Chokoladekage med cheesecake-topping (fra Louisa Lorang)………
Vores gæster i går, skulle selvfølgelig også have dessert – og det skulle helst være noget der var ret nemt – da kræfterne var nærmest ikke tilstede. Valget faldt på en chokoladekage med cheesecake-topping fra den skønne Louisa Lorang.
Den smagte dejligt, jeg var ret vild med den søde chokoladekage til den let syrlige cheesecake. Kæresten var ikke helt vild med den, men til ham skal det også bare helst være sødt, med sødt på
Jeg bagte kagen i torsdags, så den kunne nå at køle godt af og i går formiddags lavede jeg så cheesecake-toppingen. Cheesecaken skal have tid til at sætte sig i nogle timer eller natten over.
Smør, rørsukker og chokolade smeltes over vandbad………..
Dejen hældes i en springform og bages……….
…………og så skal den afkøles – helt…………
Flødeost blandes med flormelis, citronskal og -saft……..
Cheesecake-blandingen hældes over den helt kolde kage………….
Kagen pyntet og klar til servering………
Her er opskriften som jeg lavede den.
Chokoladekage med cheesecake-topping (fra Louisa Lorang), 1 springform:
Kage:
90 g rørsukker
100 g smør
100 g god, mørk chokolade (jeg brugte 70%)
1 spsk. mel
3 æg
Smør en springform og beklæd den med bagepapir. Smelt sukker, smør og chokolade over vandbad. Pisk mel i chokolademassen og derefter æggene en ad gangen. Hæld dejen i springformen og bag ved 200 grader (ikke varmluft) i 17-20 minutter, til den er netop gennembagt. Lad kagen køle helt af, gerne til dagen efter.
Cheesecake-topping:
3 blade husblas
2 dl piskefløde
korn af 1 stang vanilje
200 g flødeost naturel
fintrevet skal af en ½ økologisk citron
citronsaft af ½ citron
50 g creme fraiche 38%
50 g flormelis
bær til pynt (jeg valgte jordbær – som var danske – og vindruer.
Rør flødeost, citronskal, -saft og flormelis sammen. Læg husblas i blød i koldt vand i 5 minutter. Lun piskefløde og kom vaniljekornene i. Smelt husblasen i den lune fløde. Rør fløden i flødeost-blandingen, til det er en ens masse og hæld det over den kolde chokoladekage. Dæk den til og stil koldt i nogle timer eller gerne natten over. Lige inden servering, tages kagen ud af formen, løsnes i bunden med en smal spatel og flyttes forsigtigt over på et fad. Pynt med bær og server.
Samme dag for et år siden
- Flødeost/jalapeño snack + skinke gratineret med whiskey og rødkålssalat med tørrede figner.......... - 2011
- Laks med fløde, hvidvin, skalotteløg og fettuccine (fra bogen "Spilopper & Stjerneskud")...... - 2011
- Madsnobberi???......... - 2010
- Smag & Behag, december 2010....... - 2010
- Svinemørbrad med spinat og svampesauce....... - 2008
- Skøn ret med tun og pasta....... - 2007
- Her er SÅ dejligt!!............ - 2007


















