Produkttest: Santa Maria Tapas………..
I aften var tiden inde til at få afprøvet de produkter, som jeg fik tilsendt fra Santa Maria for et stykke tid siden. Santa Maria Tapas er en ny serie, som gør det muligt at lave lækker mexicansk tapas – eller antojitos om I vil – som betyder “småretter” på mexicansk.
Jeg udvalgte nogle ting fra det opskriftshæfte som jeg fik med og det var svært at begrænse mig, for der var mange lækre ting. Men jeg valgte at lave:
- Jalapeño med cheddar og bacon
- Kapers, oliven og pecorino i cherry peppers
- Brie og Escabeche
- Skinke- og ostequesadillas
- Abodokylling på spyd
- Chocodillas med banan
Det hele smagte super godt, jeg tror dog favoritten var de halve jalapeños med cheddar og bacon (selvom de også var ret spicy). Jeg var også ret vild med de små cherry peppers, som er lækre og slet ikke stærke. Quesadillas er jo altid et hit – også med chokolade og banan i. Jeg tror dog at det ville gøre godt med en kugle god vaniljeis til, for at opveje lidt af det søde.
Tapas Spicemix blandes med appelsinsaft, lidt salt og sukker…………..
Blandingen blandes med kylling i tern, som så marinerer lidt………….
Det marinerede kød sættes på spyd og sættes i ovnen…….
Den færdigstegte kylling……………..
Abodokylling på spyd, 4 stk.:
250 g kyllingebryst filet i tern
½ pose Santa Maria Tapas Spice Mix
1/4 dl friskpresset appelsinjuice
lidt salt
Rør krydderiet sammen med juice og salt. Skær kylling i tern og kom det i en pose sammen med marinaden. Bland det hele godt sammen, så marinaden er godt fordelt. Lad det marinere i ½ time. Hvis der bruges træspyd, så skal i lægge i blød i koldt vand i en times tid. Sæt kødet på spyd og sæt det i en 225 grader varm ovn (varmluft), steg i ca. 6-8 minutter, til de er gyldne og gennemstegte. Server dem varme.
De halve jalapeños duppes tørre og en bjælke cheddar lægges i…………..
Færdigstegte og klar til servering………….
Jalapeños med cheddar og bacon, 10 stk.:
1 glas Red Jalapeño halves, afdryppet og duppet tørre
10 cheddar bjælker
5 skiver bacon, halveret
Læg cheddarosten ned i de halve jalapeños og vikl bacon om. Sæt dem under ovnen grill i ca. 4 minutter, til baconen er stegt. Server dem varme – nok ikke egnede til børn, da de er ret spicy.
Kapers, sorte oliven og pecorinost blandes sammen……………
Fyldet kommes i afdryppede cherry peppers…………..
Kapers, oliven og pecorino i cherry peppers, 8 stk.:
1 spsk. afdryppede kapers, hakket
10 sorte oliven uden sten, hakket
3 spsk. pecorinoost, fintrevet
Bland kapers, oliven og pecorino sammen. Afdryp cherry peppers og dup dem tørre. Skær en tynd, tynd skive af bunden, så de kan stå. Fordel fyldet i dem.
Tostaditos med Escabeche……………..
Brie i skiver lægges ovenpå og drysses med lidt paprika……………..
Brie med Escabeche, 6 stk.:
6 stk. Tostaditos
6 tsk. Escabeche
6 skiver brie
lidt paprika
Læg Tostaditos på en fad eller en tallerken og kom en god teskefuld Escabeche på hver. Læg en skive brie på og drys med paprika.
Quesadillas med revet ost og røget skinke…………
Skinke- og ostequesadillas, 1 stk. = 4 trekanter:
1 skive god, røget skinke – skåret i tern eller strimler
revet mozzarellaost
Læg lidt ost på det ene stykke brød, drys med skinken og kom lidt ost ovenpå igen, inden det andet stykke brød lægges ovenpå. Steg på en tør, varm pande – et par minutter på hver side – til den er gylden og osten er smeltet. Tag af panden og skær i 4 trekanter. Server varm.
Banan blandes med hakket, mørk choklade……………
Fordel halvdelen af fyldet på det ene brød…………
……og fold til en halvmåne, smør med smør på begge sider……………
Steg sprød og gylden, inden den afkøles, halveres og serveres………….
Chocodillas med banan, 2 pers.:
½ banan
20 g god, mørk chokolade
smør
Skær banan i tern og bland det med hakket chokolade. Fordel det på de to brød og fold dem sammen som halvmåner. Smør dem med smør på begge sider og steg på en pande, til de er gyldne og sprøde. Lad dem afkøle, inden de deles, så hver brød giver 2 trekanter. Server lun, gerne med en kugle god vaniljeis.
Jeg har været en del underdrejet siden min tur til København, jeg har kæmpet lidt med en forkølelse og uendelig træthed, så det er ikke de store kulinariske udskejelser det er blevet til.
I fredag var kæresten til svendegilde, så jeg lavede friske forårsruller til mig selv. Jeg lavede dem ligesom her og her. Jeg elsker de friske forårsruller, som ikke er så tunge, som de stegte.
Min anretning fredag aften: friske forårsruller med dip………….
Jeg hentede kæresten kl. 02.30, langt, langt ude på landet ved Grindsted. Så inden vi havde afleveret de andre der kørte med og var hjemme igen, var klokken blevet 03.30. Derfor var dagen i går præget af umådelig træthed og en lang lur på sofaen. Aftensmaden bestod af flanksteak, pommes frites fra fryseren, hjemmelavet bearnaise sauce og en hel enkel salat. Det var lige hvad vi begge to trængte til, uhmmmmm…………..
Jeg minder jer lige om igen, igen at ændre min adresse, hvis du har mig på din blogroll eller i din læser. Hvis du har mig på din blogroll, skal adressen ændres til: www.newyorkerbyheart.com. Hvis du har mig i din læser, skal adressen ændres til: www.newyorkerbyheart.com/feed.




















