Fastelavnsboller med creme og rom-/chokoladeglasur………
Jeg lod brødmaskinen om at ælte dejen………..
Dejen rulles ud og skæres i firkanter………..
Dejen lukkes om cremen og sættes på bageplade med sammenføjningen nedad……….
Flormelis, kogt vand og mørk rom…………
Glasuren kommes på bollerne……..
Og så skal der bides til bolle…………….
For nogle uger siden bad jeg om den bedste opskrift på fastelavnsboller inde på min Facebook-side. Der kom rigtig mange lækre opskrifter og da jeg ikke kunne vælge, lavede jeg en fusion mellem de forskellige opskrifter. Resultatet blev ret godt, hvis jeg selv skal sige det. De blev fyldt med masser af god, hjemmelavet creme, men du kan jo fylde dem med det du har lyst til.
Jeg lavede dejen på min brødmaskine, på dejprogrammet, da mine hænder ikke rigtig kan holde til at ælte dej. Men du kan bare lave det på almindeligvis, hvis du ingen brødmaskine har. Her kommer mit bud på en god fastelavnsbolle…………
Fastelavnsboller med creme og rom-/chokoladeglasur ca. 20 stk.:
25 g gær
2½ dl sødmælk
1 dl piskefløde
1 spsk. flydende honning
1 æg
1 tsk. kardemomme (kan udelades)
160 g smør, blødt
½ tsk. salt
ca. 475 g mel (husk vægtangivelse på mel er altid vejledende, tilsæt det ALTID lidt efter lidt. Deje er forskellige og tager forskellig mængde mel)
Creme:
Jeg brugte den creme som her, bare i dobbelt portion – dog kun korn af 1 stang vanilje.
Glasur:
1½ spsk. usødet kakaopulver
2 spsk. kogende vand
1 spsk. mørk rom
tilsæt så meget flormelis der skal til, til glasuren bliver pænt tyk, men så den stadig kan fordeles på bollerne.
Alle ingredienserne kommes i brødmaskinens beholder (dog kun ca. 380 g mel, hold resten tilbage) og maskinen sættes på dejprogram (hos mig tager den 1½ time). Når dejen starter med at ælte, så kig ned til det og tilsæt nu mel lidt efter lidt, mens den ælter, til det passer (dvs. dejen slipper beholderens sider). Lad nu maskinen gøre arbejdet for dig og slap imens. For vejledning hvis du ikke bruger brødmaskine, se note forneden. I mellemtiden (eller inden) laves cremen, så den kan nå at køle af. Se opskriften her og lav dobbelt portion. Når maskinen er færdig, tages dejen ud på et meldrysset bord og deles i 2. Rul hver stykke ud til en firkant og skær i firkanter på ca. 10 x 10 cm. Kom en skefuld creme på hver og fold hjørne mod modsatte hjørne, til du har alle fire hjørnespidser samlet. Tryk godt sammen, så den er godt lukket, så cremen ikke flyder ud undervejs. Sæt på en bageplade med bagepapir og forsæt med resten af dejen. Dæk bollerne til og lav den hæve i endnu 1 time. Bag ved 225 grader (ikke varmluft) i 10-12 minutter, til de bliver gyldne. Tag dem ud og lad dem køle af på bagerist. Til glasuren blandes først kakao, kogende vand og rom. Derefter tilsættes flormelis. Rør det godt sammen, til den bliver blank og glat. Kom den på, når bollerne er afkølet så meget, så de kun er lune. Spis straks – de kan også fryses, men det skal være uden glasur.
Note:
Hvis dejen laves i hænderne, så gør sådan:
Lun mælk og fløde, til det er håndvarmt, dvs. 37 grader. Smuldr gæren i en skål og tilsæt flydende honning. Hæld den lune mælkeblanding over og rør gæren ud. Tilsæt kardemomme, æg, salt og blødt smør. Tilsæt melet lidt efter lidt, til dejen kan tages ud på køkkenbordet og æltes. Tilsæt mere mel efter behov, til dejen er glat, smidig og lidt fedtet – men så den stadig kan æltes. Kom dejen tilbage i skålen, dæk den til, stil den et lunt sted hvor det ikke trækker og lad den hæve i 1 god times tid.
GOD FASTELAVN TIL JER ALLE



















