Køleskabsdagbog, dag 5 – del 1: Marinara sauce (basis tomatsovs)…….
Tomaterne snittes med et kryds i blomsten……
Kommes i kogende vand og derefter i koldt (is) vand…….
……og så er de lige til at flå, inden de skæres i tern……
Hvidløg sauteres og så tilsættes tomater, og hakket oregano og lidt hakket basilikum……
……..sammen med balsamico, lidt sukker, salt, friskkværnet peber og koncentreret tomatpuré…….
Så skal det simre i et par timer, til en stor del af væden er kogt ind….
Smages til og blendes………
……og hældes på glas……..
Dag 5 i afprøvning af AEG Pro-Fresh køle-/fryseskab:
I vareleveringen til køleskabet var der tomater – MANGE tomater. Roma tomater. I alt 3,5 kg. I dag fik jeg taget mig sammen til at lave en marinara sauce, som er en helt basis tomatsovs, som derefter kan bruges til al mulig forskellig og krydres efter lyst og behov.
Jeg fik 4 glas, vores naboer fik et + det jeg har brugt til dagens aftensmad, dejligt at have sådan en basisvare på lager og så endda hjemmelavet. Jeg har aldrig før lavet sådan en stor portion, men det er jo nemt og så smager det skønt. Brug det f. eks til Chicken Parmesan, Spaghetti med kødboller eller Aubergine lasagne a la min Mama. Brug det i det hele taget hvor som helst du ellers bruger en tomatsovs.
Jeg skoldede nogle glas og skyllede derefter med Atamon. Inden du skriver en masse kommentarer om hvor farligt Atamon er, så HAR jeg læst om det. Jeg tænker lidt at det er lidt hysteri, Atamon er jo blevet brugt i generationer og det er jo ikke sådan at jeg bruger en hel flaske eller bruger det flere gange om ugen. Jeg er kommet frem til at jeg/vi ikke tager skade af at jeg har brugt en lille smule til at skylle 3 glas med (ca. 2 tsk. i alt). Hvis du ikke vil bruge det, så lader du bare være, vi træffer alle vores valg
OPDATERING:
En af mine læsere har på min Facebook side skrevet følgende tip, hvis du ikke vil bruge Atamon:
Som alternativ kan man skylle sine rengjorte glas, stille dem våde på et viskestykke, der er lagt på en bagerist. Risten sættes i ovnen 100 grader. Og når termostaten slår fra. slukker man oven og lader glassene køle af.
Det kan selvfølgelig også fryses og dermed bruges der heller ikke Atamon.
Tak, Camilla for input!
Marinara sauce (basis tomatsovs), ca. 2½ liter:
3½ kg Roma tomater
8 fed hvidløg, knust og finthakket
3/4 dl olivenolie
salt, friskkværnet peber
ca. 1 spsk. rørsukker
1 dåse koncentreret tomatpure
en sjat balsamico
blade fra 5 stilke oregano, hakket
blade fra 5 stilke basilikum + stilke, hakket
Skær et kryds i blomsten på på hver tomat. Sæt en stor gryde vand over og bring det i kog. Gør en stor skål klar med vand og isterninger. Kom nogle tomater ned i det kogende vand ad gangen og lad dem koge i 20-30 sekunder, tag dem op med en hulske og kom dem i det kolde, isvand. Nu skulle skindet være lige til at pille af af, hvis det ikke er det, så gentag processen. Forsæt på denne måde, indtil alle tomaterne er blevet flået. Hak tomaterne groft.
Kom olivenolie i en tykbundet gryde og sauter hvidløg, til det bliver blødt og dufter, men det skal IKKE tage farve. Kom tomater og væde ved sammen med krydderurter, balsamico, sukker, tomatpuré, salt og friskkværnet peber. Bring det i kog, skru ned for varmen og lad det stå og simre – UDEN låg – i et par timer eller til konsistensen er som ønsket. Rør i det af og til. Smag det til. Du bestemmer selv om du vil blende det, det valgte jeg at gøre.
Skold nogle glas og skyld let med Atamon. Kom tomatsovsen i glasene og stil på køl til det skal bruges.

















