Lemonade med vandmelon og marinade til kyllingespyd……..
Kom vandmelon, frisk mynte, flormelis og saft fra lime og citron i en blender……
Kør til det er flydende…….
Efter det er sigtet er det klart til at blive blandet op med danskvand……..
Kylling skåret i tern og blandet med marinaden – så skal det bare på køl og ligge og trække……
Som jeg har skrevet et par gange, så var det i går der var klubmesterskab i tennisklubben. Vejret ville ikke helt som vi ville, men de fik det afviklet med få regnvejrspauser. Kæresten tog afsted ved 12.30-tiden fordi han skulle mødes med en af de andre for at samle grillen. Klubmesterskabet skulle nemlig afsluttes med en grillfest.
Klubben gav salat og et par pølser, resten skulle vi selv medbringe. Sidste år lavede jeg tiramisu til alle, men da vi ikke vidste – helt op til sidste sekund – om det blev til noget, valgte jeg at bage en gulerodskage i stedet for.
Vi tog et par steaks med og et par kyllingespyd. Jeg marinerede både steaks og kylling, men fik ikke taget nogle billeder af steaks’ene – og slet ingen billeder efter det var tilberedt – jeg holdt kamera-fri i går aftes *S*.
Marinade til kyllingespyd:
½ dl olivenolie
1 tsk. chipotle i Abodo-paste
2 fed hvidløg, knust og finthakket
saft fra 1 lime
1½ tsk. flydende honning
salt, friskkværnet peber
2 kyllingebrystfileter
Skær kyllingekødet i tern. Bland alle ingredienserne til marinaden sammen. Den blev lidt stærk, så du kan evt. vælge at skære lidt ned på chipotle’en. Hæld marinaden i en frysepose sammen med kyllingestykkerne. Bind en knude på posen og sørg for at marinaden er godt fordelt. Læg i køleskabet og lad det marinere i mindst 6 timer, gerne natten over.
Hvis du bruger træspyd, skal de ligge i blød i koldt vand i mindst ½ time inden brug. Sæt kødet på spyd og grill over godt varme trækul.
Marinade til steaks:
½ dl olivenolie
nåle fra 1 stilk rosmarin, finthakket
2 fed hvidløg, knust og finthakkket
fintrevet skal af ½ økologisk citron
friskkværnet peber
2 steaks
Bland ingredienserne til marinaden sammen og kom det i en frysepose sammen med steaks’ene. Fordel marinaden godt og lad det marinere i køleskab i mindst 4 timer, gerne mere. Grill over godt varme kul, til de er som ønsket og krydr med lidt salt.
Vi skulle selvfølgelig også selv medbringe drikkevarer. Jeg drikker næsten altid kun danskvand når vi er til noget og det kan godt blive lidt kedelig i længen. Jeg synes at alkohol har for står en indvirkning på min sygdom (fibromyalgi), så jeg har valgt det helt fra. Jeg kan finde på et smage et ganske lille sip hvis kæresten drikker et eller andet som jeg gerne vil smage, men det sker meget, MEGET sjældent. Det er kun når jeg ser kulørte drinks, at jeg savner alkohol en lille smule, jeg har aldrig elsket drinks! Men altså, min krop har det bedre uden, så valget var ikke svært…….
Men nogle gange når vi er ude, synes jeg at det er lidt kedeligt bare at drikke danskvand (som jeg jo elsker!). Der er selvfølgelig sodavand, men jeg kan kun drikke en, fordi det bare er for sødt – og så er det stadig en lang aften.
I går bestemte jeg mig for at lave en lemonade med vandmelon. Jeg har set adskillige på diverse amerikanske blogs efterhånden og nu MÅTTE jeg bare lave det!
Det er SUPER let og smager helt vildt godt. Frisk og sødt på samme tid. Jeg brugte flormelis, fordi det opløses lettere end sukker…..
Lemonade med vandmelon:
500 g vandmelon, skåret i tern og de flest kerner fjernet
lidt friske mynteblade
saft fra 1½ citron
saft af 1 lime
2 spsk. flormelis
Kom det hele i en blender og kør til det er flydende og uden klumper. Smag til, så det passer til dine smagsløg.
Beklæd en finmasket sigte med et rent viskestykke eller osteklæde og hæld lemonaden op i. Lad det passere igennem, så kerner sigtes fra. Hæld på en flaske og stil på køl til det skal drikkes.
Bland det med danskvand, ca. halvt af hver og du har en dejlig forfriskende drik. Der kan selvfølgelig tilsættes alkohol hvis du vil, f. eks. vodka.
Du kan også lave lemonade med jordbær, hindbær, blåbær osv – bare kom i gang – det smager helt forrygende.
NOTE:
Det kan sagtens opbevares i køleskab et par dage. Hæld det i en flaske, gerne med patentprop. Så er det klar til at blive blandet op med danskvand, når du skal bruge det…..
I går havde jeg en virkelig dum dag, en dag hvor savnet af Anette ramte mig som en hammer. Jeg tænker selvfølgelig på hende hver dag, men i går var jeg bare SÅ ked af det. Jeg følte skyld, var bange for at jeg ikke var der nok for hende og tænkte på hvor gerne jeg ville have sagt farvel til hende. Det føles så uafsluttet, så svært at forstå!
Der er så meget jeg gerne vil fortælle hende, jeg var så vant til at dele alting med hende, små som store ting i hverdagen og mit liv. I går var bare en rigtig dum dag………..
Samme dag for et år siden
- Hvidløgs-pull-apart brød og Spaghetti & kødboller a la Jamie Oliver....... - 2011
- Frokostsalat med hytteost....... - 2011
- Gulerodskagen - igen........ - 2011
- Steak quesadillas med spidskål-/melonsalat.......... - 2009
- Rød/grøn kage............ - 2009
- Kardemommestænger med marcipan-remonce....... - 2008
- Tærte med laks og feta dertil kartoffel-/bønnesalat...... - 2007

















