Newyorkerbyheart

Mere information om madbloggertræffet den 20. august 2011…….

05 juli , 2011 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Ikke kategoriseret - Tags:
(Billed lånt fra Bjørnegården……..)

Det er på høje tid at fortælle lidt mere om madbloggertræffet den 20. august 2011. Der er tanker bag planerne, og nu hvor roen er ved at falde over sommerdanmark, er det på tide at dele tankerne, og forhåbentligt friste nogle til at tage med på en af de ledige pladser.

Her i madbloggerland lever vi godt. Vi spiser godt og snuser os som trøffelgrise frem til spændende råvarer, nye producenter og gode historier i både ind- og udland. Men det er alligevel de færreste af os, der selv gror gulerødderne, så til madbloggertræffet skal vi derud, hvor tingene gror. Ja, ganske vist i overført betydning, for vi skal høre fra de mennesker, der producerer fødevarer med holdning, men for at lade flere fortælle deres spændende historie, så lader vi dem komme til os.

Madbloggertræffet finder sted på et af de smukkeste steder i Udkantsdanmark. I vandkanten ved Storebælt på Hindsholm tæt på Fynshoved. Her har en journalist hjemvendt fra et job som korrespondent i Paris besluttet sig for at dyrke sit otium. Fyldt med ting han værdsætter, og det er bl.a. god mad og jazzmusik.

Allan Aistrup driver Bjørnegården Landhotel, og han har en ambition om at gøre Hindsholm til et cittaslow-område. Han serverer de ultralokale råvarer og indrømmer gerne, at hans leverandører skal være meget små, for ellers er det ikke sjovt. Allans råvarer er lokale og helt friske, men han indrømmer også, at han ikke er fanatisk. “Vi bruger jo også citroner”, som han siger.

Vi starter vores bloggertræf med en frokost kl. 12, hvor Allans køkkenchef vil lade os smage nogle udvalgte retter med de råvarer, hans leverandører netop kan tilbyde den 20. august – derfor kender vi heller ikke menuen før dagen før arrangementet. Efter frokosten er det tid til gode historier.

Eftermiddagens program skyder vi i gang med to indlæg fra netværksforeningerne Kulinarisk Sydfyn og Smagen af Fyn. Kulinarisk Sydfyn har på få år udviklet sig fra at være et mindre årligt fødevaremarked i Svendborg til at sprænge rammerne, og fødevaremarkedet tæller nu ikke alene udstillere fra Fyn, men udstillere fra hele landet og en række udenlandske udstillere. Michael Hansen, der er manden med overblikket bag Kulinarisk Sydfyn, fortæller om at stable et fødevaremarked på benene, og hvor han ser, at Kulinarisk Sydfyn skal bevæge sig hen fremover.

Smagen af Fyn er producentforeningen på Fyn, der tæller helt små producenter og nogle producenter, der har markante holdninger til deres kvalitet, men også har opnået betragtelig volumen. Anne Mette de Visser vil fortælle om foreningen, der har en ambition om at udvikle et regionalt kvalitetsmærke og hjælpe producenterne med logistikken, så de mindste producenter kan koncentrere sig om deres produktion.

Efter de to indlæg er det tid til at strække benene, og vi holder en lille pause, hvor der bliver tid til at snakke med de andre bloggere. Vi får serveret kaffe og petit fours, der sikkert er lavet med bær eller frugt fra køkkenhaven på Bjørnegården.

Atter lytteklare tager vi hul på programmet indtil aftensmaden. Vi får en række korte indlæg fra nogle vidt forskellige producenter. Her får du kun stikord, for hver især har de meget på hjerte, og vi lover, at der bliver god mulighed for at stille spørgsmål.

Vi skal bl.a. høre fra:
Manden der var så træt af svinekødet i køledisken, at han selv gik i gang med en produktion af frilandsgrise.

Arkæologen, der sprang ud med et mikrodistilleri på Sydfyn og bl.a. laver frugtbrændevine på enkelte æblesorter foruden kryddersnapse og andre spændende flasker.

Æbleplantagen der gerne ville have kunderne til at komme i gårdbutikken året rundt, så de ikke glemte adressen. I første omgang blev sortimentet udvidet med jordbær og kartofler, men ikke mindst med et mosteri der laver most for flere plantager. Most er ikke bare most, som vi skal høre og smage.

Chocolatien der bosatte sig i Faaborg og satte sig for at lave nye spændende chokolader til hele Danmark. Vi skal høre om hans produktion, og hvordan han fik ideen til at komme balsamicoeddike i den fyldte chokolade.

Til sidst slutter vi af med at høre fra en af de virkeligt store producenter, der har formået at skabe en produktion med holdning, der også er succesfuldt slået i gennem blandt forbrugerne. Vi får historier om fødevarekriser indenfor feltet, og hvordan de kan undgås med fagligheden i orden.

KL. 18.30 er dagens formelle program overstået. Vi holder korte pauser mellem indlæggene, så vi er klare i hovedet, men vi er sikre på, at der bliver noget at snakke om til middagen.

Vi nyder en fire retters menu, der er baseret på råvarer fra nogle af de producenter, vi netop har hørt fra, og vi lader legen være fri.

Undervejs afbryder vi sikkert ganske kort – for at introducere et par små konkurrencer.
Omkring kl. 22 er det ved at være tid til at sige tak for i dag, og vi sender jer hjem med en goodiebag med et udvalg af spændende fødevarer.

Alt det med småt:
Prisen for dette arrangement er 595 kr., som du skal betale på forhånd. Prisen er uden drikkevarer, men de kan købes til yderst rimelige priser på stedet. Tilmeldingen er bindende. Man kan dårligt sætte pris på hjerteblod, men pengene dækker udelukkende forplejningen.

Alle bloggere, der skriver om mad og kager er velkomne til arrangementet. Du er også meget velkommen, hvis du er helt ny blogger. Hvis du har spørgsmål til programmet eller andet på hjerte, så kontakt os endelig.

Hvis du vil tilmeldes arrangementet, så send en mail til newyorkerbyheart@gmail.com og mærk mailen ”Madbloggertræf”
Vi glæder os til at se Jer!

Anne og Birthe

Print Friendly
Tilbage

14 kommentarer


  1. Jul 5, 2011
    12:26 pm

    Madpaverne

    Vi glæder os! 🙂


  2. Jul 5, 2011
    12:36 pm

    LaTascha

    Hmm…ja, og jeg er stadig fornærmet over, at I har arrangeret det lige oven i min ferie:-) Heldigvis har jeg jo vilde planer med dig og de der Madpaver senere:-)

    Kærlig hilsen

    Anne.


  3. Jul 5, 2011
    12:58 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Madpaverne!

    I lige måde 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  4. Jul 5, 2011
    12:58 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Anne!

    Hm ja, det var en stor fejl! – men jeg glæder mig til vores projekt med Madpaverne 😀

    KH
    Birthe


  5. Jul 5, 2011
    5:02 pm

    Bettelaus

    Hejsa Birthe,

    Det lyder bare rigtig spændende og jeg glæder mig til, at komme og lytte, smage og snakke he he.

    Hvormange er tilmeldt indtil nu? Chaya, ville gerne høre nærmere om træffet, når det kom tættere på, så jeg er sikker på, at de vil give lidt til de goodiebags der skal deles ud. Så når du ved helt sikkert, hvormange der kommer, må du gerne sige til, så skriver jeg til dem, hvis det er ok?

    Men spændende program.

    Knus Rikke


  6. Jul 5, 2011
    6:40 pm

    Karin

    gad jeg lige godt..det lyder helt fantastiskt…


  7. Jul 5, 2011
    9:16 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Rikke!

    Ja, det er et meget spændende program 🙂

    Jeg vender lige tilbage til dig mht det andet….

    Kh
    Birthe


  8. Jul 5, 2011
    9:16 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Karin!

    Ja, ikk?? Du må lave en madblog, så du kan komme med 🙂

    KH
    Birthe


  9. Jul 6, 2011
    8:11 am

    Rebelsig

    Hvis nogle vil kører med fra Vestjylland har jeg pladser 🙂 Jeg kører fra Esbjerg – så hvis der er nogle på vejen som vil kører med er I velkomne.


  10. Jul 6, 2011
    1:03 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Rebelsig!

    Alletiders, tak for det. Det er hermed givet videre 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  11. Jul 7, 2011
    4:01 pm

    Stine (chokoladesansen)

    Ååh for dælen da.. det lyder jo himmelsk… må skaffe kapital på en eller anden facon.. hmm!


  12. Jul 7, 2011
    7:46 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Stine!

    Ja, ud og skaf nogen 🙂

    Tak for din mail, som jeg er meget glad for, der skal nok komme et svar…..

    Mange hilsner
    Birthe


  13. Jul 8, 2011
    11:04 am

    Stine (chokoladesansen)

    Fu** fandt lige ud af, at jeg er inviteret til fest den weekend… håber jeg kan deltage en anden gang..


  14. Jul 8, 2011
    11:39 am

    Newyorkerbyheart

    Hej Stine!

    Bare rolig, der er allerede et nyt blogtræf i støbeskeen, forhåbentlig næste sensommer 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!