Fyldt picnicbrød med salat……..
Dagens frokost: æggekage med tomater, bacon og fetaost……
Vores purløg gror helt vildt, så det var på tide at lave æggekage til frokost i dag. Helt klassisk, serveret med tomater og bacon. Jeg havde dog en lille rest feta, som jeg kom ovenpå, det smagte skønt…….
Dejen til brødet rulles ud efter hævning og god, kogt italiensk skinke kommes på, sammen med langtidsbagte tomater…….
Så fordeles frisk oregano og basilikum…….
Tilsidst frisk mozzarella og oliven…….
Dejen rulles sammen som en roulade og formes til en cirkel…..
Efter endnu en gang hævning, snittes den med en skarp kniv og drysses med flagesalt……
Det færdigbagte brød…….
Aftenens salat……
Så fint er brødet indeni…….
Aftenens tallerken…….
Jeg skal ærlig indrømme det er ikke blevet til ret meget fornuftigt i dag, mest til at ligge på sofaen og se Tour de France.
Jeg fik dog taget mig sammen til at lave frokost, som I kan se – og aftensmad blev det skam også til – dog ikke de store kulinariske udskejelser!!
Jeg havde set et picnicbrød hos Gourmetmorsan, som skulle afprøves og det kan virkelig anbefales. Det kan fyldes med lige hvad du har lyst til, så det kan tilpasses enhver. Jeg kunne godt forestille mig at det vil være perfekt at tage med på en picnic eller bruges det som del af et brunchbord…….
Vi fik det helt friskbagt, bare lige afkølet i en lille halv times tid. Dertil en salat og en dressing. Jeg bagte kun 1 brød. I får opskriften som jeg lavede den……
Picnicbrød (fra Gourmetmorsan), 1 stk.
25 g gær
2½ dl mælk
37 g smør
1 tsk. groft salt
2 tsk. flydende honning
ca. 7 dl hvedemel
Fyld:
god italiensk, kog skinke
langtidsbagte tomater
2 kugler frisk bøffelmozzarella, presset for væde og plukket i mindre stykker
sorte og grønne oliven skåret i skiver
frisk oregano
frisk basilikum
Desuden:
lidt Maldon salt
Smelt smørret i en gryde og tilsæt mælken, lad det blive håndvarmt (37 grader). Smuldr gæren i en skål og tilsæt honning. Hæld den håndvarme væske ved og rør gæren ud. Tilsæt saltet og så melet lidt efter lidt, til dejen kan tages ud på bordet og æltes. Ælt dejen godt igennem, læg dem tilbage i skålen, dæk den til og stil den til hævning et lunt sted uden træk. Jeg sætter den ind i ovnen. Lad den hæve i 45 minutter.
Tag dejen ud på et meldrysset bord og rul den ud til en firkant der er ca. ½ cm. tyk. Fordel skinke, langtidsbagte tomater, krydderurter, ost og oliven på – og rul den sammen som en roulade. Tag den over på en bageplade og saml enderne, så du har en krans. Sørg for at enderne lukkes godt sammen. Dæk den til og lad den igen hæve i 20 minutter. Snit den med en skarp kniv og drys med Maldon salt. Sæt den i en 250 grader varm ovn (ikke varmluft) helt NEDERST i 10 minutter. Skru ned til 200 grader og giv den yderligere 15-20 minutter. Tag den ud og lad den køle lidt af. Server med en salat.
Salat med mango og radiser:
1 bakke blandet salat, godt skyllet og slynget tør
1 mango, skrællet og skåret fra stenen, derefter i tern
4 gulerødder, skrællet og skåret i skiver
1 rød peberfrugt, skåret i små tern
½ bakke sukkerærter, skåret i strimler på langs
1 bdt. radiser, skåret i skiver
lidt soltørrede tranebær
lidt saltede cashewnødder, grofthakket
Bland det hele sammen.
Dressing med hvidløg, basilikum og sød chilisauce:
2 dl creme fraiche 9%
1 fed hvidløg, presset
ca. 2 spsk. sød chilisauce
frisk basilikum, hakket
salt, friskkværnet peber
Bland det hele sammen, smag det til og lad det stå i ½ times tid, inden det serveres.
I går var vi hos kærestens mor og spise til aften, hvilket var hyggeligt. I aften efter aftensmaden kørte vi en tur til Ribe, hvor vi købte en is og sad og nød den, mens vi kiggede lidt på alle de mennesker der hyggede sig i byen. Derefter gik vi en lang tur i de hyggelige gader. Det er altså en af de hyggeligste byer, synes jeg.
Jeg tror vi har bestemt os til at spise på Kolvig’s på min fødselsdag, jeg fylder jo 40 (FYRRE!!!) i år. Jer der har fulgt mig i lang tid, ved hvordan jeg har det med min fødselsdag, men jeg har jo lovet mig selv at få et bedre forhold til dagen, så det arbejder jeg HÅRDT på!
Det er nu ikke fordi der skal ske noget specielt i år, men kæresten synes alligevel at jeg skal ud og spise på dagen – bare os to. Vi giver ikke gaver i år, for alt skal gå til vores tur til New York senere på året.
Jeg er dog ret spændt på at spise på Kolvig’s, for der har jeg aldrig været. Jeg har god hørt en masse godt om stedet……………
Samme dag for et år siden
- Pizzabøffer med friske tomater og urter (Spis Bedre nr. 7/2010)........... - 2010
- Hexagon - I don't get it............ - 2009
- Oksekødspie med bacon og peberfrugt........... - 2009
- Chokoladekage med pærer (Bo Bedre).......... - 2009
- Kartofler og flanksteak på grill + salat med melon......... - 2006
- En form for kartoffelsalat........... - 2006
- Pasta a la Newyorkerbyheart.......... - 2006
- Lækker chokoladekage........... - 2006

















