Køleskabsdagbog, dag 6: Pandekager med ricotta og citron + kyllingesandwich med bacon og guacamole……….
Ricotta, æggeblommer, mælk og vanilje…….
Den færdige dej……
Bløde og lækre…….
Dagens morgenmad……
Dag 6 (sidste dag) i afprøvning af AEG Pro-Fresh køle-/fryseskab:
I dag har været en virkelig dårlig nat. Det har været varmt og jeg har ikke kunnet finde ro. Endelig fik jeg et par timers søvn sidst på morgenen.
Jeg syntes at jeg trængte til lidt forkælelse – og noget andet end havregryn med mælk – som jeg ellers troligt spiser hver eneste morgen, nærmest alle årets dage…….
Jeg havde en bøtte ricotta stående i køleskabet som skulle bruges og da jeg længe gerne har villet prøve at lave ricotta pandekage, så blev det dem valget faldt på. De blev SÅ lækre!! Jeg kan kun anbefale jer at lave dem. Jeg fik dem selvfølgelig med min Papa’s ahornsirup, iskoldt smør og kiwi og blommer (som var med i vareleveringen).
Jeg fandt opskriften hos The Kitchn. Ricottaen skulle egentlig stå og dryppe af lidt, men det havde jeg altså ikke lige tålmodighed til, så jeg brugte den som den var. Jeg brugte en ricotta fra Galbani, som også er ret fast i det.
Jeg tilsatte citronsaft og -skal. Havde jeg haft birkes havde jeg også tilsat dem, men det havde jeg desværre ikke.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…….
Pandekager med ricotta og citron (efter inspiration fra “The Kitchn“), ca. 12 stk.:
250 g ricotta ost (afdryp det evt. i ½ times tid i et kaffefilter eller i en sigte beklædt med et klæde)
1 dl skummetmælk
1 tsk. vaniljekorn
3 æg, delt i blommer og hvider
1½ dl mel
½ tsk. bagepulver
2 spsk. sukker
et nip salt
saft af ½ citron
fintrevet skal af ½ økologisk citron
Kom ricotta, vanilje, mælk og æggeblommer i en skål og rør det sammen. I en anden skål blandes mel, bagepulver, salt og sukker. Kom blandingen ned til ricotta-blandingen og vend det rundt, til det netop er blandet.
Pisk æggehviderne helt stive. Kom et par spiseskefulde i dejen og rør det ud. Tilsæt resten af æggehviderne og vend det så forsigtigt i, så luften ikke slås for meget ud.
Bag pandekagerne i lidt smør – de sættes på i klatter og bredes evt. lidt ud – jeg kan have 3 ad gangen på en pande. Bag dem til de er gyldne og gennembagte.
Server dem friskbagte med koldt smør, frugt og en god ahornsirup.
Mayonnaise med lime og chipotle i abodo puré……..
Kyllingebrystfileter krydret med BBQ Mesquite fra Santa Maria……
Ristet, grov toast smøres med chipotle-mayonnaise……
Ovenpå lægges salat, tomatskiver, rødløg og bacon…….
…….så den stegte kylling……
……. og guacamole…….
Der sluttes af med endnu en skive toast…….
Aftenens tallerken…….
Aftensmaden i dag bestod af noget af det sidste der er tilbage fra varelevringen til AEG Pro-Fresh køle-fryseskabet – som også bliver afhentet igen indenfor de næste par dage – det bliver alligevel dejligt at få pladsen tilbage ude i bryggerset, hvor den har stået.
Sidst i dette indlæg kan du læse min konklusion, efter at have haft den på besøg i en uges tid…..
Jeg fik lyst til sandwich i dag, så det blev dagens aftensmad. En lækker sandwich med stegt kylling, sprød bacon og guacamole – mums! Selvfølgelig serveres med chips. Perfekt aftensmad på en varm dag……
Sandwich med kylling, bacon og guacamole, 2 pers.:
4 skiver grov toast, ristet
2 tomater, skåret i skiver
lollo biondi salat, godt skyllet og slynget tør (eller en anden form for salat)
2 kyllingebrystfileter
salt, friskkværnet peber
BBQ Mesquite krydderi
½ rødløg i skiver
4 skiver bacon, stegt sprødt og dryppet af på køkkenrulle
2-3 spsk. god mayonnaise (jeg bruger Hellmann’s)
1 tsk. chipotle i Abodo puré
saft af ½ lime
guacamole
chips
Krydr kyllingebrystfileterne med salt, friskkværnet peber og BBQ Mesquite krydderi (du kan selvfølgelig også vælge en anden krydderi eller bare bruge salt og friskkværnet peber). Steg dem i lidt olie til de er netop gennemstegte og skær dem så i skiver.
Rør mayonnaise med chipotle puré og limesaft.
Rist toastbrød og smør dem med chipotle-mayonnaisen. Læg 2 af dem på hver sin tallerken og læg salatblade ovenpå, derefter tomater som krydres med lidt salt, løgringe, bacon, kylling og guacamole. Slut af med endnu et stykke toast, smurt med lidt af chipotle-mayonnaisen. Server som den er, med en håndfuld chips eller pommes frites.
Det var så det sidste indlæg i køleskabsdagbogen og nu skal vi til det mere “alvorlige” min konklusion.
Der er masser af funktioner i dette AEG Pro-Fresh køle-fryseskab. Udenpå køleskabsdøren er der et stort betjeningspanel, hvor du kan slå børnesikring til, så der ikke kan pilles ved køleskabet når du har indstillet det. Du kan stille temperaturen, øge luftfugtigheden, slå Coolmatic til (som kan køle store mængder madvarer ned, hurtigere), der er en minut-funktion som afgiver en alarm, hvis du har indstillet den til et bestemt tidspunkt. Der er også en Frostmatic-funktion, hvor du i den tilhørende skuffe i fryseren, kan fryse mad hurtigere ned. Det burde ikke være nødvendigt at afrime fryseren, da den er med No-frost. Jeg har jo ikke fryseren så længe, så jeg kan udtale mig om det er rigtigt.
Virker funktionerne??
Ja, dem jeg har afprøvet gør. Den kan køle madvarer pænt hurtigt ned, hvis funktionen slås til. Personligt ved jeg dog ikke om jeg ville have tålmodighed til at slå funktionen til og fra, hver gang det skulle bruges.
Det er FANTASTISK med den store grøntsagsskuffe på hele 44 liter, som virkelig kan rumme mange grøntsager og salaten som jeg brugte til vores sandwich var stadig ligeså fin, som den dag den kom. Der ligger stadig nogle gulerødder, svampe og fennikel i skuffen – og det hele er stadig frisk og sprødt.
Det er også en fin detalje med skuffen Freshbox’en, hvor kød og fisk kan opbevares lidt køligere end den temperatur der ellers er i køleskabet.
Så alt i alt har jeg været godt tilfreds, men og der er et STORT men: ville jeg betale kr. 11.500,- for køle-/fryseskabet?? Nej, det må jeg nok sige at det ville jeg ikke. Jeg kan godt se at det er smarte funktioner osv, men det er altså rigtig mange penge for et køle-/fryseskab og så mange penge vil jeg aldrig have råd til at bruge på et køle-/fryseskab.
AEG Pro-/Fresh køle-/fryseskab, vejl. pris kr. 11.500,-.

















