Kitchen sink bars………….
Chips, kokosflager, usaltede cashewnødder, saltstænger og chokolade blandes sammen………
Krummer af digestive kiks blandes med smeltet smør………
Sødet, kondenseret mælk hældes over og fordeles jævnt………..
Derefter den salte/søde blanding – og det hele sættes i ovnen……..
Den færdigbagte kage……….
Som tager sig sådan ud……….
Når nu Anne kom og besøgte mig, syntes jeg også, at vi skulle have noget sødt. Jeg ville gerne prøve at lave lidt anderledes og det syntes jeg egentlig lykkedes meget godt
Kitchen sink bars er det meget lidt flatterende navn, som jeg faldt over hos Serious Eats – og det kunne jeg ikke modstå.
Kæresten spurgte mig om jeg ikke havde kunnet bestemme mig til om jeg ville spise chips eller kage??
Men egentlig er det jo rigtigt, for det er en sjov blanding, men egentlig synes jeg at det smager ganske ok. Det er ikke så sødt som jeg havde forventet, men i går syntes jeg at chokoladen var for dominerende, i dag var det bedre. Måske kagen stadig var lidt lun i går, da vi smagte på den……
Det er en sjov leg med det søde og det salte, men det er egentlig også ret skønt at der er så meget bid i kagen. Bunden er ligesom til en cheesecake, smeltet smør og smuldret kiks. Jeg ændrede lidt på målene i den originale opskrift og udskiftede usaltede peanuts (som det er umuligt for mig at skaffe) med usaltede cashew nødder. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..
Kitchen sink bars (fra Serious Eats), en lille bradepande på ca. 22 x 30 cm.:
300 g digestive kiks
150 g smør, smeltet
100 g god, mørk chokolade, hakket (jeg brugte en med 78%)
ca. 100 g saltede chips, letknuste
1 pose usaltede cashewnødder (jeg så ikke hvor meget der var i, men det er sådan en pose økologiske cashewnødder fra Netto)
100 g saltstænger, groft knuste
1 håndfuld kokosflager
1 dåse sødet, kondenseret mælk
Forvarm ovnen til 175 grader.
Bland chokolade, chips, kokosflager, nødder og saltstænger i en skål. Bræk kiksene i grove stykker og kom dem i en foodprocessor, kør til det er krummer. Hæld det smeltede smør i en lille bradepande (ca. 22 x 30 cm.) og pensl bradepanden med det. Hæld de blendede kiks i og vend det hele godt rundt, til smørret er jævnt fordelt. Fordel krummerne ligeligt i bradepanden og pres det godt ned i formen, til det er jævn og fast. Hæld den kondenserede mælk ud over og fordel det let med en dejskraber. Fordel derefter chokolade-blandingen ligeligt ud over.
Sæt det i ovnen og bag i ca. 17-20 minutter ved 175 grader (ikke varmluft). Afkøl den helt inden den skæres ud i firkanter – ikke alt for store – og serveres.
Den lyder måske lidt underlig – og ser måske også ud – men jo flere gange man smager den, jo bedre bliver den faktisk…………….synes jeg. I går var jeg ikke overbevist om at det var mig, men i dag synes jeg faktisk at den er ret god

















