Krebinetter med grøntsagsstuvning og kartofler (Magasinet Mad! nr. 2/2012)………
Blomkål og gulerødder koges i kalvebouillon………..
Mælk tilsættes til passende tykkelse, ærter tilsættes og så er stuvningen klar til servering……….
Krebinetterne (eller karbonaderne) paneres og steges………
Vi skulle faktisk have haft besøg af kærestens mor i går aftes til spisning, men jeg måtte aflyse da benene simpelthen ikke ville bære mig. Jeg skiftevis frøs og svedte. Jeg pudsede næse i et væk, havde feber og ville bare helst sove, så det gjorde jeg det meste af dagen – og spillede Wordfeud når jeg var vågen. Jeg har fået en masse nye Wordfeud venner, det er super sjovt og jeg nyder det 🙂
Nå, men i aften skulle vi faktisk have været i biografen til forpremiere på Hamilton, men da jeg stadig ikke har det alt for godt så aflyste vi det og havde kærestens mor nede i stedet for. Menuen stod på god gammeldags mad: krebinetter (karbonader) med grøntsagsstuvning og kartofler (fra Magasinet Mad! nr. 2/2012). Jeg ville nok kalde dem karbonader, men andre kalder dem krebinetter. Hvad kalder du dem??
Anyway, jeg forberedte det meste i formiddags, så det kun var karbonaderne der skulle formes og steges i aften – og kartoflerne koges. Det smager jo skønt sådan noget mad synes jeg og når vi får det, så tænker jeg altid at det burde vi da have noget oftere.
Jeg panerede karbonaderne i panko rasp, men brug bare almindelig rasp hvis du har det. Jeg lavede 3 karbonader ud af 500 g hakket kød og da jeg havde taget 2 pakker kød op, fik jeg 6 karbonader. Så vi har også til i morgen, hvilket jeg er virkelig glad for. Ellers ændrede jeg faktisk ikke noget. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den………..
Krebinetter med grønsagsstuvning og kartofler (Magasinet Mad! nr. 2/2012), 6 pers.:
900 g hakket kalv og flæsk
1½ dl pankorasp
1 æg
salt, friskkværnet peber
smør og olie til stegning
1 lille blomkål, plukket i mindre buketter
5 gulerødder, skåret i skrå skiver
100 g fine ærter, fra frost
½ liter kalvebouillon ( jeg brugte vand og 1½ spsk. flydende fond)
ca. 2½ dl sødmælk
2 spsk. smør
3 spsk. mel
salt, friskkværnet peber
lidt friskrevet muskatnød
persille, finthakket
Desuden:
kartofler
Skræl kartoflerne og kog dem i letsaltet vand, til de er netop møre. Pluk blomkålen buketter, der ca. passer til en mundfuld. Skær gulerødderne i ca. 2 cm. tykke skiver. Kom vand og fond i en gryde og bring det i kog. Tilsæt blomkål og gulerødder og kog i 3 minutter. Imens sættes en dyb tallerken ovenpå gryden med smør og mel, som smeltes og røres sammen til en smørbolle. Når de 3 minutter er gået, kommes smørbollen ned i gryden og der røres godt, så der ingen klumper er. Tilsæt mælk lidt efter lidt, til det har passende tykkelse. Smag til med salt, friskkværnet peber og muskatnød. Når stuvningen har småkogt i et par minutter, så melsmagen koges væk, tilsættes ærterne. Lad det simre igen i et par minutter, til ærterne er gennemvarme, så er stuvningen klar til servering. Del det hakkede kød i 6 og form til store krebinetter/karbonader. Bland rasp, salt og friskkværnet peber i en dyb tallerken. I en anden slås ægget ud og det piskes let sammen. Varm smør og olie op på en pande. Vend nu først karbonaderne i æg og derefter i rasp. Steg i ca. 8-10 minutter på hver side (mine var ret så tykke), men ellers efter tykkelse. Hold dem evt. varme i ovnen ved ca. 100 grader (ikke varmluft), hvis du ikke kan have dem alle på panden på en gang. Lad være med at overfylde panden, for så koger de nærmere end steger. De må ikke røre ved hinanden, steg hellere ad flere omgange. Server krebinetter/karbonaderne med grønsagsstuvningen, de kogte kartofler og et drys persille.
Pingback XL muffins med banan og Daim (Magasinet Mad! nr. 2/2012)……….