Newyorkerbyheart

Fladbrød med hummus, feta og salat………..

Prøver på Amos nye meltyper…………

Fuldkornsmel af vårhvede………….

Fuldkornsmel af rug……………

Hvedemel af vårhvede…………

I dag modtog jeg nogle prøver på Amos nye meltyper og da jeg alligevel havde planlagt at bage i dag, så kunne det jo ikke passe bedre. Ud fra de fladbrød jeg har bagt, så må jeg indrømme at jeg har svært ved at vurdere om melet er bedre end andet mel, men jeg må så også sige at jeg aldrig har gået så meget op i det. Pandebrød er måske heller ikke det optimale at måle med. Men brødet blev i hvert fald godt og det smagte dejligt 🙂

Selvom vi fik vegetarmad i tirsdags, så fik jeg lyst til at lave noget mere mad uden kød. Jeg ved ikke helt hvad der er med min krop, men i dag havde den bare lyst til noget lidt sommer-agtigt mad. Så jeg bagte nogle fladbrød, lavede noget hummus og tzatziki – og toppede ellers op med grøntsager, feta og kalamata oliven. Det var et HIT. Hvis du gerne vil have noget kød vil noget stegt/grillet kylling være godt til (ovenpå) eller nogle stegte/grillede tigerrejer. Men det kan fint spises uden og det mætter dejligt.

Jeg lavede dejen til brødene i min brødmaskine, som sædvanligt, men du kan fint lave den i hånden. Bare gør, som ved alle andre gærdeje.

Brødene steges på panden…………

De forskellige slags topping………..

Læg et brød på hvert tallerken……….

Smør hummus ovenpå……..

Fordel salat, rødløg, agurk, tomater, feta og kalamata oliven ovenpå……….

Top op med tzatziki og server……….

Fladbrød med hummus, feta og salat, 4 pers.:

Brød:

20 g gær

2 dl yoghurt naturel

1½ dl lunken vand (37 grader)

1 tsk. flydende honning

1 tsk. groft salt

200 g fuldkornsmel af vårhvede

ca. 250 g hvedemel af vårhvede

Desuden:

hummus

tzatziki

icebergsalat, snittet (romaine vil også være godt)

San Marzano tomater, skåret i tern

½ agurk, skåret i kvarte skiver

1 lille rødløg, skåret i i fine skiver

1 styk feta (150 g), smuldret

kalamataoliven, jeg brugte nogen uden sten

Kom ingredienserne til brødene i brødmaskinens beholder, hold noget af hvedemelet tilbage. Sæt maskinen i gang på maskinens dejprogram (det tager 1½ time hos mig, inkl. hævning). Imens den starter med at ælte så kig ned i maskinen af og til, for at se om der skal tilsættes mere mel eller væde. Dejen er perfekt, når den slipper beholderens sider, mens der æltes. Når dejen er færdig, tages den ud på et meldrysset bord og deles i 8 stykker. Hver del rulles tyndt ud til en cirkel, ca. 2 mm. i tykkelse. Bag dem på en varm pande UDEN nogen form for fedtstof, i ca. 1 minut i alt. Pak dem ind i et rent viskestykke for at holde dem varme. Fordel hummus ovenpå brødene og derefter salat, rødløg, agurk, tomater, oliven og feta. Slut af med lidt tzatziki.

 

I morgen har vi bestilt billetter til at se “Hamilton – i nationens interesse“, som jeg glæder mig rigtig meget til at se. Vi havde jo faktisk bestilt billetter til forpremiere, men så blev jeg syg og havde absolut ikke lyst til at skulle i biografen. Jeg er ved at føle mig nogenlunde frisk igen, men er stadig uendelig træt og hoster også stadig en del. Den stærke penicillinkur jeg fik hvor jeg kun skulle tage 3 piller, er i kroppen i 10 dage, så det har nok også noget med det at gøre. Det er først i dag det er dag 10. Men jeg har også hørt, at det kan tage rigtig lang tid at komme sig ovenpå kold lungebetændelse, så jeg må bare være tålmodig. Jeg har faktisk måtte aflyse nogle ting i den sidste tid, fordi jeg simpelthen ikke har kunnet overskue det. Det er altid træls, men jeg må jo tænke på helbredet engang imellem 😉

Print Friendly
Tilbage

14 kommentarer


  1. Feb 23, 2012
    11:46 pm

    sara

    Det ser i hver fald lækkert ud med dine fladbrød og tilbehør! – har også modtaget samme hyggelige pakke med posten i dag og sidder lige nu og dufter til nybagt rugbrød, som jeg håber er kølet nok til at smage en lille skive af om lidt:-)


    • Feb 24, 2012
      12:36 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Sara!

      Uhmm, nybagt rugbrød 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  2. Feb 24, 2012
    9:24 am

    Misbah

    De ser ihvertfald gode ud, fladbrød´ne
    Jeg har lig også været syg, den er svært at slippe med den hoste. God bedring til Birthe.
    venlig hilsen Misbah


    • Feb 24, 2012
      12:34 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Misbah!

      Tak, det blev også ret gode 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  3. Feb 24, 2012
    10:03 am

    Piskeriset

    Åh, du har ret – sådan et pandebrød med grøntsager er skønt. Gid jeg skulle have det til frokost i dag 🙂


    • Feb 24, 2012
      12:33 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Piskeris!

      Jeg glæder mig i hvert til resterne i aften 😀

      Mange hilsner
      Birthe


  4. Feb 24, 2012
    12:34 pm

    iphone reparationer

    Jaaa, Kombinationen med Hamilton og Michael Persbrand lyder som en interessant konstellation 🙂

    Hilsen

    Kent


    • Feb 24, 2012
      12:37 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Kent!

      Det håber jeg i hvert fald 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  5. Feb 25, 2012
    4:37 pm

    feenfood

    Det lyder bare som opskriften på en rigtig hyggelig aften, sådan med pandebrød, humus og andre lækre sager.
    Jeg er lidt spændt på dine oplevelser med melet, har selv stået og kigget på det nogle gange og har været i i syv sind om jeg skulle købe det og om det egentlig ‘var så anderledes’ end andet mel.


    • Feb 25, 2012
      11:06 pm

      Newyorkerbyheart

      Hej Feenfood!

      Jeg ved ikke hvor meget man kan bedømme ud fra det her brød ellers er jeg måske bare ikke det rette til det. Men her syntes jeg ikke at der var den store forskel 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  6. Feb 29, 2012
    12:13 am

    kristina

    Hej,
    hvordan spiser man brødet når det er anrettet som du har gjort her?
    Jeg har kun lavet og spist fladbrød hvorjeg har revet små stykker af og dyppet i noget, eller foldet sammen omkring noget fyld.
    Men det her ser super lækkert ud 🙂


    • Feb 29, 2012
      12:14 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Kristina!

      Med kniv og gaffel 🙂

      Mange hilsner
      Birthe


  7. Feb 29, 2012
    12:19 am

    kristina

    haha… okay ja tak 🙂
    Laver du fladbrødene helt helt tynde, eller med en smule tykkelse?
    Forestiller mig, at man bedst vil kunne spise dem med kniv og gaffel hvis der er en smule tykkelse 🙂


    • Feb 29, 2012
      12:22 am

      Newyorkerbyheart

      Hej Kristina!

      Jeg laver dem ikke helt tynde, nærmest sådan en mellemvare vil jeg mene, men det styrer du jo selv 🙂

      Mange hilsner
      Birthe

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort eller delt. Krævede felter er markeret med *

Protected by Copyscape Plagiarism ScannerCOPYRIGHT TILHØRER NEWYORKERBYHEART
- derfor er det ULOVLIGT at kopiere indhold herfra. Det gælder billeder OG tekst!