Newyorkerbyheart

Ovnbagte andelår med rødkålssalat………….

06 november , 2011 - af Newyorkerbyheart - Kategori: Film (Movies) - Tags: , ,

 Flagesalt, rørsukker og finthakket rosmarin blandes godt sammen………..

………og det gnides ind i andelårene. Stil i køleskab i natten over……….

 Dressingen til rødkålssalaten……….

 Den færdige salat………..

 Smør smeltes og knuste hvidløgsfed lægges på sammen med frisk rosmarin………

 …………og så de forkogte kartofler………

 De færdigstegte andelår………….

 ………og de smørstegte kartofler……….

Aftenens tallerken………

I dag har vi fået lækre andelår, en skøn rødkålssalat fuld af gode ting og nogle vanedannende, smørstegte kartofler – ikke nogen dårlig middag en lørdag aften – skulle jeg hilse og sige.
Lårene blev gjort klar i går, da de skulle stå og trække natten over og resten var til at overskue. Selv kæresten spiste af salaten, som ellers indeholde en del frugt, hvilket han ikke er ubetinget fan af i hans mad.

Opskriften er fra Alt for Damerne. I deres version serveres det dog med en grov kartoffelmos, men da vi fik mos i går, så sprang jeg det over. Egentlig kunne jeg godt have nøjedes med salaten, men jeg vidste ikke om kæresten ville spise den – og så ved jeg at han værdsætter kartofler – så jeg lavede nogle små smørstegte kartofler til. Fremgangsmåden til kartoflerne er ligesom her, jeg tilsatte bare også et par knuste hvidløgsfed og brugte ikke så mange kartofler.

Jeg vidste ikke helt hvor meget kød der var på lårene, men de var ret kødfulde, så vi kunne fint have nøjedes med 2-3. Men da prinsessen sad og kiggede dårende smuk op på os, så plukkede jeg kødet af det sidste og gav til hende. Eller hun fik halvdelen i dag og får så resten i morgen, hun er en forkælet lille kat er hun.

Jeg skriver opskriften som jeg lavede den…………

Ovnstegte andelår med rødkålssalat, 2-3 pers.:
4 andelår
1 spsk. flagesalt
1 spsk. lys rørsukker
nålene af 2 stilke rosmarin, finthakket

Rødskålsalat:
1/4 rødkål, fintsnittet
½ æble, skrællet, udkernet og skåret i små tern
1 pære, skrællet, udkernet og skåret i små tern
1 appelsin, skåret i fileter (mens den holdes ind over salaten, så saften falder ned i skålen)
ca. ½ dl soltørrede tranebær
et par spsk. saltede, ristede nødder

Dressing:
2 spsk. koldpresset rapsolie
2 spsk. hyldeblomst eddike (jeg tror også at æbleeddike kan bruges)
1 tsk. flydende honning
flagesalt, friskkværnet peber
Dagen før:
Gå lårene efter for urenheder. Dup dem tørre. Bland rørsukker, flagesalt og rosmarin godt sammen. Gnid lårene godt ind i blandingen, over det hele. Dæk dem til og stil dem i køleskabet natten over.
Næste aften tages de ud og stilles i en 200 grader varm ovn – med skindsiden opad – i 45-50 minutter. Alt efter størrelse, til de er gennemstegte. Hvis lårene bliver for mørke, pga. sukkeret, så dæk dem med stanniol (det behøvede jeg dog ikke, de fik lige tilpas farve).
Imens laves salaten, den må gerne stå og trække lidt inden den skal spises, så lav den evt. inden lårene sættes i ovnen.
Bland rødkål, æble, pære, appelsinfileter, -saft og soltørrede tranebær sammen. Pisk dressingen sammen og hæld den over, vend det hele godt og grundigt rundt. Smag til. Drys med nødderne og lad den stå og trække til den skal spises.
Server de stegte andelår med salaten og evt. smørstegte kartofler.

Det var SÅ lækkert og bestemt ikke sidste gang jeg laver and på den måde. Det var mørt, saftigt og havde masser af smag. Det var lige før det kunne måle sig med confitteret and.

I aften har vi været ind og se Tintin – Enhjørningens hemmelighed – og sikke en oplevelse!!

Måske er det ikke så underligt at det var sådan en god oplevelse, for det er Steven Spielberg der har instrueret og Peter Jackson der har produceret filmen – og det kan ses. Faktisk har Tintins “far” Georges Prosper Remi (kendt under navnet Hergè) udtalt, at hvis nogen ville kunne en filmatisering af Tintin, så var det Steven Spielberg – og han så rigtigt.
Mig som ellers kender MEGET lidt til Tintin (jeg er bare aldrig blevet fanget af tegneserier og hadede selv Anders And) var helt væk i denne film, så meget så jeg faktisk glemte at den er animeret.
Den er utrolig godt lavet og flot filmet og det er ligefør – men også kun ligefør – at jeg får lyst til at læse tegneserierne. Jeg kan dog godt forstå at folk bliver trukket ind i det univers og jeg forstår også godt at Tintin i nogle kredse er kult, han er en forunderlig lille mand.
Tag ind og se den – også selvom du måske er skeptisk – den er virkelig god.
Vi så den på originalsproget (engelsk) med undertekster, tror ikke at det vil være helt det samme på dansk…………..

Print Friendly
Tilbage

10 kommentarer


  1. Nov 6, 2011
    12:09 pm

    Piskeriset

    Mmm and er også godt. Det skal vi have til frokost i dag. Har du planer om at lave and til Mortens aften?


  2. Nov 6, 2011
    12:38 pm

    heidi

    Det ser skønt ud – men det er sjovt du siger det med at det næsten kan måle sig med confit de canard. Jeg lavede andelår den anden dag efter en opskrift i Mad & Venner, og de blev meget tørre og kedelige. Vi blev enige om at vi netop IKKE vil lave lår på nogen anden måde end confit fremover 🙂
    Men den opskrift du brugte må have været bedre end Mad & Venners!


  3. Nov 6, 2011
    1:11 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Piskeriset!

    Ja, det er i grunden for sjældent at vi spiser and her i huset, det smager jo skønt 🙂

    Vi skal have and, men på restaurant i år – og det ser jeg frem til……

    Mange hilsner
    Birthe


  4. Nov 6, 2011
    1:12 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Heidi!

    Smag og behag er jo forskellig, men efter min mening var andelårene hverken tørre eller kedelige. Jeg synes det var så skønt. De var møre og meget velsmagende 🙂

    Mange hilsner
    Birthe


  5. Nov 6, 2011
    1:29 pm

    heidi

    Det var sikkert de lår jeg brugte der ikke var gode til den opskrift jeg prøvede – jeg er ikke i tvivl om at dit resultat blev godt 🙂


  6. Nov 6, 2011
    1:31 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej igen, Heidi!

    Sådan opfattede jeg det heller ikke 🙂 Jeg tror nogle gange at vi forventer noget andet end det vi får. Jeg havde ikke forventet at resultatet ville blive så godt, jeg havde mere forventet at det ville blive tørt. Men jeg kan anbefale dig at prøve……

    Mange hilsner
    Birthe


  7. Nov 6, 2011
    8:05 pm

    Camilla (Himmelske Kager)

    Det lyder som en rigtig skøn lørdagsmenu. Og spændende med flagesaltet, rørsukkeret og rosmarinen. Jeg skal ind og se Tintin med mine to ældste drenge på lørdag. Det lyder som om vi godt kan glæde os.


  8. Nov 6, 2011
    10:19 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Camilla!

    Det smagte i hvert fald dejligt, kan klart anbefales 🙂

    Håber, at I også vil synes om Tintin.

    Mange hilsner
    Birthe


  9. Nov 6, 2011
    10:54 pm

    Louise

    Hahaha. Birthe, hvis du nu havde læst Tintin, ville du ikke kalde ham en forunderlig lille mand 😉 Han er jo en knægt. Well, han er voksen, men også kun lige. Slet ikke blevet en mand endnu!

    Glæder mig til at se filmen 😀


  10. Nov 6, 2011
    11:01 pm

    Newyorkerbyheart

    Hej Louise!

    Well, my bad 😀 Men god, det er filmen i hvert fald, håber at den også falder i din smag….

    Kh
    Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!