Chipotle-chokolade burritos serveret a la Newyorkerbyheart………….
Lav en “bund” af blandede salatblade, agurk, tomater og majs………
Tortillas lægges ud på bordet og oksekøds-blandingen lægges på og der drysses med lidt revet cheddarost……….
De rulles sammen og drysses med lidt ost på toppen, inden de gratineres i ovnen……….
Når osten er smeltet, lægges de over på tallerknerne og pyntes med creme fraiche, guacamole og salsa……..
Selvom jeg var træt i går da jeg kom hjem fra Århus, så skulle der jo alligevel laves mad. Heldigvis var der tid til at slappe lidt af, inden maden skulle laves, så det benyttede jeg mig af……
Aftensmaden bestod af chipotle/chokolade burritos serveret på en bund af salat og med tortillaschips til – og jeg kan kun sige, at det blev en succes – heldigvis har vi også til i dag. 1 burritos pr. person er rigeligt, der er meget mad i sådan en……….
Meningen var egentlig, at jeg “bare” ville lave en hurtig omgang burritos, men det udviklede sig lidt undervejs og jeg er ret så glad for resultatet.
Chipotle-chokolade burritos serveret a la Newyorkerbyheart, 4 pers.:
4 tortillas
500 g hakket oksekød
1 stort løg, hakket
4 champignon, grofthakket (fordi jeg havde en rest)
2 store fed hvidløg, knust og finthakket
½-1 tsk. chipotlepulver, alt efter smag
1 dåse chilibønner
ca. 10 g god, mørk chokolade (jeg brugte en med 85% kakaoindhold)
lidt vand
salt, friskkværnet peber
revet cheddarost
Desuden:
creme fraiche 9%
guacamole
salsa (jeg brugte en færdigkøbt, men lav den endelig selv, hvis du har tid og lyst)
blandede salater
agurk skåret i kvarte skiver
San Marzano tomater, skåret i tern
1½ dl frosne majs, optøede og afdryppede
tortillas chips
Varm lidt olie op i en gryde og sauter løg, til de bliver bløde og gennemsigtige, de skal ikke tage farve. Tilsæt hakket oksekød og svits det, til det bliver brunt, krydr med salt, friskkværnet peber og chipotlepulver. Tilsæt hakket hvidløg og lad det stege med i et minuts tid, under omrøring, til det begynder at afgive duft. Tilsæt chilibønnerne, ca. ½ dl vand og chokoladen – vend det hele godt rundt – til chokoladen er smeltet og det hele varmet godt igennem. Smag til og tag af varmen.
Læg en god håndfuld salat på hver tallerken og fordel lidt agurk, tomat og majs ovenpå.
Læg tortillas på bordet eller på et skærebræt og læg 1/4 af kødfyldet på hver tortillas – eller gem halvdelen til næste dag – hvis I kun er 2. Drys med lidt ost og rul dem sammen, læg dem i et letsmurt ovnfast fad og drys med lidt revet cheddar. Gratiner i ovnen ved 200 grader i ca. 5-7 minutter, til osten er smeltet. Tag ud af ovnen og læg ovenpå salaten på tallerknerne.
Fordel lidt guacamole, creme fraiche og salsa ovenpå – eller server det til – alt efter hvad du har lyst til. Server med tortillaschips og gerne ekstra guacamole og salsa, til at dyppe chipsene i.
Den salatblanding jeg brugte, købte jeg i Tyskland, da vi gjorde et stop i lørdags på vejen hjem. Virkelig lækker miks af forskellige salatblade, sprøde og velsmagende – og til kun knap kr. 7,-. De salatblandinger vi kan få herhjemme synes jeg er ret kedelige, i hvert fald dem, jeg kan købe her hvor jeg bor. Jeg ynder at købe salatblandinger, fordi så slipper jeg for at købe en masse forskellige salater, som jeg måske alligevel ikke får brugt. Jeg vil ikke have noget imod at give væsentlig mere end kr. 7,- for sådan en blanding, hvis den bare var god og interessant – men herhjemme er den både dyrere og MINDRE interessant.
I det hele taget synes jeg jo nok at det er et ret uheldig tiltag at danskerne nu har fået en fedt beskatning, jeg tror ikke at det vil få den virkning som politikerne har håbet på. Jeg synes jo at det ville være bedre om man fjernede momsen på grøntsager i stedet for, frem dog det der er godt i stedet for at lave tiltag mod det der er skidt!! Hvordan kan de være at de kan finde ud af at lægge ekstra skat på noget, når de fremturer at de ikke kan finde ud af at fjerne moms på noget andet – det er simpelthen ud over min fatteevne…….
Man kunne måske også tænke på at fjerne noget af alle de substitut produkter der findes. Hvad der ikke findes af light produkter, produkter hvor der er gået på kompromis med smagen for at skære ned på fedtprocenten og sukkeret. Jeg hører til dem der mener, at light produkter er af det “onde”. Jeg tror de indeholder ting, som vi ikke ved hvordan vores krop reagerer på – og som måske bare får os til at spise mere af noget der er mindst lige så “usundt” som den rigtige vare. Bare min ydmyge mening………

















