Køleskabsdagbog, dag 3: Perlebygsalat med kylling og grillost……
Dressingen…..
Fyldet i salaten……
Perlebyg blandes i……
……..sammen med dressingen og det hele vendes godt rundt……
Aftenens tallerken……..
Dag 3 i afprøvning af AEG Pro-Fresh køle-/fryseskabet:
Der var en del kylling tilbage fra i går og også flere af de lækre brød, så i dag har vi fået rester. I går pillede jeg først skindet af den kylling der var tilbage og derefter pillede jeg al kødet af benene, så var det let at gå til i dag.
Da vi så skulle have mad, var det bare at koge noget perlebyg – som jeg er ret vild med – snitte nogle grøntsager og lave en dressing, så var der mad. Jeg lunede lige kyllingekødet lidt i microovnen, inden jeg skar det i mindre stykker og blandede det i salaten……
I de sidste uger har jeg prøvet på at få fat i halloumi ost, men jeg kan kun finde grill-ost. Det er vel i princippet det samme, men jeg synes at halloumi ost smager bedre. Jeg har prøvet både i Kvickly og i SuperBrugsen, uden held. Har de halloumi ost i de butikker I handler i??
Perlebygsalat med kylling og grillost, 2-3 pers.:
2 dl perlebyg, godt skyllede under lunket vand
1 gul peberfrugt, skåret i små tern
10-12 grillede grønne oliven (jeg køber dem i Fakta og ELSKER dem!!), skåret i skiver
1 grillost
1 bdt. radiser, skåret i tern
½ bakke sukkerærter, skåret i skrå skiver
en god 1/4 Galia melon, skåret i små tern
kylling fra i går (en rest kylling eller 1 stegt kyllingebryst, skåret i mindre stykker)
Dressing:
4 spsk. olivenolie
1 spsk. æbleeddike
1 fed hvidløg, presset
1 tsk. grovkornet dijonsennep
1 tsk. flydende honning
Maldon salt, friskkværnet peber
Skyl perlebyg godt under lunket vand. Kom det i en gryde og tilsæt godt med vand og lidt salt, kog det i 15-20 minutter, til de er al dente. Hæld vandet fra og skyl kort under koldt vand, så de er lunkne. Lad dem dryppe af.
Snit alle grøntsagerne og kom dem i en skål. Varm lidt olie på en pande og steg osten et par minutter på hver side, til det får farve. Skær det i tern og kom i salaten.
Lun kyllingekødet i microovnen i et par minutter og skær det evt. i mindre stykker. Pisk ingredienserne til dressingen sammen og smag den til.
Hæld perlebyggen ned til de øvrige ingredienser og tilsæt dressingen, vend det hele godt rundt og server.
Vi fik nogle af de lækre – og nuttede – brød fra i går til. Jeg pakkede dem ind i stanniol og gav dem ca. 20 minutter ved 175 grader (ikke varmluft), de blev faktisk som nybagte.
Vi fejrer ikke Skt. Hans i år. Vi har faktisk aldrig rigtig gjort noget specielt ud af Skt. Hans, men de sidste par år har vi dog været ude og se bål. I år valgte vi at tage op på tennisbanen og spille lidt “skildpadde”tennis, det var faktisk godt at blive rørt lidt. Det blev ikke til så længe, knap 45 minutter, fordi jeg var ret så træt. Men bare det at komme lidt ud og røre mig, har en god indflydelse på humøret.
Jeg har været lidt træt i dag, madlavningen i går tog nok lige lidt overhånd. Der sker jo det at når jeg bliver entusiastisk, så kan jeg ikke stoppe igen og så tager det jo altså lidt flere skeer end jeg har at gøre godt med. Selvom det også tærer – fysisk – på kroppen at tage op og lunte lidt rundt på tennisbanen, så giver det mig et boost psykisk – og det tæller jo også i regnskabet. Det er vigtigt for os med fibromyalgi at vi dyrker motion, selvom det gør ondt så skal leddene smøres……

















