer alle derude………..
Samme dag for et år siden
- Salat med rejer og radise-/ramsløgscreme...... - 2012
- Marinade/BBQ-sauce med HP Sauce, ananas og mørk rom........ - 2011
- Kartofler i kokosmælk med rejer og ærter (Magasinet Mad! nr. 4/2010).......... - 2010
- De kære små........... - 2009
- Pasta med oksekød, spidskål og parmesan (Magasinet Mad! nr. 02/09)............... - 2009
- Pølsespyd, tortellinisalat og dressing...... - 2008
- Happy Birthday dear Mom....... - 2008

















