Vegetarmenu: Eggplant Casserole
Auberginer skæres i skiver, overhældes med kogende vand og lidt æbleeddike………….
Fuldkornshvedemel, krydderier og sesamfrø blandes sammen………….
Brødkrummer blandes med hakkede valnødder og friskrevet parmesanost………..
Squash blandes med finthakket skalotteløg………….
Når aubergineskiverne har trukket, vendes de i mælk og derefter i melblandingen, inden de steges…….
Læg ca. halvdelen af aubergineskiverne i bunden af et letsmurt fad………….
……….derefter tomater i skiver………
………..champignon i skiver og så halvdelen af brødblandingen………..
Der sluttes af med de sidste aubergineskiver og resten af brødblandingen, inden det sættes i ovnen…………
Aftenens salat vendes med en vinaigrette…………
Jeg er blevet forkølet, som i RIGTIG forkølet. Jeg hoster, nyser, har ondt i halsen og sprutter. Det ene øjeblik sveder jeg, det næste fryser jeg og tager alt det tøj på, der er indenfor rækkevidde – og det ser altså ret spøjs ud
Heldigvis kan jeg ligge på sofaen og blive slået godt og grundigt i Wordfeud af alle dem jeg spiller imod. Synes nu godt at de kunne udvise lidt “mercy”, men det gør de nu ikke ;-D Jeg får i hvert fald en masse træning, så mon ikke jeg slår en eller anden på et tidspunkt??
I aften har vi fået endnu en omgang vegetarmad. Super lækker mad, masser af smag og vi er helt enige om at vi slet ikke savner kødet. Jeg kunne ikke blive “fuldtids” vegetar, men engang om ugen er fint og kæresten har ingen indvendinger. Jeg tror som også godt at vi godt kunne spise vegetarmad 2 gange om ugen, hvis det skulle være, ingen problemer der.
Opskriften har jeg fundet på Meatless Monday, hvor der er mange ligger mange lækre vegetarretter. Jeg tilsatte lidt hvidløgspulver til brødblandingen og brugte en italiensk krydderiblanding, som jeg har haft med hjem fra USA, til retten. Men brug bare frisk eller tørret oregano og basilikum – eller hvad du nu har lyst til – du kan lave den helt som du vil. Jeg skriver opskriften som jeg lavede den……….
Eggplant Casserole (fra Meatless Monday), 3-4 pers.:
1 stor aubergine, skåret i ca. 1 cm. tykke skiver
1 spsk. æblecidereddike
kogende vand
175 g champignon, skåret i skiver
1 squash, skåret i små tern
2 skalotteløg, fintsnittet
3 tomater, skåret i skiver
ca. 1½ dl fuldkornshvedemel
1 spsk. sesamfrø
2 tsk. hvidløgspulver
salt, friskkværnet peber
ca. 3/4 dl skummetmælk
½ daggammelt flute eller hvad der ca. svarer dertil
1 stor håndfuld valnødder, hakket
½ dl friskrevet parmesanost
ca. 1 spsk. blandede, tørrede krydderier (oregano, basilikum og lidt timian)
olivenolie til stegning
Skær auberginerne i skiver, kom dem i en skål og hældt kogende vand over til det dækker, sammen med 1 spsk. æblecidereddike. Lad det stå og trække i 15 minutter – de bliver ret brune i det. Kom mælk i en dyb tallerken og i en anden dyb tallerken blandes fuldkornsmel, sesamfrø, hvidløgspulver, salt og friskkværnet peber. Sæt en pande over og hæld ca. ½ cm. olivenolie i, lad det varme op ved middel-høj varme. Når de 15 minutter er gået, duppes aubergineskiverne helt tørre, inden de først vendes i mælk, derefter i melblandingen og så kommes de i den varme olie. Steg i et par minutter på hver side, til de bliver gyldne. Læg på køkkenrulle, så de kan dryppe af. Skær squash i tern og bland med fintsnittet skalotteløg. Skær skorperne af flutes/brød og smuldr i indmaden nogenlunde fint i en skål og bland det med valnødder, parmesanost og lidt friskkværnet peber. Smør et ovnfast fad let med olie og fordel ca. halvdelen af de stegte aubergineskiver i bunden. Fordel tomatskiverne ovenpå, krydr med salt, friskkværnet peber og krydderurter. Så kommes champignon i skiver, lidt salt, friskkværnet peber ovenpå og derefter halvdelen af brødblandingen. Så fordeles squashblandingen ovenpå, lidt salt, friskkværnet peber og tørrede krydderurter. Slut af med de sidste aubergineskiver og resten af brødblandingen. Dryp med olivenolie og sæt i en 175 grader ovn (varmluft) i ½ time. Server straks og gerne med en salat.
Som jeg skrev, var vi ret vilde med retten. Sesamfrøene i melblandingen gav en skøn smag til de stegte auberginer. Det er en ret fedtfattig ret, men der er virkelig meget smag i den og den mætter godt.
Vores salat var blandede salatblade, nogle champignonskiver som jeg havde tilovers, nogle tørrede mangoskiver skåret i mindre stykker og lidt blandede nødder. Det hele blev vendt med en vinaigrette.
Bøger:
Jeg er blevet færdig med Dan Brown’s “Det forsvundne tegn” og selvom jeg var alvorlig træt af den i starten, så kom den alligevel efter det og jeg læste den færdig. Jeg har lidt svært ved at holde koncentrationen, når der fortælles alt for meget om tegn og symboler, men jeg synes alligevel også at det er lidt fascinerende. Bogen er i sædvanlig Dan Brown-stil, meget godt underholdning, men heller ikke mere.





















