Samsøfad………..
Oksekød svitses på panden, champignon tilsættes og derefter hvidløg…………
Opbagt sovs med dild………..
Kogte, pillede kartofler skæres i skiver og lægges i bunden af et letsmurt, ovnfast fad…………
Det stegte oksekød, kommes ovenpå………
Så dampet blomkål………..
Og til sidst den hvide sovs med dild – og så skal det i ovnen………..
Klar til servering………..
Aftenens tallerken……….
Dagen er gået med at prøve at holde mig på benene. Jeg ved ikke helt hvad der er galt med mig, men jeg får de ondeste svimmelhedsanfald, har hovedpine og kvalme. Hvis nogen kiggede ind ad vores vinduer, ville de ser et skørt kvindemenneske slæbe rundt på en stol, når hun bevæger sig rundt i huset – og så gå øvelsen ellers ud på at prøve at nå at sætte sig på stolen INDEN svimmelheden overmaner mig fuldstændig. Det kan være svært nok endda, skulle jeg hilse og sige………
Maden blev dog lavet. Jeg mener jeg så den på et tidspunkt hos Det lille køkken. Nem og lækker ret – især hvis du har en rest kartofler – som skal bruges. Jeg tilsatte lidt champignon og efter min mening, kunne den også godt tåle lidt andre grøntsager, måske nogle gulerødder??
Men godt det smager den. Jeg skriver den som jeg lavede den……………..
Samsøfad, 4 pers.:
passende mængde aspargeskartofler, kogte, pillede og skåret i skiver (eller en rest kartofler)
500 g hakket oksekød
2 fed hvidløg, knust og finthakket
salt, friskkværnet peber
150 g champignon i skiver
1 blomkål, delt i små buketter
Desuden:
50 g smør
50 g mel
½ liter sødmælk
2 bdt. dild, hakket
salt, friskkværnet peber
Kom de små blomkålsbuketter i en gryde, tilsæt vand og lidt salt og kog dem i et par minutter, de skal stadig have bid. Hæld vandet fra.
Varm olie op på en pande og svits oksekødet, til det bliver grynet. Tilsæt champignon og steg videre, til væsken fra svampede fordamper, krydr med salt og friskkværnet peber. Tilsæt hvidløg og lad det stege med i et minuts tid under omrøring. Tag af varmen og smag til.
Smelt smørret i en gryde og tilsæt melet, pisk det sammen. Tilsæt sødmælk lidt efter lidt, pisk i det mellem hver gang, så det ikke er klumper. Når al mælken er tilsat, så lad det koge igennem et par minutter, rør i det af og til. Krydr med salt og friskkværnet peber. Når sovsen er som den skal være, så tag den af varmen og tilsæt den hakkede dild.
Skær de kogte, pillede kartofler i skiver og kom i et letsmurt, ovnfast fad. Hæld kødblandingen over, blomkålsbuketterne og fordel tilsidst sovsen over blomkålsbuketterne. Sæt i ovnen ved 180 grader (varmluft) i ½ time. Server straks, evt. med brød og salat.
Vi fik hverken brød, salat eller noget som helst andet til. Jeg krøb over gærdet hvor det er aller lavest, men heldigvis er der grøntsager i retten, så jeg har ikke så dårlig samvittighed over det. Vi har heldigvis også mad til i morgen, så må vi se om jeg kan svinge mig op til at i det mindste varme lidt brød til.
I dag har jeg fået min lille nye Le Creuset gryde. Jeg faldt over en annonce på QXL, hvor der var en helt ny 2,4 liters Le Creuset gryde til salg. Jeg var heldig at vinde auktionen og kunne nøjes med at betale kr. 380,- for den. Jeg synes selv at jeg har gjort en rigtig god handel. Jeg har en stor Le Creuset gryde, men denne her er bedre, når vi nu kun er os to – og så er den nemmere at tumle – fordi den ikke er så tung som den anden. Låget kan også gå i ovnen ved denne, så nu må jeg hellere får prøvet det grydebrød, som har floreret i blogland igennem lang tid efterhånden.
Er den ikke fin??
I går var vi inviteret om til kærestens mor for at spise og det var rigtig dejligt. Om dagen havde jeg været på café sammen med kærestens søster – og det at være ude i “den virkelig verden” – og bare at skulle ud af huset, trætter mig ret meget. Så det passede helt perfekt. Vi fik stegt kylling, bagte rodfrugter og hjemmelavet agurkesalat – og til dessert var der æblekage – MUMS!
Jeg lånte en kogebog med hjem, som kærestens mor har fra hendes mormor. Den hedder “Husholdning på landet” og er ret sjov at læse i, I skal nok få nogle eksempler hen ad vejen. Den udkom vist første gang i 1941, den jeg har lånt er fra 1943.

















