Stegt blomkål med citron, oliven og feta…….
Blomkål skæres i buketter og steges i lidt olivenolie…….
Spidskommen og kalamataoliven tilsættes…….
Derefter citronsaft og så tages det af varmen. Tilsæt lidt smør, citronskal, feta og purløg……
Tykke koteletter grillet med BBQ sauce……
Aftenens tallerken……
Jeg er blevet helt vild med koteletter, som jeg ellers aldrig har brudt mig særlig meget om – og da slet ikke grillet. Men siden jeg har fundet de her super tykke koteletter, ca. 3 cm. tykke, har det ændret sig. De er super gode på grillen, fordi de forbliver saftige og har masser af smag………
I dag blev de vendt med lidt god BBQ sauce og fik lov at stå i nogle timer i køleskabet, inden de blev taget ud ½ times tid inden de kom på grillen. De fik lidt salt og friskkværnet peber og blev så grillet på en godt varm grill i ca. 5-6 minutter. De blev penslet et par gange undervejs med BBQ saucen. Så blev de taget af, dækket med stanniol og et viskestykke og fik lov til at stå og trække i 5-7 minutter. Resultat: lækre og saftige koteletter med masser af smag.
Tilbehøret blev blomkål stegt med citron, oliven og feta – en opskrift jeg har fundet hos “Lue vegetarmad“, en super skøn ret som mætter virkelig godt og har masser af smag. Det eneste jeg ændrede var, at jeg tilsatte lidt purløg og lidt hvidløg ellers fulgte jeg ingredienslisten.
Kombinationen af den milde blomkål, der får lidt mere kant når den bliver stegt, kalamataoliven, den lidt salte feta og citronskallen er helt vidunderligt. Retten kan sagtens være en selvstændig ret evt. med noget brød og måske en helt simpel grøn salat – eller den kan bruges som tilbehør til alverdens retter……..
Stegt blomkål med med citron, oliven og feta (fra Lue vegetarmad), 2-3 pers.:
1 blomkål, delt i små buketter
olivenolie til stegning
3/4 tsk. spidskommen
saft og fintrevet skal af ½ citron
salt, friskkværnet peber
ca. ½ glas kalamataoliven uden sten, halveret
2 fed hvidløg, knust og finthakket
lidt cayennepeber
noget feta, fra blok, smuldret
1 spsk. smør
lidt purløg, fintsnittet
Varm olivenolie op på en pande og kom blomkål på, krydr med salt og friskkværnet peber og lad det stege i et par minutter, til det begynder at tage farve. Tilsæt spidskommen, oliven og hvidløg. Steg i et minuts tid mere, vend rundt i det af og til. Pres citronsaften ud over og lad det stege i ½ minuts tid. Tag panden af varmen og vend fintrevet citronskal og smør i. Vend godt rundt til smørret smelter. Smag til med salt og friskkværnet peber, drys med lidt cayennepeber og slut af med lidt purløg. Server varm eller lun.

















