Pita-burger med kylling, hummus og dressing……..
Hummus……
Dressing med purløg og mynte……
Krydderiblanding til kyllingen…..
……..kommes i en pose sammen med kyllingestykkerne og marineres…….
Pitabrødene, formet “rustikt” og klar til bagning……
Det færdige resultat…….
Hummus, dressing og tilbehør i form af snackpeber, agurk, gulerødder og oliven…….
Tomater, salat og agurk……..
Så er vi ved at være klar……..
Brødene blev flækket og smurt med hummus, derefter lagt sammen med salat, kylling, tomater, agurk og dressing…….
Aftenens tallerken……
Vi havde inviteret kærestens mor om til aftensmad og hveder i aften. I morgen kan vi nemlig ikke, fordi kæresten spille tennis til sent om torsdagen.
Lige siden Ann-Christine postede hendes pita med kylling, har jeg villet lave det og i aften fik jeg det så gjort – med STOR succes. Det smagte SÅ godt og heldigvis har vi også til i morgen.
Mine pita blev måske nok lige bastante nok og så er hverken kærestens mor – eller kæresten – særlig vild med at spise fingermad. Så i stedet lavede vi dem om til pita-burgere, hvilket fungerede fint og det ændrer jo ikke noget på smagen.
Jeg bagte dobbelt portion af pitabrødene, så jeg også har nogen til fryseren og lod dem hæve lidt længere end Ann-Christine.
Kyllingen fik lov til at marinere i ca. 4 timer, jo længere jo bedre, gerne natten over. Jeg brugte heller ikke helt de samme krydderier som Ann-Christine, men du kan jo bruge lige nøjagtig hvad du har lyst til.
Opskrifterne på pitabrød og kylling, skrives som jeg lavede dem…….
Pitabrød (oprindeligt fra “Valdemarsro“), 12 stk.:
8 dl lunken vand
75 g gær
3 dl A-38
2 tsk. groft salt
4 spsk. olivenolie
275 g durummel
ca. 700 g hvedemel
mælk til pensling
Smuldr gæren i en skål og tilsæt det lunkne vand og A-38, opløs gæren. Tilsæt salt og rør godt. Tilsæt durummelet og rør det godt ud. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen (det er ikke sikker du skal bruge det hele eller måske skal du bruge lidt mere), til dejen får en konsistens som kan æltes på køkkenbordet, ælt den let sammen. Kom dejen tilbage i skålen, dæk med et rent viskestykke og lad det hvile et lunt sted i 1-1½ time.
Del dejen i 12 stykker og form til flade brød (mine kommer altid til at se ret “rustikke” ud!). Dæk dem til og lad dem hæve igen i 1 times tid.
Pensl med mælk. Bag i en forvarmet ovn ved 240 grader (varmluft og med en skål vand i bunden af ovnen) i 5 minutter. Sænk så varmen til 200 grader og bag i yderligere 10-12 minutter.
Note:
Brødene har en god og sej krumme. Men disse vil også være super gode til. De popper mere op end min version af ovenstående gjorde…..
Marineret kylling (oprindelig fra “Valdemarsro“, 4 pers.:
3 kyllingebrystfileter, skåret i tynde strimler
Marinade:
1 tsk. røget paprika
1 tsk. løgpulver
1 tsk. hvidløgspulver
1 tsk. spidskommen
1 tsk. stødt koriander
½ tsk. cayennepeber (eller efter smag, chilipulver kan også bruges)
1 tsk. tørret persille
½-3/4 dl olivenolie
saft af ½ citron
Pisk ingredienserne til marinaden sammen. Kom kyllingekødet i en frysepose og hæld marinaden ned i. Luk posen tæt og fordel så marinaden godt, ved at “ælte” marinaden ind i kyllingestykkerne. Læg på køl og lad marinere i alt fra ½ time til natten over.
Steges i det olie der hænger ved, der behøves ikke ekstra, ved høj varme, til det bliver gyldent og gennemstegt. Krydr med lidt salt. Server straks.
Hummus med chipotle:
1 dåse kikærter, godt skyllede og afdryppet (se note)
1 spsk. tahin
saft af 1 citron
olivenolie
ca. 1 tsk. spidskommen
2 fed hvidløg
½ tsk. chipotle pulver, eller efter smag + lidt ekstra til drys (cayennepeber kan også bruges)
Maldon salt, friskkværnet peber
Kom kikærter i en blender sammen med hvidløg, citronsaft, tahin, spidskommen, chipotle, salt og lidt friskkværnet peber. Hæld en god sjat olivenolie i og kør til det bliver en glat masse. Tilsæt så meget olivenolie der behøves til at få en glat masse. Smag til. Hæld i en beholder/skål og hæld lidt olivenolie over, drys med ganske lidt chipotle pulver (eller røget paprika).
En evt. rest kan holde sig i køleskab, så længe der hældes lidt olivenolie over.
Note:
Det mest optimale er selvfølgelig at koge kikærterne selv. De skal stå i blød i koldt vand natten over (8 timer). Så kasseres vandet, der hældes nyt ved og de koges. Kogte, afkølede kikærter kan sagtens fryses, så du altid har.
Så koordineret er jeg dog sjældent, så jeg tyr tit til dem på dåse…….
Der er nogle der tilsætter creme fraiche/skyr/fromage frais til hummus, for at spare på olien. Det gør jeg dog aldrig, da jeg ikke bryder mig om smagen. Jeg laver den også altid lidt grov og forholdsvis tyk i konsistensen. Men det er jo en smagssag og du kan lave den lige nøjagtig som du selv vil – også smagsmæssigt……
Dressing:
creme fraiche 9%
purløg, fintsnittet
mynte, hakket
salt, friskkværnet peber
Blandes sammen og må gerne trække i ½ times tid, inden servering.
Som tilbehør fik vi salat, San Marzano tomater, oliven og agurk. Desuden har jeg lavet stave af gulerødder, agurk og snackpeber, som vi kunne dyppe i dressingen. Feta ville heller ikke være af vejen, men det glemte jeg……
I morgen skal der slappes af, jeg har hængt lidt i bremsen i dag. Jeg spillede “skildpadde”-tennis i mandags og betaler stadig prisen. Det giver mig så meget livskvalitet og glæde at lunte lidt rundt på tennisbanen – i skildpadde tempo – deraf navnet, men det koster mig også rigtig MANGE skeer hver gang. Så der skal en afvejning og planlægning til, inden jeg tager afsted. Jeg skal tænke over om jeg skal noget dagen efter (eller dagen efter igen), for så er det udelukket at spille “skildpadde”-tennis. Det tager mig 2-3 dage at komme mig hver gang, men vil jeg undvære det??? NEJ!
Mange har spurgt hvad “skildpadde”-tennis er. Det er bare mit eget ord for den måde jeg spiller tennis, som jo er meget bevægelses-økonomisk. Jeg kan jo – desværre – ikke fare rundt efter bolden som “almindelige” mennesker kan og derfor spiller jeg også kun med kæresten, som er god til at spille hen til der hvor jeg står *S*
Det giver mig dog så meget glæde, så jeg kunne aldrig drømme om at droppe det, ikke så længe jeg kan klare det i hvert fald…………….
Pingback Squashpandekager med aïoli og koldhævede, grove flutes med rosenpeber og flagesalt…….
Pingback Fladbrød med hummus, feta og salat………..