New York dagbog: dag 1……………..
Vi tog afsted fra Billund Lufthavn klokken 10.50 fredag den 2. september og landede i Newark Liberty International Airport (EWR) kl. ca. 20.15 lokal tid (dvs. 02.15 dansk tid). Vi var godt trætte, men havde haft en god flyvetur. Vi sad, så vi ikke havde nogen bagved os og det er altså betydelig mere roligt, hvilket vi værdsatte meget. Ikke at det rigtig blev til noget søvn, men vi fik da slappet af.
Efter at have fået vores bagage begav vi os afsted for at finde det airtrain, som skulle bringe os ind til Penn Station på Manhattan. Det var let nok at finde og ellers er der masser af venlige mennesker der leder en på vej, men vi ventede i ret lang tid og køreplanen var endnu lidt ustabil efter orkanen “Irene”, der havde forårsaget en del oversvømmelse i New Jersey og i det sydlige af Manhattan.
Endelig kom toget dog og vi blev transporteret til Penn Station. Da vi kom op til gaden, prajede vi en taxi, som kørte os til vores hotel. Luften var varm, så taxien kørte med nedrullede vinduer, så vi kunne nyde byen lys og duft, mens vi kørte.
Selvom vi var trætte, vågnede vi noget op efter turen igennem byen, som jo – selvfølgelig – var fuld af liv. Vores hotel – Comfort Inn Central Park West – lå på Upper West Side (UWS) på en stille og rolig gade mellem Central Park West og Columbus Avenue.
Vi var ret spændte på vores værelse, for vi havde forstået at det ville være meget lille – og det var det også – men vi kunne sagtens være der. Vi kunne ikke gå rundt om sengen, men der var rent og pænt. Der var aircondition, et badeværelse med en fin størrelse (værelsets størrelse taget i betragtning), en kommode, TV, et sengebord og et indbygget skab. Vi blev dog nødt til at få pakket ud med det samme, for ellers kunne vi ikke være der, der var ikke gulvplads til vores tasker. Men heldigvis kunne den tomme håndbagage stå inde i det indbyggede skab og kufferterne kunne være under sengen. Efter at have fået et tiltrængt bad, kunne vi endelig gå i seng, da var klokken så også blevet 24.00 lokal tid (dvs. 06.00 om morgenen, dansk tid).
Vi vågnede forholdsvis tidligt – til solskin, varme og høj luftfugtighed - og var godt sultne, så vi skyndte os ned til morgenmaden, som var med i prisen. Jeg havde forventet at der kun var toast, bagels og muffins – men der var så man selv kunne lave belgiske vafler, der var yoghurt, frisk frugt, æg, bacon (eller pølser), morgenmadsprodukter, toast, bagels, english muffins, sådan nogle breve til havregryn, donuts og muffins. Meget mere end vi kunne håbe på. Desuden var der selvfølgelig kaffe, the, kakao, vand, æble- og appelsinjuice.
Morgenmadslokalet var ret lille, så de fleste morgener delte vi bord med nogen, men vi fandt altid et sted at sidde. Mange beklagede sig over det, men jeg syntes egentlig ikke at der var noget at klage over. Hvis man var indstillet på at dele et bord med andre, kunne man altid finde en plads. Det er rigtigt at der ikke var meget plads at komme rundt på, men hey, morgenmaden var med i prisen og der var en del at vælge imellem – så vi havde ikke noget at klage over. Jeg tog ingen billeder overhovedet af vores morgenmad, af en eller anden grund faldt det mig slet ikke ind, så den må I undvære…….
Efter morgenmaden pakkede vi vores tasker og så begav vi os ellers ud i byen. Vi startede med at gå hen forbi Dakota-bygningen – hvor John Lennon boede – og hvor Yoko Ono stadig bor. Man kan ikke komme ind og se den, men det er en utrolig flot bygning udefra. Bygningen lå kun 1 blok fra vores hotel.
Indgangen til Dakota bygningen……….
Fra Dakota gik vi lige over gaden og så var vi inde i Central Park. Vi gik mod syd og kom hen forbi Strawberry Fields, mindesmærket for John Lennon.
Mindesmærket for John Lennon inde i Central Park……
Pludselig, mens vi gik inde i parken, kom vi forbi politi og nogle mennesker der demonstrerede. Det vidste sig, at det var personalet fra “The Boathouse“, som demonstrerede pga. dårlige arbejdsforhold (bl. a. sex chikane) og fordi der var rotter og mus i restauranten.
Vi forsatte vores tur ind igennem parken og kom forbi de smukke steder, bl. a. Bow Bridge, som er en smuk støbejernsbro der forbinder The Ramble med Cherry Hill og som går over The Lake. Den er 18 meter lang. Vi kom også forbi H. C. Andersen og Den Grimme Ælling, hvor der om sommeren læses historier op for børn (og deres forældre). Desuden kom vi også forbi Alice i Wonderland-statuen, som ligger i den nordlige del af Conservatory Water, Grand Central Wildlife Center og Children’s Zoo. Hele tiden er parken jo omkrandset af de høje skyskrabere som står lige udenfor parken på både øst og vest siden.
Herunder følger nogle billeder fra vores gåtur:
The Lake, Central Park……
Bow Bridge, Central Park…..
Et af de mange egern, som er over det hele i parken…….
H. C. Andersen med den grimme ælling, Central Park……
Alice i Wonderland-statuen, Central Park……
Parken var selvfølgelig fyldt med turister – som os – og almindelige new yorkere, der jo bruger parken som deres åndehul. De løber, cykler, går ture, spiser og lufter deres hunde. Det er helt ufatteligt så mange hunde der er i New York, det føles nærmest som om de alle har hunde. Alligevel så vi ikke en eneste gang hundeefterladenskaber på fortove – eller inde i parken – for den sags skyld……
Vi kom ud fra Central Park ved Columbus Circle og gik derfra ned til gedemarkedet ved Times Square. Egentlig ikke et sted i New York som jeg holder af, men det er klart at på kæresten første tur, skulle han selvfølgelig opleve Times Square.
Times Square er turistet på den ufede måde, synes jeg. Der er bare for mange mennesker, for meget gøgl og for dyre restauranter. Når det er sagt, så er der dog pænere om aftenen, synes jeg, når man rigtig kan se lysene. Men altså ikke et sted jeg opholder mig alt for længe ad gangen.
Fra Times Square bevægede vi os ud mod vandet, hvor vi på spiste en sen frokost på Westway Diner (9th Ave. mellem w43. og w44. gade).
Westway Diner vil jeg godt anbefale. Det er sådan en ret typisk diner, hvor lokale tit kommer. Vi endte jeg at spise der 2 gange, det eneste sted vi spiste 2 gange. Priserne er rimelige og deres lemonade kan klart anbefales. I det hele taget drak jeg næsten kun lemonade, mens vi var i New York. Mange steder – og boder – presser deres egen og laver en virkelig god lemonade.
Anyway, hos Westway Diner bliver man anvist et bord – eller du kan spise ved bardisken – du får også regningen ved bordet, men går op til kassen og betaler (sådan foregår det på mange diners). Derefter – eller inden – lægger du drikkepengene på dit bord.
Jeg bestilte min yndlings sandwich, en reuben sandwich, som består af sauerkraut, pastrami (eller corned beef) og swiss cheese. Desuden er der russisk dressing til – nogle gange også smurt på. Den blev serveret med pommes frites og selvfølgelig den obligatoriske “pickle”. Jeg er VILD med de amerikanske “pickles” og har også købt mig et glas med hjem. Jeg bestilte altid et par pickles mere, fordi de bare er skønne.
Det var en STOR sandwich og jeg kunne kun spise knap halvdelen.
Vi kom forbi Ellen Stardust Diner, hvor personalet synger, men hvor maden efter sigende er for dyr og ikke alt for god……..
M&M’s butikken på Times Square…….
Udenfor M&M’s butikken på Times Square…..
Nogle af de utallige rør med M&M’s. Jeg tror vi var nogle af de eneste der gik ud derfra uden at have købt noget…….
Lige overfor ligger Hershey butikken……
Frokost på Westway Diner…….
Fra den sene frokost gik vi ud mod vandet. Ved Pier 86 (w46th Street) ligger USS Intrepid, som i dag er museum. Den blev bygget i 1943 og har været med i både 2. verdenskrig og i Vietnam. Vi nåede desværre ikke at komme ombord.
Ved Pier 83 (w43th Street) ligger Circle Line. De sælger billetter til forskellige sejlture. Jeg kan klart anbefale den lange – 3 timer – hvor de sejler hele vejen rundt om Manhattan. Vi købte nogle kombi-billetter som også gjaldt til The Beast. The Beast er en speedbåd, som som sejler med godt 72 km i timer ud mod Frihedsgudinden. Vi valgte at tage på den tur med det samme, fordi vejret var så skønt – og meget varmt – så vi trængte til at blive kølet lidt af.
Det tager ½ time og er alle pengene værd – hvis du ikke er bange for fart (og vand). Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, du bliver våd!! Turen anbefales ikke for gravide og folk der har piskesmæld – eller dårlige hjerter. Turen sejles IKKE i regnvejr. Men hold da op, hvor var det sjovt. Guiden var sjov og der blev spillet virkelig høj – god musik – mens vi fløj hen over vandet. Jeg havde egentlig troet at jeg ville blive søsyg, men det skete – heldigvis – ikke. Der er selvfølgelig mulighed for at tage billeder på turen, men dit kamera kan godt risikere at blive vådt…..
USS Intrepid……..
The Beast…….
Frihedsgudinden……
Skyline……
Efter den tur, hvor adrenalinet var helt oppe, gik vi hjem mod vores hotel. Vi forsatte dog et lille stykke langs vandet og gik så ind ad w57th Street, gennem Columbus Circle og så hjem på vores gade, w71st Street. Vi var helt vildt trætte da vi nåede tilbage til hotellet, jeg vil tro at klokken var ca. 17.30. Vi svedte også, for der var varmt i New York og luftluftigheden høj, så at komme hjem til aircondition på værelset var SKØNT! Jeg havde brug for en lur – og kæresten faldt også i søvn – og vi vågnede ikke førend klokken godt 20. Så var det op i bad og så ud og finde noget at spise. Vi gik hen på hjørnet af vores gade hvor Harry’s Burritos lå. Jeg fik lemonade og en tacosalad med store rejer, det smagte virkelig lækkert!
Efter det gik vi en kort tur og så var det ellers på hovedet hjem i seng, for hold da op hvor var vi trætte………..
Hjemmelavede tortillaschips og guacamole……
Min lemonade…….
Min tacosalad med store rejer – beklager det dårlige billed……..
Samme dag for et år siden
- Bøf Stroganoff med paprika og hasselbackkartofler (Magasinet Mad! nr. 8/2011).......... - 2011
- Boganmeldelse: "Glasslottet" af Jeanette Walls.............. - 2011
- Pizzasandwich med artiskok, gorgonzola og serrano (fra bogen "Olsen den skaldede kok - mad med saft og kraft", Forlaget Lindhardt & Ringhof......... - 2009
- Cheeseburger med avocado og hjemmelavede, ovnbagte pommes frites...... - 2008
- Flanksteak med citron kartoffel-/rucolasalat og glaserede gulerødder....... - 2007
- "Copenhagen potatoes"............... - 2006

















