Varm sandwich med mozzarella og chorizo………..
Altså der var jo en tidlig håndboldkamp i dag, Danmark mod Polen ved EM i Serbien, så menuen i dag skulle være let og der skulle spises tidligt – noget vi ellers ikke gør ret tit her i huset. At håndboldkampen så ikke gik særlig godt eller rettere var en skuffelse, det er så en helt anden sag………
Valgte faldt på en varm sandwich, det er meget længe siden vi har fået sådan en, vores toaster har været gemt langt væk i rigtig lang tid. Men i dag, blev den fundet frem og støvet af
Som tilbehør fik vi en nem salat bestående af blandede salatblade, grillede, marinerede artiskokker, grillede oliven (jeg køber dem i Fakta og er blevet dybt afhængig af dem), soltørrede tranebær og Galia melon. Dressingen var bare en klassisk vinaigrette.
Ciabattabrød smøres med pesto………
…….så chorizo, basilikum og på den anden halvdel af brødet frisk mozzarellaost i skiver………
Den varme sandwich serveret med salaten………..
Varm sandwich med mozzarella og chorizo, 2 pers.:
½ ciabattaflutes, delt i 2
1 lille glas pesto, købt eller hjemmelavet
blandede salatblade
4 skiver parmaskinke (jeg piller fedtkanten af, ikke fordi jeg er bange for den, men fordi jeg ikke kan lide den)
6 skiver chorizo
friske basilikumblade
6 skiver frisk mozzarella
Flæk ciabattabrødet og smør begge sider med pesto. Fordel salatblade på halvdelen af brødstykkerne og derefter parmaskinke, chorizo og frisk basilikum. Læg osteskiverne på den anden del og læg stykkerne sammen. Læg dem i en toaster, selvom det er meget svært at lukke den uden det hele glider fra hinanden eller smør sandwicherne med lidt smør på ydersiderne og steg dem på en slip-let pande, til de bliver gyldne og osten smelter lidt. Server med en salat.
Ellers sker der ikke det helt store her i det lille hjem. I dag har været en rigtig dårlig dag. Jeg kæmper stadig for at komme ovenpå og så har jeg haft en imponerende hovedpine, som har fået mig til at bevæge mig rundt i et tempo, hvor selv en snegl ville ligne en formel 1 bil
Men i morgen er der atter en dag og jeg kan håbe, at den bliver bedre end dagen i dag.
Kæresten er ved at planlægge den årlige herre-skitur, som er lidt senere i år end den har været de andre år. Men nu har de endelig fundet noget, så de kan tage afsted sidst i februar måned og i de dage vil jeg give mig selv en lille ferie. Jeg vil tillade mig mere eller mindre at trække stikket ud og bare gøre hvad jeg har lyst til: sove længe, spise hvad og hvornår jeg vil – og nok vende op på nat og dag – det er jeg rigtig god til. Hygge mig med prinsessen og prøve at tage så godt vare på mig selv, som overhovedet muligt. Jeg tror at det er det jeg trænger til.




















