Risotto med kantareller og æble/timianfyldte svinekoteletter…………..
Læg steges lidt sammen med æble og timian……..
Koteletterne brunes, inden de kommes i ovnen……….
Løg sauteres og derefter tilsættes arborio-risene………..
Den færdige risotto………
Aftenens tallerken……….
Jeg har glædet mig hele dagen, for i dag stod menuen på risotto og det er virkelig længe siden vi sidst har fået det. Risotto er den af mine yndlingsretter – og bortset fra at der skal røres og røres – så er det jo nemt at lave. I dag blev risottoen lavet med kantareller.
De sidste par gange vi har fået risotto, har det være med perlebyg – hvilket også er virkelig lækkert – men i dag skulle det være med de helt klassiske ris.
Som tilbehør fik vi nogle tykke, lækre svinekoteletter med ben, som jeg fyldte med æbler, løg, bladselleri og timian. SKØN aftensmad
Risotto med kantareller, 3 pers.:
300 g arborio ris (risottoris)
3 skalotteløg, finthakket
1 fed hvidløg, knust og finthakket
1 3/4 dl tør hvidvin
6½-7 dl god hønsefond
salt, friskkværnet peber
1 bakke kantareller, børstet rene og skåret i grove stykker
90 g hel parmesan, fintrevet
50 g smør, koldt og skåret i tern
olivenolie til stegning
smør til stegning af kantareller
persille, finthakket
Varm hønsefonden op, så den er varm når den tilsættes. Smelt lidt smør og steg de rengjorte kantareller i nogle minutter, tag dem af varmen.
Varm lidt olivenolie op i en gryde ved middelvarme og sauter løg og hvidløg til de bliver bløde og klare – de må endelig ikke tage farve. Tilsæt risene og rør rundt, til de ligesom bliver klare/gennemsigtige. Hæld vinen ved og lad det fordampe helt – mens der røres i det – inden fond tilsættes en suppeskefuld ad gangen. Under hele tilberedningen er det vigtigt at der røres hele tiden – eller i hvert fald det meste af tiden. Tilsæt først mere fond, når det forrige er arbejdet helt ind i risene, forsæt indtil fonden er brugt og risottoen er al dente – det tager ca. 20-25 minutter. Smag risottoen til.
Tilsæt nu kantarellerne og rør godt rundt, lad dem blive varme. Tilsæt parmesan og smør, rør kort rundt i det, læg låg på og lad det stå og trække i 3-4 minutter. Tag låget af og rør godt rundt, nu skulle risottoen være helt perfekt: al dente og cremet. Server straks og drys med lidt persille.
Æble/timianfyldte svinekoteletter, 2 pers.:
2 tykke svinekoteletter med ben
½ æble, skrællet og skåret i små tern
½ lille løg, skåret i tern
½ stilk bladselleri, i meget små tern
timian fra 1 kvist
salt, friskkværnet peber
smør
olivenolie
Skær en lomme i hver kotelet med en skarp kniv.
Smelt lidt smør og sauter løg og bladselleri, til det bliver blødt og mørt, men det skal ikke tage farve. Tilsæt æble og timian, steg i 1 minuts tid og krydr med salt og friskkværnet peber. Tag af varmen.
Fordel fyldet i koteletterne og luk med tandstikkere.
På samme pande smeltes lidt mere smør og lidt olivenolie tilsættes. Koteletterne krydres og brunes på begge side. Læg i et smurt ovnfast fad og stil i ovnen i. Bag ved 175 grader varmluft i ca. 15-17 minutter, alt efter tykkelse på koteletterne. Tag dem ud af ovnen og lad dem trække i 5 minutter, inden de serveres.
I morgen skal der laves sushi og måske lidt andre sjove ting, hvis kræfterne rækker. Kæresten skal holde afslutning med bestyrelsen i tennisklubben, så jeg er selv hjemme – og det er en god anledning til at få sushi. Her i byen har vi ingen sushisteder (desværre). Jeg skal ud på en køretur på 25 minutter hver vej, hvis jeg vil hente sushi og det orker jeg jeg ikke – og med de høje priser der er på brændstof – er det også en unødig udgift, så derfor laver jeg det selv. Jeg glæder mig allerede……
Samme dag for et år siden
- Rosenkålgratin (Food Network Magazine, November 2010)...... - 2010
- Op på hesten igen......... - 2010
- Provencalsk estouffade med oksekød (fra bogen "Gryderetter", People's Press)........... - 2009
- Så er køkkenet på plads....... - 2007
- Kalkun-/pasta "snask" a la Newyorkerbyheart - 2007
- Ungarnsk kartoffelsuppe og oliven-/baconfirkanter, del 2.......... - 2006
- Ungarnsk kartoffelsuppe og oliven-/baconfirkanter, del 1.......... - 2006

















