Torsk med chips, tartar sauce og ærte-/broccoli-/kartoffelmos med mynte…………..
Eftermiddagssnack: jordbær som min Mama lærte mig at de skal spises……….
Ingredienserne til tartar sauce……..
Den færdige tartar sauce……..
Chips kommes i en pose………
……….og knuses………
Torsk vendes i æggehvide og derefter i chipsene………
Kartofler og broccoli stok koges meget møre…………
Til sidst koger ærter og broccolibuketter med………
Den færdige mos……..
Færdigbagt fisk……..
Aftenens tallerken………
Efter at det første store projekt blev ordnet i går, så har dagen i dag stået i planters tegn. Vi vil gerne have plantet noget op af vores hegn, som lukker lidt af, så vi kan sidde på terrassen uden at alle kigger ind til os. Vi har derfor været ude og se på hvad vi evt. kunne plante.
Det er lidt et større projekt, for det første fordi jorden er stenhård at grave i og for det andet, fordi vi allerede har lagt granitsten der hvor der skal plantes. Men da vi satte hegnet op, havde vi ikke forventet at vi skulle have plantet noget. Der er dog kommet så meget trafik forbi os, så vi gerne vil kunne sidde lidt mere “beskyttede” på terrassen.
Jeg tror at det bliver en blanding af opstammede vedbend og clematis, som vi vælger – men i hvert fald er det det, som kæresten skal se på i morgen…….
Den første gang jeg fik jordbær i USA (da jeg var Au Pair), lærte min Mama mig at spise dem med brun farin og creme fraiche 9% – og det er hængt ved siden. Jeg dypper bare de hele bær i lidt creme fraiche og så i brun farin bagefter, ikke for meget, bare lige lidt – og så ind i munden. Uhmmmm, det smager rigtig godt. Kombinationen af jordbær, det syrlige fra creme fraichen og det søde fra brun farin – det kan virkelig anbefales……..
Aftensmaden i dag stod på torsk vendt i chips og serveret med tartar sauce og ærte-/broccoli-/kartoffemos med mynte – lækkert og ret nemt.
Tartar sauce forelskede jeg mig i, da jeg var Au Pair i USA, men har faktisk ikke fået det siden. Vi fik det til stegt fisk og jeg elskede det, men har ikke kunnet opdrive det herhjemme. I dag ville jeg prøve at lave det selv, og det blev egentlig ok. Ikke helt som “the real thing”, men helt bestemt en værdig stedfortræder……….
I går da jeg handlede så jeg frisk torsk og straks tænkte jeg på “fish & chips”, hvorfor ved jeg ikke, men jeg prøvede i hvert fald på at finde “salt & vinegar” chips – det var dog helt umuligt. Så jeg knuste bare nogle almindelige, saltede chips og brugte dem i stedet. Jeg vil dog prøve at lave retten igen, hvis jeg på et tidspunkt falder over “salt & vinegar” chips. Er der nogen af Jer der ved hvor de kan fås????
Tartar sauce:
1½ spsk. mayonnaise (jeg bruger Hellmanns)
1 hel, syltet dildagurk, duppet tør og skåret i meget små tern
1 forårsløg – kun det grønne – finthakket
½ skalotteløg, meget finthakket
1 tsk. kapers, hakket
½ tsk. dijonsennep
salt, friskkværnet peber
saft af ½ citron
et par dråber Tabasco, eller efter smag
Kom det hele i en skål og rør det godt sammen. Smag til og stil det i køleskab i MINDST et par timer, inden det skal bruges.
Torsk med chips: 2 pers.:
225 g torskefileter, uden skind og ben
1 æggehvide
chips
salt, friskkværnet peber
olivenolie
Dup torsken helt tør med køkkenrulle. Kom æggehvide i en dyb tallerken og rør den med lidt salt og friskkværnet peber.
Kom chips i en pose og knus dem med en kagerulle eller en kødhammer. Hæld de knuste chips i en dyp tallerken og krydr med lidt friskkværnet peber.
Smør et ovnfast fad med lidt olivenolie. Vend torskefileterne i æggehvide og derefter trykkes de godt ned i de knuste chips, sørg for at trykke chipsene godt fast. Læg fisken i fadet. Dryp med ganske lidt olivenolie og sæt i en 200 grader var ovn (varmluft) i ca. 10-12 minutter, til fisken er netop gennemstegt.
Ærte-/broccoli-/kartoffelmos med mynte (fra Alt for Damerne), 2 pers.:
2 bagekartofler, skrællet
1/4 broccoli, stilk og hoved
salt, friskkværnet peber
1-2 spsk. myntegele
1 håndfuld frosne ærter
olivenolie
lidt smør
Skær kartoflerne i tern. Skær broccolistilken i mindre stykker og kom det hele i en gryde sammen med lidt vand. Bring det i kog og lad det koge til kartofler og broccolistilk er godt mør. 5 minutter inden det er helt mør, tilsættes ærter og broccolibuketter. Hæld vandet fra, sæt gryden tilbage på den slukkede – men stadig varme – plade, så grøntsagerne kan dampe lidt tørre. Ryst gryden lidt et par gange. Hæld lidt god olivenolie ved, sammen med en lille klat smør, myntegele, salt og friskkværnet peber. Mos det hele, til den konsistens du ønsker – jeg kan godt lide når det er lidt rustikt.
Jeg sendte linket til MASH, hvor jeg havde skrevet om mine oplevelser, da Heidi og jeg spiste der i fredags. I dag har de kvitteret med at sende en mail hvor de takker for have sendt dem linket og at de er glade for al hjælp til at blive bedre! Det synes jeg alligevel at der er format over – i stedet for at blive sure – så tager de det konstruktivt. Så kan det jo være, at jeg alligevel vover mig ind på MASH en anden gang – en dag hvor jeg føler mig modig………..
Samme dag for et år siden
- Boganmeldelse: Helt enkelt - Mad med 5 ingredienser af Carsten Kyster, Politikens Forlag....... - 2012
- "Ole Opfinder"........... - 2011
- Min nye køkken-ven................ - 2010
- Hoisinmarineret svinemørbrad, dertil pasta med grov pesto (fra bogen "Brug låget når du griller - Pletskud og cowboytrick", forlaget L&R).......... - 2010
- Linsesalat og krydrede, ovnbagte kartofler............. - 2009
- Creative Zen.................. - 2007
- Portergryde.......... - 2007

















