Boller i selleri………..
Boller i selleri er en god gammel dansk ret, som desværre ikke er så populær længere, men som jeg synes smager super skønt. Jeg er vild med knoldselleri og det skal man nok også være for at kunne lide denne ret og alligevel vel jeg sige, at jeg ikke synes at sellerien er dominerende.
Saucen laves og selleri og kødboller tilsættes………..
Jeg har kigget på forskellige opskrifter på nettet og så samlet min egen og både kæresten og jeg er enige om, at det er noget vi sagtens kan spise igen.
Boller i selleri, 4 pers.:
500 g hakket kalv og flæsk
1 løg, finthakket
1 fed hvidløg, knust og finthakket
salt, friskkværnet peber
1 æg
½ dl skummetmælk
2-3 spsk. mel
½ tsk. tørret timian
Desuden:
1 knoldselleri, skåret i firkanter på ca. 1 x 1 cm.
25 g oliemargarine eller smør
25 g mel
kogevand fra kødboller og selleri
lidt god bouillon (jeg brugte Herbamare)
3 laurbærblade
salt, friskkværnet peber
saft af ½ citron
et nip sukker
persille til drys
Rør ingredienserne sammen til kødbollerne og lad farsen hvile i et kvarters tid. Skær knoldsellerien ud. Kom ca. 1 liter vand i en gryde og tilsæt lidt bouillon, bring det i kog. Når det koger, tilsættes salt og laurbærblade. Form farsen til kødboller og kom dem i gryden, når de kommer op til overfladen, er de nok. Forsæt indtil al farsen er brugt. Når alle kødbollerne er kogte, kommes knoldsellerien i og den koger i ca. 5 minutter. Tag den op. Sigt kogevandet ned i en skål.
Smelt oliemargarine eller smør i en gryde og tilsæt melet, pisk det sammen. Tilsæt nu kogevandet lidt efter lidt, til konsistensen er som ønsket. Lad det koge op og koge igennem i 4-5 minutter. Smag til med salt, friskkværnet peber, citronsaft og evt. lidt sukker. Kom kødboller og selleri ned i sovsen og lad det varme igennem. Server med et drys persille. Vi fik brune ris til, men du kan også servere kogte kartofler eller noget lækkert rugbrød til.
Ih, hvor har jeg været spændt på at kunne vise jeg min nye side og som jeg har skrevet før i dag, så er jeg bare så glad for den. Jeg ved godt at der stadig er nogle småfejl hist og pist – og de skal nok blive lavet når vi opdager dem – men alt i alt, synes jeg at siden fungerer fint. Hvis I støder på nogle problemer, må I sige til, så skal jeg se om de kan blive rettet eller ændret.
I morgen tager jeg en tur til København. Jeg er så nysgerrig efter at se Torvehallerne og om aftenen skal jeg mødes med Louisa og Line til en middag, jeg glæder mig til at se Louisa igen og til at hilse på Line. Line er sådan en dygtig fotograf, som I kan se her, men det er første gang jeg skal møde hende. Jeg er dog sikker på at vi får en hyggelig aften i hinandens selskab.
Samme dag for et år siden
- Begynder vanskeligheder........... - 2011
- Nyt - men alligevel som før........... - 2011
- Tagliatelle panna, piselli e prosciutto (tagliatelle med fløde, ærter og skinke) fra bogen "Sølvskeen"........ - 2010
- Boganmeldelse: "Manden der ikke var morder" af Hjorth Rosenfeldt, Hr. Ferdinand....... - 2010
- Vildtragout og kærnemælksfromage...... - 2010
- Urtekrydrede frikadeller i krydret sauce (Spis Bedre nr. 11/09)............ - 2009
- Vild med dans............... - 2009
- Stjerneskud med rejer og paprikadressing (Magasinet Mad! nr. 6/08)....... - 2008
- Film: Quantum of Solace (007).......... - 2008
- Et lille skridt nærmere........ - 2007





















