Læseropskrift: Pasta med oksekød og citronfløde………
Bacontern steges sprødt……
Oksekød i strimler brunes……
Rødløg og hvidløg sauteres……
Babyspinat lægges i bunden af et fad…..
Madlavningsfløde hældes ved løgene og kødet kommes ved sammen med citronsaft……..
Friskkogt fuldkornspasta kommes ovenpå den friske spinat…..
Så citronflødesaucen……
Bacontern…….
Friskrevet parmesanost og ristede pinjekerner……
Aftenens tallerken……..
Præmien jeg vandt hos “It’s fashion, Baby!”………..
For nogle dage siden kørte Lisbeth på “It’s fashion, Baby!” en konkurrence med masser af Starbucks produkter og den var jeg så heldig at vinde – yeahhh. I kassen, som jeg modtog i dag, var der masse af iced latte, et STORT krus (som jeg selv har en magen til), 2 forskellige slags Starbucks kaffe (hele bønner) og en lille Bodum stempelkande = SKØØØØØNT præmie! Jeg er meget glad for den og jeg har ønsket mig en lille stempelkande rigtig længe, så det er bare helt perfekt……..
Louisa Lorang-konkurrencen er jo nu afsluttet og i denne uge, vil jeg bringe nogle af de LÆKRE opskrifter som jeg har modtaget. I dag er det pasta med oksekød og citronfløde og jeg kan godt betro Jer, at den faldt i god jord her i det lille hjem. Indsenderen ønsker at være anonym, men TAK for mad!
Det eneste jeg ændrede er, at jeg kom lidt fintrevet citronskal i og så brugte jeg lidt andre mængder – ellers ingen ændringer. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……..
Pasta med oksekød og citronfløde:
250 g oksekød i strimler (køb evt. venøsteaks og skær dem selv ud)
2 rødløg i smalle både
3 små fed hvidløg, knust og finthakket
1 pakke bacontern
½ økologisk citron, saft og skal
2 dl madlavningsfløde
salt, friskkværnet peber
2 store håndfulde frisk babyspinat, godt skyllet og slynget tør
lidt pinjekerner, ristet
lidt hel parmesan, fintrevet
1 pakke frisk fuldkornspasta (fandt noget økologisk i Netto)
Rist bacon på en tør pande, til det bliver sprødt og gyldent. Lad det dryppe af på køkkenrulle. Dup kødet tørt og brun det på en godt varm pande et par minutter, krydr med salt og friskkværnet peber. Det skal IKKE gennemsteges, bare lige få farve. Tag kødet af panden og tilsæt lidt olivenolie. Sauter rødløg, til de bliver bløde og begynder at få lidt farve. Tilsæt hvidløg og lad det stege med i 1 minuts tid under omrøring. Hæld fløden ved og pres citronsaft ned i. Tilsæt kødet og lad det koge sammen, til det tykner. Tilsæt citronskal og smag til med salt og friskkværnet peber.
Kog pastaen efter anvisning på emballagen, til den er al dente. Hæld vandet fra og lad det dryppe af.
I et fad kommes den slyngede spinat og krydres med lidt salt og friskkværnet peber. Læg den friskkogte pasta ovenpå og hæld citronflødesaucen over. Drys med bacon, fintrevet ost og pinjekerner. Server straks.
Nu er der kun 1½ uge til jeg skal til Sjælland igen, jeg bliver snart stamkunde igen hos DSB. Heidi og jeg skal over til vores arrangement med Aarstiderne og jeg er ved at være ret spændt. Det sidste jeg har hørt er, at der er over 80 tilmeldte, så det er da ret godt. Jeg glæder mig til at møde Jer, som har tilmeldt sig. Hvis der stadig er nogen der vil med, så har jeg hørt fra pålidelig kilde, at du stadig kan nå at tilmelde dig……
Selvom det er langt ude i fremtiden, så er september måned ved at falde på plads – og det er GODE ting der skal ske!!
På grund af den anonyme gave jeg har fået, har jeg nu mulighed for at komme “hjem”, så jeg tager kæresten under armen og tager 10 dage til NEW YORK!!!! Så får jeg lige 8 dage til at komme mig i, inden min Mama har meldt sin ankomst – hun bliver i 6 dage. Det er så dejligt ovenpå alt det der er sket i den sidste tid og jeg har ikke ord til at udtrykke, HVOR meget jeg glæder mig.
Til den anonyme giver vil jeg gerne igen sige TAK! Det er SÅ stort det du har gjort og der går ikke en dag, hvor jeg ikke takker dig i mine tanker og sender dig alt det bedste universet kan byde på…….
Samme dag for et år siden
- Storbyferie: Berlin, dag 4.......... - 2012
- Storbyferie: Berlin, dag 3........... - 2012
- Produkttest af Rynkeby juice........ - 2011
- Søndags-vandretur: Randbøl Hede og Frederikshåb Plantage............... - 2009
- Italiensk lammesteg a la Elsebeth Gerner Nielsen, rødvins-/flødesauce og rosenkålssalat.............. - 2009

















