Pappardelle med svampe og peberfrugtsalat…….
Dressingen til peberfrugtsalaten……
Den færdige salat……….
Løg sauteret og svampene tilsættes……….
Så hvidløg og derefter tørret persille og fløde…..
Vend fintrevet citronskal og frisk basilikum i………
Server med fintrevet parmesan, basilikum og evt. lidt citronskal…..
Aftenens tallerken…………
Jeg må ærlig tilstå at jeg ikke har været særlig vågen i dag, jeg har virkelig været TRÆT. Jeg fik ikke sovet så meget i nat og det skyldes dels denne bog, men også at min astma var helt tosset og der var alt for varmt i huset.
I eftermiddags måtte jeg derfor overgive mig og gå i seng og så fik jeg da sovet i et par timer. Da jeg stod op ved 18-tiden var det ligeså mørkt udenfor, som var det nat. Det blæste, tordnede og regnede som jeg ved ikke hvad – hvad det i øvrigt også gør lige nu. Sikke nogle lyn der oplyser stuen, mens jeg skriver dette……….
Prinsessen har været ude hele dagen og endelig ved 19-tiden indfandt hun sig – for første gang i dag – så vi måtte (igen) have en snak om at hun altså ikke må gøre mig så nervøs. Jeg ved ikke rigtig om det trængte ind
Anyway, hun lignede en druknet mus da hun kom ind. Det er virkelig noget ynkelig over (så) våde katte!
Menuen i aften skulle være nem, så det blev til en lækker pastaret og en salat af peberfrugter, som gav et skønt indslag til pastaretten…….
Pappardelle med svampe, 2 pers.:
1 bakke blandede svampe, rengjorte og skåret i mindre stykker
3 store almindelig champignon, skåret i skiver
fintrevet skal af ½ citron + evt. lidt ekstra til pynt
1 håndfuld basilikum, hakket
1 dl piskefløde (madlavningsfløde kan også bruges)
1 rødløg, finthakket
2 fed hvidløg, knust og finthakket
2 tsk. tørret persille (eller noget frisk)
1 pakke frisk pappardelle
lidt smør og olivenolie til stegning
lidt fintrevet parmesanost
Kom smør og olivenolie på en pande og varm det op. Kom løg på og lad det sautere til det bliver blødt og tilsæt så svampene, krydr med salt og friskkværnet peber. Lad det stege ved høj varme i nogle minutter, under omrøring, til evt. væde er fordampet. Skru lidt ned og tilsæt hvidløg, lad det stege med i et minuts tid. Tilsæt persille og vend godt rundt. Hæld fløde ved og lad det koge lidt ind, til det bliver tykt. Smag til og tilsæt fintrevet citronskal og det meste af basilikummen – tag af varmen.
Kog pastaen til den er al dente, hæld vandet fra.
Husk altid at sovsen skal vente på pastaen og ikke omvendt……
Varm evt. sovsen op igen, hvis den er blevet kold og vend så den friskkogte pasta i. Drys med parmesan, det sidste basilikum og evt. lidt mere citronskal. Server straks.
Peberfrugtsalat:
1 rød peberfrugt, skåret i små tern
1 gul peberfrugt, skåret i små tern
et stykke agurk, flækket på langs, kernerne skrabet ud og skåret i små tern
Dressing:
2 spsk. olivenolie
1 spsk. hvidvinseddike
1 tsk. flydende honning
1 tsk. tørret persille
Maldon salt, friskkværnet peber
1 stor tsk. grovkornet sennep
Bland peberfrugt og agurk sammen. Pisk dressingen sammen og smag den til, inden den vendes i grøntsagerne. Vend godt rundt og server.
I morgen tager vi på Skarrild Hus, et ophold som vi har købt gennem Sweetdeal. Det er ved at være et par måneder siden vi købte det og det er første gang vi skal prøve Sweatdeal – og med alt det jeg efterhånden har hørt om ordningen – så er jeg ret spændt på hvad der venter os.
I hvert fald kunne vi ikke modstå tilbuddet, som lød på picnic, 3-retters menu om aftenen, overnatning og morgenmad for kr. 999,-.
Vi skal have picnic’en i morgen når vi kommer derop, så vi håber da at vi får tørvejr ellers må vi se om vi kan finde et sted indendørs hvor vi kan spise indholdet af picnickurven.
Mit værelse ligner efterhånden – igen – jeg ved ikke hvad. Der står kufferter og ligger tøj over det hele, for det er derinde pakningen til USA-turen foregår. I næste uge skal der stryges tøj og så skal det hele pakkes, for nu er det virkelig lige om lidt. Spændingen er næste uudholdelig, men jeg er da alligevel lidt glad for at vi ikke har været derovre i disse dage, hvor der både har været jordskælv og hvor de også skal have besøg af en orkan!!!! Jeg håber, at elementernes rasen er ophørt, inden vi sætter foden på amerikansk jord…….
Samme dag for et år siden
- Give-away af bogen "Beskytter" af Christian W. Jensen...... - 2011
- Boganmeldelse: "Frihed" af Jonathan Franzen.... - 2011
- Hakkebøffer med tomat-/champignontopping......... - 2010
- Rødspættefileter med grove fritter og ærtedip (Magasinet Mad! nr. 3/09).......... - 2009
- Sambusi med salat og chili-/hvidløgsdressing........ - 2008
- Super god (og nem) bagt æblekage + mandler som snacks....... - 2007
- Grillet flæskesteg med dobbelt bagte kartofler og skysauce...... - 2007

















