Små, italienske farsbrød……
Sauterede løg, peberfrugt og hvidløg……..
Ingredienserne til farsen blandes sammen…….
…….og den afkølede løgblanding tilsættes……
Farsen formes til bøffer (eller små brød)…….
En god (hjemmelavet) tomatsauce kommes over og så skal det i ovnen……..
Aftenens ikke særlig spændende salat, men dog et grønt indslag………
Inden det er færdig kommes der revet ost på……
Den færdige ret…….
Aftenens tallerken……
……..og salaten……..
Dårlig Tour de France dag i dag, i hvert fald hvis man som mig, holder med Contador. Men hatten af for Andy Schleck (og Cadel Evans), som tog kampen op som en mand (mænd).
I morgen får jeg desværre nok ikke set det hele, fordi vi skal til Esbjerg, hvilket jeg stadig er lidt vranten over – but that’s life……………..
I morgen får kæresten ferie og det er dejligt, så har vi 2 uger sammen. Ikke at vi skal noget særligt, men man ved jo aldrig hvad der dukker op, dog gemmer vi de fleste penge til vi skal til New York senere på året.
Dagens menu stod på små, italienske farsbrød, pasta og en salat. Salaten var ikke det mest ophidsende man kan tænke sig, men hey, jeg fik lavet en salat *S*
Opskriften på farsbrødene har jeg fundet hos Joelen. Lækker og nem opskrift, hvor vi har mad til 2 dage, ren win-win.
Jeg halverede den oprindelige opskrift og bruge kun hakket oksekød. I original opskriften bruges der hakket oksekød og italiensk pølse (presset ud af skindet) og jeg brugte HP Sauce i stedet for Worcestershiresauce.
Jeg brugte den marinarasauce jeg lavede for ikke så længe siden, den var skøn til. Du kan også lave din egen eller du kan bruge en færdiglavet. Hvis jeg skulle bruge en færdiglavet (hvad jeg tit gør), så ville jeg vælge Sugo della Casa, som kan fås i bl. a. SuperBrugsen (Coop’s eget mærke).
Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……..
Små, italienske farsbrød (fra Joelens), 4 pers.:
500 g hakket oksekød
1 stort løg, hakket
1 rød peberfrugt, skåret i små tern
3 fed hvidløg, knust og finthakket
2 æg
1 dl rasp
1 dl frisk, fintrevet parmesan
1 spsk. HP Sauce
1 spsk. balsamico
1 stor håndfuld frisk basilikum, hakket
1 spsk. tørret persille
salt, friskkværnet peber
½ liter tomatsovs
3/4 pose revet mozzarella
olivenolie til stegning
Kom lidt olie på en pande og sauter løg, til de bliver bløde og gennemsigtige, uden at de tager farve. Tilsæt peberfrugt, krydr med lidt salt og friskkværnet peber og lad det sautere med i et par minutter. Tilsidst tilsættes hvidløg, som steger med i 1 minuts tid, under omrøring. Tag det af varmen og lad det køle helt af.
Bland alle ingredienserne til farsen, undtagen tomatsovs og mozzarella. Bland den afkølede løgblanding i og bland det hele godt sammen. Smør et ovnfast fad og form farsen til små brød eller “burgere”. Fordel halvdelen af tomatsovsen over og sæt i ovnen i ½ time ved 180 grader (varmluft). Tag ud, hæld resten af tomatsovsen ved og drys med mozzarella. Sæt i ovnen igen til osten er smeltet og er gylden, ca. 10 minutter. Server til friskkogt pasta og en salat.
Salaten vi fik til, var som jeg har skrevet ikke særlig spændende eller ophidsende, men det var dog trods alt lidt grønt. Det var bare icebergsalat, majs, agurk, San Marzano tomater, peberfrugt og oliven. Dressingen var en færdigkøbt.
Bøger:
Jeg er startet på “Budbringeren” af Daniel Silva. Jeg tror nok at det er 3. bind i serien om Mossad-agenten Gabriel Allon. Jeg har læst de 2 første som er “Vatikanets mand” og “Ildens søn”. Den er allerede ganske spændende og som altid fra Daniel Silva’s hånd, meget velskrevet…….

















