BBQ kylling pizza………
Lækker æbleeddike lavet på Belle de Boskoop fra Meyer……..
Indgår i denne BBQ sauce, hvori der også er cola……
Kylling steges, trækkes fra hinanden med 2 gafler og tilsættes BBQ sauce…..
Pizzabund smøres med ganske lidt BBQ sauce…..
Så lægges der ost, rødløg, squash og kylling på…….
Den færdigbagte pizza
I dag har vi været til tennistræning og det var HÅRDT! Jeg døjer i øjeblikket med mine hofter som gør usigeligt ondt, men jeg bed smerterne i mig og gennemførte timen, hvad jeg er sikker på at min krop “takker” mig for i morgen *S*
Hvor klogt det var kan nok diskuteres, især set i lyset af at vi skal til bryllup i weekenden, men I ved jo hvordan jeg er. Det er det med den stop-knap, som jeg jo mangler…….
Anyway, da vi kom hjem fra træning, skulle der jo laves mad. Jeg havde forberedt BBQ saucen på forhold og egentlig burde jeg også have stegt kyllingebrystfileterne, men det fik jeg altså ikke gjort. BBQ saucen blev forholdsvis sød, så næste gang vil jeg nok komme lidt mere eddike i og så skal den være stærkere, hvilket jo giver et godt modspil til det søde.
At lave BBQ saucen gav mig en anledning til at afprøve den ene af de to eddiker fra Meyer, som jeg har fået tilsendt, nemlig æblecider eddiken lavet på Belle de Boskoop æbler. Den dufter så skønt og jeg er sikker på at jeg vil få meget godt ud af den.
Pizzaen blev ikke så sprød i bunden – nu har vi jo også vænnet os til pizzaovnen og ikke meget kan hamle op med den – men også fordi jeg måske kom lidt for meget på. Sørg for at knuge så meget væde som muligt ud af mozzarellaen, da sådan en ost også kan afgive en del væde.
Men den smagte dejligt og skal helt sikkert prøves i den udendørs pizzaovn………
Det vil da være at foretrække at lave din egen pizzadej, men jeg brugte altså en færdig rulle pizzadej.
BBQ kylling pizza, 2-3 pers:
2 kyllingbrystfileter
salt, friskkværnet peber
lidt olie til stegning
BBQ sauce: (se note)
1 dl cola
1 dl ketchup
2 spsk. af din yndlings BBQ sauce (færdigkøbt)
1 spsk. HP Sauce
1 spsk. æblecidereddike
1 tsk. løgpulver
1 tsk. hvidløgspulver
salt, friskkværnet peber
Desuden:
1 rulle pizzadel
lidt squash i meget tynde skiver
1 rødløg i tynde skiver
1 kugle frisk bøffel mozzarella, væde presset ud og plukket i mindre stykker
2 forårsløg, kun den grønne del, fintsnittet
Rør ingredienserne til BBQ saucen sammen og smag den til.
Varm olie op på en pande, krydr kyllingebrystfileterne med lidt salt og friskkværnet peber. Brun dem af og skru så ned for varmen. Hæld lidt BBQ sauce over og læg låg på eller dæk til med stanniol, lad dem stege videre i 5-7 minutter, afhængig af tykkelse. Fjern låget og lad det stege i et minuts tid uden. Tag dem af panden når de er netop gennemstegte og pil dem så fra hinanden med 2 gafler. Vend det plukkede kyllingekød med lidt BBQ sauce – ikke for meget for det må ikke blive for våd.
Sæt en bageplade ind i ovnen, mens den varmes op til 250 grader (varmluft). Tag pladen ud og læg pizzadejen på, derefter ganske lidt BBQ sauce, ost, squash, rødløg og kylling. Sæt i ovnen i ca. 10 minutter, til den er gylden og færdigbagt. Drys med forårsløg, skær – eller klip den ud – jeg bruger altid en saks, det er SÅ meget nemmere!! Server straks.
Note:
Prøv dig frem med eddiken, jeg synes godt at den kan tåle mere syre – og tilsæt gerne chili- eller chipotlepulver, for at den bliver mere spicy…….
Samme dag for et år siden
- Frikadeller og sprød kartoffelsalat med mormordressing (Magasinet Mad! nr. 5/2012)...... - 2012
- Boganmeldelse: "Kragepigen" af Jerker Eriksson og Håkan Sundquist......... - 2011
- Boganmeldelse: "Zarinaens datter" af Carolly Erickson, Forlaget Punktum...... - 2011
- Macarons med limefyld (Isabellas nr. 3/2010).............. - 2010
- Marineret roastbeef og marinade til steaks............. - 2010
- Udflugt: Egeskov Slot............ - 2010
- Marinerede og grillede tigerrejer......... - 2009
- Begavet.............. - 2009
- Gæstemiddag: Varmrøget laksetoast, Chimichurrimarineret, grillet kylling med ovnbagte kartofler og grønsager................ - 2009
- Amerikanske pandekager....... - 2008

















