Svensk sommersalat a la Brændstof……
Agurk, radiser og asparges…….
Dressingen……
Spinat lægges i bunden og ovenpå lægges kartofler……
Så agurk og asparges…….
……..efterfulgt af radiser og varmrøget laks (og her var det så rejerne skulle have været ind)…….
Pyntes med lidt purløg……
Aftenens tallerken……
Puhh, hvor har det været lummert udenfor i dag, ikke just befordrende for min astma. Jeg har nærmest følt mig som en fisk på land af og til, hvilket jo ikke er så fedt. Det gør mig så uendelig træt, fordi jeg ikke får ilt nok – ØV! Jeg håber, at vejret bliver bedre i morgen, så jeg igen kan trække vejret……..
Dagens ret faldt jeg over en dag jeg var inde forbi Marian, det så bare SÅ lækkert ud – og så har jeg svært ved at modstå noget hvor der indgår varmrøget laks. Jeg lavede det dog i et fad og tilsatte noget babyspinat og agurk – tilgengæld glemte jeg rejerne. De var hældt op til afdrypning og vendt med citronsaft, men længere kom de altså ikke. Det var først da vi var færdige, at jeg igen “faldt” over dem. Min hjerne fungerer bare virkelig dårligt nogle gange og det kan undre mig af og til, at jeg kan huske mit eget navn *S*
Men altså med eller uden rejer, så er det en SKØN ret.
På et tidspunkt skal jeg klart prøve at lave varmrøget laks selv. Jeg så (og smagte) det hos Lone da jeg var hos hende og siden har hun lagt opskriften ud her, den smag går der LÆNGE inden jeg glemmer, det smagte FANTASTISK!!
Til dressingen udelod jeg kaviar, som jeg jo ikke er så vild med. Tilgengæld tilsatte jeg lidt tabasco, som gav lidt kant til dressingen.
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………
Svensk sommersalat (inspireret af “Brændstof“), 2-3 pers.:
1 bakke babyspinat (50 g), godt skyllet og slynget tør
8 nye kartofler, kogte
2 stykker varmrøget laks, skindet fjernet og plukket i flager
1 bdt. asparges
ca. 10 cm. agurk, flækket på langs og udkernet og skåret i skiver
150 g store grønlandske rejer fra frost, optøede og dryppet af
lidt citronsaft
1 bdt. radiser, skåret i skiver
lidt purløg
Dressing:
2 dl creme fraiche
et par spsk. ketchup (eller efter smag)
ca. 1 spsk. citronsaft
salt, friskkværnet peber
et par dråber Tabasco, eller efter smag
lidt paprika
Dressing:
Rør det hele sammen og smag til, som du ønsker den.
Salat:
Kog kartoflerne til de er netop møre og lad dem køle lidt af. Skær dem i skiver og lav salaten mens de stadig er lune (synes jeg). Bræk det nederste træede af de grønne asparges og kom dem i en skål eller et lavt fad. Hæld kogende vand over dem og lad dem stå i 2 minutter. Hæld dem i en sigte og skyl dem med koldt vand, lad dem dryppe af. Dup dem tørre og skær dem i mindre stykker. Vend de afdryppede rejer med lidt citronsaft
Skær spinaten i strimler og kom dem i et fad, efter fulgt af kartofler, asparges, agurk, radiser, varmrøget laks og rejer. Drys til sidst med lidt purløg. Server sammen med dressingen.
I morgen skal vi afprøve noget nyt og spændende som har med pizzaer at gøre, så nu kan I begynde at tænke over hvad det er………..
Tilbage


















